Sundhedsminister: Der venter Region Sjælland mange penge

SYGEHUSE: Region Sjælland står som den store taber ved kun at få 1,3 mia. til nye sygehuse. Sundhedsminister erkender skæv fordeling, men kræver bedre og mere centralisering.
Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) og finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) fremlagde sammen regeringens mia.-tildelinger til sygehusene i Finansministeriet.
Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) og finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) fremlagde sammen regeringens mia.-tildelinger til sygehusene i Finansministeriet.Foto: Ole Toft / Altinget.dk
Ole Nikolaj Møbjerg Toft

1 mia. til psykiatri i Slagelse og 300 millioner til en akutmodtagelse i samme sted - i alt 1,3 mia. kroner.

Det er, hvad Region Sjælland har fået tildelt af de første 25 mia. kroner fra regeringens satsning på nye sygehuse.

Regionspolitikerne må nu vente til 2010, hvor de sidste 15 mia. uddeles efter anbefalinger fra Erik Juhl-udvalget.

Regeringen var enig i Erik Juhl-udvalgets kritik af, at regionen ikke havde fulgt Sundhedsstyrelsens retningslinjer om færre sygehuse og akutmodtagelser. Regeringen tildeler pengene præcist til regionerne, som ekspertudvalget har foreslået.

Fakta

Sådan er pengene fordelt:

Region Nordjylland
Aalborg Sygehus 3,2 mia.kr.

Region Midtjylland
Det nye universitetshospital i Århus 6,35 mia.kr.
Regionshospitalet Viborg 1,15 mia.kr.

Region Syddanmark
Nyt universitetshospital i Odense 6,3 mia.kr.
Kolding Sygehus 0,9 mia.kr.

Region Sjælland
Psykiatri i Slagelse 1,05 mia.kr.
Slagelse Sygehus (akutmodtagelse) 0,3 mia.kr.

Region Hovedstaden
Rigshospitalet 1,85 mia.kr.
Herlev Hospital 2,25 mia.kr.
Hvidovre Hospital 1,45 mia.kr.
Sct. Hans Hospital (psykiatri) 0,550 mia.kr.

I alt 25.350 mia - Heraf kvalitetsfonden 15 mia. kroner


Kilde: Regeringen

Først var de skrappe
Om Region Sjælland nu frivilligt går til truge med sygehus-milliarderne ved at følge regeringens anbefalinger i anden omgang er endnu uvist.

Men det er et faktum, Region Sjælland har skruet ned for den hidsige kritik, som der blev lagt ud med, da Erik Juhl-udvalget kom med deres anbefalinger i november.

Her sagde Kristian Ebbensgaard (V), regionsformanden i Region Sjælland:

"Det er uacceptabelt, at udvalgets anbefalinger går markant imod den sygehusplan, Regionsrådet har vedtaget. Hvis regering og Folketing vælger at læne sig op ad panelets anbefalinger, vil det bremse regionens muligheder for at udbygge og modernisere vores sygehuse," sagde regionsformanden i en pressemeddelse, der bar overskriften:

"Regeringens rådgivere vil bremse sygehusplan"

Så blev kritikken dæmpet
I går var retorikken imidlertid en anden. Her var overskriften på pressemeddelsen vinklet positivt: At regionen havde fået en milliard til psykiatriområdet.

Samtidig var regionsformandens kritik nu forsigtigt pakket ind:

"Som det fremgår af Region Sjællands sygehusplan, er vi enige i, at der er behov for at samle større specialer på færre sygehuse, men vi har samtidig respekt for borgernes behov i en region som vores uden storbyer og universitetshospitaler og med store geografiske afstande," sagde Kristian Ebbensgaard i pressemeddelelsen.

Overfor Altinget bekræfter han, at regionen til anden runde i højere grad vil følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Men kun til en vis grænse.

"Regeringen er så til gengæld nødt til at tage hensyn til den fysiske virkelighed, der er for Region Sjælland," siger Kristian Ebbbensgaard til Altinget.dk.

Ingen centralisering: Ingen penge
Ifølge sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K), er der ingen kære mor over for Region Sjælland, hvis de vil gøre sig håb om at få tildelt penge i anden og sidste runde i 2010. Her skal regionerne slås om 15 mia.

"Af de ti mia. er mange adresseret til Region Sjælland. Men kun i det omfang, at de kommer med nogle kvalificerede projekter. Det gælder også de andre regioner," sagde Jakob Axel Nielsen til Altinget efter fremlæggelsen i Finansministeriet.

Juhl-udvalgets anbefalinger vakte i efteråret også vrede i Nordjylland, hvor regionen ikke blev anbefalet at få penge til at bygge et nyt sygehus uden for byen.

Regeringen har dog givet regionen en chance for at få et nyt sygehus i stedet for at modernisere det eksisterende, hvis de kan overbevise Juhl-udvalget om, at besparelserne er større, end udvalget har antaget.

Tavs DF-ordfører
Region Hovedstaden har fået tilsagn om 6,1 mia., hvilket for regionsformand Vibeke Storm Rasmussen (S) er alt for lidt. Juhl-udvalget og nu regeringen afviste en del ansøgte projekter med, at regionen ikke havde planlagt nok lukninger af sygehuse og akutfunktioner.

Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, havde i går ingen kommentarer til regeringens udspil, som hun kun havde skimmet.

"Jeg vil vente med at udtale mig endeligt om udspillet, til vi har talt sammen om det i partiet," siger hun, mens oppositionen kritiserer regeringen for at løbe fra valgløfter og ikke at lytte til regionernes egne forslag.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jakob Axel Nielsen

Direktør, Cryos International, fhv. minister (K) & MF
cand.jur. (Aarhus Uni. 1994)

Kristian Ebbensgaard

merkonom (1972)

Vibeke Storm Rasmussen

Fhv. formand (S), Region Hovedstaden og amtsborgmester, København
lærer (Statsseminariet på Emdrupborg 1969)

0:000:00