Aviserne om terrorplaner mod Danmark

TERRORPLANER: De tre store dagblade har alle i dag ledere om den planlagte terrorplan mod Danmark.
Morten Øyen
Jyllands-Posten, hvis bygninger og ansatte angiveligt var mål for terrorplanen, bruger deres lederplads til at vise, at terror, trusler og intimidering kun bruges til at få folk til at ændre adfærd og opføre sig, som terroristerne ønsker:

"Sådan er det, når etniske og religiøse minoriteter forfølges i den muslimske verden, og sådan er det når systemkritikere overalt i verden trues med fængsel eller udsættes for tortur. Sådan er det også, når kritiske medier bliver genstand for censur eller ligefrem lukket, og sådan var det under Den Kolde Krig, da et totalitært regime i øst lagde pres på den vestlige verden for at knægte friheden."

Ifølge Jylllands-Postens leder må man derfor vise, at man ikke vil bøje sig og man gør op med "krænkelsesfundamentalismen":

"Den ("krænkelsesfundamentalismen", red.) forudsætter, at når man er krænket, har man sikret sig en særlig ret til at reagere voldsomt. Det løber som en rød tråd gennem de mangfoldige bestræbelser på at begrænse ytringsfriheden, som vi er vidne til i disse år. Det er på tide, at der siges fra."

Berlingske Tidende skriver i deres leder om den seneste terrorsag, at truslen mod Danmark er reel, og at vi må indrette os derefter:

"Der har været tidspunkter siden offentliggørelsen af Muhammedtegningerne i Morgenavisen Jyllands-Posten for fire år siden, hvor Muhammed-krisen nærmest har antaget karakter af en intern dansk diskussion om, hvad sagen i virkeligheden handlede om - ytringsfrihed eller respekt for religiøse minoriteter. Denne frugtesløse debat må efter meddelelsen om konkrete terrorplaner i Danmark og særligt Jyllands-Postens kontorer og medarbejdere nu endeligt afløses af en erkendelse af de brutale realiteter:

Danmark er mål for terror, og alle i det danske samfund må uanset politiske holdninger stå sammen i kampen mod den trussel mod det frie samfund, disse planer udgør."

Politikens Tøger Seidenfaden er på linje med Berlingske Tidende, og finder ikke terrorplanerne overraskende, men et vilkår, vi må leve med:

"Terrortruslen er kommet for at blive. Profeten Muhammed er nu engang islams centrale skikkelse, og påstanden om, at vi i særlig grad har fornærmet ham, er en gave til al-Qaedas dødspropagandister og terrorspirer.

Det vil tage år, før sagen går helt i glemmebogen - hvis vi er heldige. Det er et vilkår, vi må leve med. Og fortrænge mest muligt i hverdagen."
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Tøger Seidenfaden

Chefredaktør, Politiken
Cand.scient.pol.

0:000:00