Mental sundhed efter krisen: "Nogle borgere bliver svære at hive tilbage i fællesskabet"

PSYKOLOGI: Folkesundhed har været reduceret til et spørgsmål om smitterisiko de seneste måneder. Coronakrisen har imidlertid lært os, at vores mentale sundhed er afhængig af fællesskaber. Det var et af budskaberne fra panelet i en debat på Altingets sommermøde.

Signe Løntoft

"Vi er sociale væsener af natur, og det er i vores fællesskaber, vi henter støtte. Den viden er blevet meget tydelig de seneste måneder."

Det sagde Vibeke Koushede, institutleder på Institut for Psykologi, Københavns Universitet, på Altingets sommermøde torsdag. 

"Under krisen har flere af os på egen krop mærket det, som vi ved fra forskningen. Nemlig at det er vigtigt at have noget at stå op til," fortsatte hun.

"Jeg håber, den kropslige erfaring vil hjælpe til at skabe forståelse for dem, der hver dag mærker den."

Forskellige erfaringer
Coronakrisen er blevet beskrevet som en fremkaldervæske, og et alsidigt panel tog fat i diskussionen af, hvad den har fremkaldt, når det handler om mental sundhed og psykisk trivsel.

Paneldeltagerne rummede blandt andet repræsentanter fra de faglige organisationer og eksperter inden for psykologi.

Debatten viste, at erfaringerne fra krisens indvirkning på arbejdslivet spænder vidt. Nogle har nydt at arbejde mere hjemme, mens andre har været præget af et savn efter sparring og samvær med kolleger. Medlemmerne i FOA har ifølge forbundsformand Mona Striib bekymret sig om smitterisiko og tidspres, mens medlemmer i Djøf ifølge næstformand Sara Vergo af og til har følt sig overset:

"Der har nogle gange været en stemning af, at 'nu kan vi endelig koncentere os om kerneopgaven, for nu er djøfferne sendt hjem'," sagde hun.

Fået det værre
Endelig var der i panelet en udbredt fornemmelse af, at krisen kan være med til at skubbe en gruppe mennesker ud over kanten. 

"Vi ser nogle ret dramatiske negative effekter," sagde generalsekretær i Røde Kors, Anders Ladekarl.

Han fortalte om en undersøgelse, som viser, at 70 procent af dem, der havde det svært før krisen, har fået det værre.

"Det er folk, som har selvisoleret sig, og som ikke kommer ud af den isolation nu, selvom samfundet åbner op igen. Fordi de er blevet bange. De bliver svære at hive tilbage i fællesskabet," sagde han og slog fast, at det i den kommende tid bliver afgørende, at civilsamfundet rækker ud og støtter.

Dokumentation

Mental sundhed

Debatten "Hvad kan vi lære om mental sundhed af coronakrisen?" fandt sted på Altingets sommermøde 2020 torsdag. Den var arrangeret af Dansk Psykolog Forening.

Panelet:

Eva Secher Mathiasen (moderator), formand Dansk Psykolog forening
Pernille Knudsen, vicedirektør Dansk Arbejdsgiverforening 
Mona Striib, forbundsformand, FOA
Sara Vergo, næstformand, DJØF og formand for DJØF Offentlig
Rikke Høgsted, psykolog, leder af Institut for Belastningspsykologi
Vibeke Koushede, institutleder på Institut for Psykologi, Københavns Universitet
Noa Redington, politisk kommentator
Pernille Rosendahl, sangerinde
Anders Ladekarl, generalsekretær, Røde Kors


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Ladekarl

Generalsekretær, Dansk Røde Kors
cand.polit. (Københavns Uni. 1989), ba.mag. i historie (Aarhus Uni. 1984)

Eva Secher Mathiasen

Direktør, Mændenes Hjem
cand.psych. (Københavns Uni. 2007)

Sara Vergo

Formand for Djøf, næstformand for Akademikernes A-Kasse
cand.techn.soc. (Roskilde Uni. 2001)

0:000:00