Fogh: Grotesk at ekspropriere efter kommuneplan

I øjeblikket protesterer kommunerne over et nyt lovforslag, der vil ophæve muligheden for ekspropriation på baggrund af en kommuneplan. Men kommunerne var advaret. I hvert fald gjorde statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) sig allerede i 1993 tanker om forholdet mellem den private ejendomsret og kommunernes mulighed for planlægning.

I bogen "Fra socialstat til minimalstat" behandler han spørgsmålet i kapitlet "Mindre stat - mere privat". Her foreslår han, at Grundloven revideres, så den indskrænker retten til at ekspropriere.

Derefter skriver han:

"Kommunernes vidtgående adgang til ekspropriation er stærkt kritisabel. Kommunerne har en generel tilladelse til at ekspropriere efter kommuneplanloven, "når det vil være af væsentlig betydning for virkeliggørelsen af en lokalplan eller byplanvedtægt".

Ekspropriationen skal ske for at sikre en gennemførelse af byudvikling. Det helt groteske er, at der end ikke behøver at være et akut behov for at inddrage privat ejendom. Der kan være tale om ekspropriation på et tidspunkt, hvor byudviklingen end ikke er aktuel eller planlagt i detaljer, men hvor kommunen blot ønsker at sikre sig jord til brug for eventuelle kommende udvidelser af byområdet.

Hvis kommunen har et ubændigt ønske om, at byens beton og asfalt skal sprede sig ud over en bestemt jord, så må den betale sig fra at købe den jord i en frivillig handel.

Anders Fogh Rasmussen (V)
1993

Kommunernes adgang til at ekspropriere efter kommuneplanloven bør simpelthen ophæves. Visse kommunalpolitikere vil højlydt indvende, at ekspropriation til eventuelt kommende byudvikling er nødvendig "for at sikre kommunen jord i god tid og på gunstige betingelser". Denne argumentation er et typisk udslag af den kollektivistiske ånd, som sætter fællesskabet over enkeltmennesket. Og de pågældende har i hvert fald slet ikke begrebet indholdet i den grundlæggende frihedsret, ejendomsretten.

Kommunekassen, kommuneplanlæggerne, udvalget for teknik og miljø, borgmesteren og hele den kommunale hornmusik kan aldrig nogensinde veje tungere end den enkelte borgers helt fundamentale menneskeret til privat ejendom.

Borgerne har en ukrænkelig ret til privat ejendom. Hvis kommunen har et ubændigt ønske om, at byens beton og asfalt skal sprede sig ud over en bestemt jord, så må den betale sig fra at købe den jord i en frivillig handel - eller finde en anden jord at plastre til.

Statslige ekspropriationslove bør kunne lægges ud til folkeafstemning på samme som skattelove (et emne, Fogh behandler tidligere i kapitlet, red.). Generelt bør der ydes rundhåndet erstatning, hvis en ekspropriation bliver gennemført. Såfremt et nyanlæg medfører miljøødelæggelser el.lign. for beboerne omkring anlægget, må der foretages den nødvendige afhjælpning af disse gener. Når "almenvellet" foretager et drastisk indgreb i den enkelte borgers private ejendomsret, må det rydde op efter sig og betale, hvad det koster. Hvis et offentligt anlæg ad den grund bliver for dyrt, er der kun eet svar: Lad være at opføre det! Der skal ikke indvindes rentabilitet i statens anlægsprojekter ved at spise de krænkede borgere af med almisser. (s. 156-157)