Flere cyklister skal ud på nye cykelstier

INTERVIEW: Cykelpuljen gav kommunerne incitamentet til at bygge cykelstier. Nu skal borgerne motiveres til at vælge cyklen, mener Dansk Cyklist Forbund.
Dansk Cyklist Forbund har flere forslag til, hvordan flere motiveres til at tage cyklen.
Dansk Cyklist Forbund har flere forslag til, hvordan flere motiveres til at tage cyklen.Foto: Colourbox
Kristian Aaskov Nielsen

Politikerne skal skabe flere incitamenter for at flytte befolkningen over på de tohjulede. Det mener Dansk Cyklist Forbund, som har forslag til konkrete rets- og skattepolitiske tiltag.

"Man skal tænke incitamenter ind i skatteregler, færdselsregler og politiindsats. Jo mere attraktivt du gør det, jo flere vil svinge fra bilsædet og ud på cyklen," siger direktøren i Dansk Cyklist Forbund, Jens Loft Rasmussen.

Med udmøntningen af cykelpuljen den 22. oktober blev der skabt incitament for kommunerne til at etablere flere cykelstier. Kommunernes projekter bliver støttet med 30 procent, hvilket har medført, at der netop er blevet sendt 100 mio. kr. afsted til 50 cykelprojekter rundtom i landet.
Nu, hvor infrastrukturen er på plads, mener Dansk Cyklist Forbund, at man skal kigge på en række initiativer, som får flere til at bruge cyklen.

"Hvis du som borger kan se nogle bæredygtige og økonomiske fordele ved cyklen, så vælger du den. Det er også hele filosofien i den grønne transportpolitik. Man skal fremme incitamenter til at gøre det rigtige," siger Jens Loft Rasmussen.

Skattefrie cyklister
Jens Loft Rasmussen mener, der skal spilles på flere strenge, hvis danskerne skal vælge cyklen. Derfor ønsker Jens Loft Rasmussen lidt mere engagement fra skatteminister Kristian Jensen (V).

"Hvis skatteministeren gør det mere økonomisk fordelagtigt at tage cyklen, så vil det være et incitament frem for andre transportformer. Jeg siger ikke, at vi kun skal cykle, men det påvirker vores adfærd," siger Jens Loft Rasmussen.

Derfor foreslår Jens Loft Rasmussen, at man fjerner den beskatning, som en medarbejder får, hvis en arbejdsgiver stiller en cykel til rådighed. Hertil skal kørselsgodtgørelsen gøres mere attraktiv for tohjulet trafik. Godtgørelsen er netop sat op fra 40 til 48 øre pr. kilometer, men det mener Jens Loft Rasmussen ikke er tilstrækkeligt.

"Hvis du tænker miljø- og sundhedshensyn ind, så bør man ikke få mere i godtgørelse for at køre i bil frem for cykel. Når du giver bilisterne en kørselsgodtgørelse, som er 7 gange større end cyklisternes, så fremmer du ikke cyklismen," siger han.

Sundhedsfordele for arbejdsgiveren
Når medarbejderne vælger cyklen, er det også til arbejdsgiverens fordel. Mere motion betyder færre sygedage.

"Cykling er med til at forbedre folkesundheden. Hvis du cykler en halv time hver dag, så holder du dig i form, hvilket er videnskabeligt bevist. Set fra en samfundsbetragtning, så er det en god ting," siger cykel-direktøren.

Ifølge tal, som COWI har lavet for Københavns Kommune, tjener samfundet for hver cyklet kilometer 1,22 kr. De regner sundhedskonsekvensen med. Omvendt taber man 60 øre for hver kørt kilometer i bil.

På den baggrund har Dansk Cyklist Forbund også kigget til England og Holland for at lade sig inspirere.

"Her kan arbejdsgiveren udbetale en skattefri godtgørelse til de medarbejdere, som cykler mellem deres hjem og arbejde. Det er arbejdsgiveren motiveret til, fordi de, der cykler til hverdag, har færre sygedage," siger Jens Loft Rasmussen.

Justits-Brian skal også på banen
Ifølge Dansk Cyklist Forbund skal justitsminister Brian Mikkelsen (K) også kigge på incitamenterne for at fremme cyklisterne i trafikken. Her er fremkommelighed et nøgleord. Derfor foreslår forbundet, at man kigger på muligheden for, at cyklister kan dreje til højre ved rødt - hvis det ikke generer andre. Samtidig skal det lokale politi tillade, at man flere steder kan køre mod ensretningen.

"Færdselsreglerne og den måde, man bruger dem på, har en betydning for, hvor hurtigt man kan komme frem. Den bedste motivation er tiden, så det bliver mere bekvemt at bruge cyklen," siger Jens Loft Rasmussen.

Gennem de seneste år at antallet af cykeltyverier støt stigende. Jyske Vestkysten kunne i september fortælle, at der første halvår af 2009 var stjålet 35.849 cykler. Ifølge Jens Loft Rasmussen ville det have en betydning, hvis politiet ville dæmme op for cykeltyverier.

"Jeg har hørt, at adskillige mennesker har opgivet at cykle, fordi de for femte gang har fået stjålet deres cykel på stationen. Det blev ganske enkelt for bøvlet. Derfor vil vi gerne bede justitsministeren gøre en indsats for at vende kurven af cykeltyverier. Cykeltyverier ødelægger lysten til at tage cyklen," siger Jens Loft Rasmussen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Loft Rasmussen

Fhv. direktør, Cyklistforbundet, bestyrelsesmedlem, Rejsegarantifonden, medlem af Pakkerejse-Ankenævnet, bestyrelsesmedlem, Langelands Stivenner, bestyrelsesmedlem, GF Strandengen
bankuddannet, cand.jur. (Københavns Uni. 1977)

Brian Mikkelsen

Adm. direktør, Dansk Erhverv, bestyrelsesformand, Nationalmuseets Museumsråd, bestyrelsesnæstformand, Kraks Fond, bestyrelsesnæstformand, Ove K investfond, formand, Ordrupgaard Advisory board, bestyrelsesmedlem, ATP, bestyrelsesmedlem, Pension Danmark
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1994)

Kristian Jensen

Direktør, Green Power Denmark, fhv. udenrigsminister, MF og næstformand for Venstre
bankassistent (Unibank Lemvig 1993)

0:000:00