Liberal Alliance gør klar til at lukke ned

LANDSMØDE: Kampgejst og optimisme prægede Liberal Alliances landsmøde i weekenden. Men ledelsen overvejer i det skjulte, hvornår stikket skal trækkes ud.
Foto: Jakob Jessen/Altinget.dk
Foto: Jakob Jessen/Altinget.dk
De ved det godt. Meningsmålingerne er dystre, den politiske indflydelse er minimal, og sårene efter en kaotisk, politisk ilddåb er endnu ikke helet.

Alligevel var det blandingen af en sær dødsforagt og utrolig optimisme, der prægede Liberal Alliances landsmøde på Fuglsøcentret i Mols Bjerge.

Lukker butikken?
Men spørgsmålet er, om tro og håb er nok til at holde skuden over vande.

For selv om både Villum Christensen, Leif Mikkelsen og Anders Samuelsen i tale efter tale på landsmødet såede kampgejst i de menige medlemmer, indrømmer Samuelsen, at der er grænser for alt. Også for tålmodigheden med det politiske projekt han selv i sin tid var med til at søsætte.

"Hvis vi ikke kommer ind igen efter næste valg, så er det helt sikkert, at der ikke længere er noget, der hedder Liberal Alliance. Man kan lige så godt være realistisk," fortæller han Altinget.dk uden for idrætshallen, hvor partiet i weekenden havde sat sig selv i stævne.

Men mens Samuelsen vil gøre boet op efter et kommende folketingsvalg, fortæller røster i partiet, at tidsfristen kan vise sig at blive en hel anden og noget kortere.

Centrale kilder oplyser således til Altinget.dk, at partiets ledelse "inden så længe" vil sætte sig sammen og vurdere situationen. Tidspunkt: muligvis sensommeren 2009. Har Liberal Alliance på det tidspunkt ikke oplevet fremgang i meningsmålingerne, kan det betyde, at partiet lukker ned.

Men også andre muligheder er på tegnebrættet. Der tales både med Simon Emil Ammitzbølls Borgerligt Centrum og - ganske overraskende - med medlemmer af Dansk Folkeparti, der er utilfredse med partiets topstyring.

Der kan altså vente nye omvæltninger for et parti, der ellers har været såre meget igennem i sin korte tilværelse.

Ros og optimisme
Alligevel blev landsmødet "de gode talers" dage. Jo jo, meningsmålingerne så ikke så gode ud, men troen på projektet var glødende og enigheden stor. Der blev knap nok taget tilløb til de spædeste kritiske indlæg mod partitoppen. Et enkelt arrigt tilråb fra salen. Sædvanlig utålmodighed med dirigenten. Og småuenigheder om den organisatoriske praksis. Det var alt.

Til gengæld blev enhver lejlighed brugt til at rose partiets folketingsgruppe, Anders Samuelsen og Villum Christensen, for deres loyalitet, flittighed og engagement.

Tilbage stod Anders Samuelsens lidet pessimistiske budskab til de fremmødte medlemmer:

"Fremad mod nye solbeskinnede højder".

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Samuelsen

Adm. direktør, UV Medico, fhv. udenrigsminister, politisk leder og MF (LA)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1993)

Leif Mikkelsen

Fhv. landsformand (LA), fhv. MF (V og LA), gruppeformand & medlem af Folketingets Præsidium
landmand (Asmildkloster Landbrugsskole 1973)

Villum Christensen

Viceborgmester (LA), Slagelse Kommune
cand.phil. (Københavns Uni. 1980), cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1981), MPM (Syddansk Uni. 2005)

0:000:00