Karen J. springer ud fra elfenbenstårnet

INTERVIEW: Afstanden til befolkningen var for stor, erkender den afgåede minister Karen Jespersen. Hun frygter, at politikeres manglende kontakt til folket skaber en ny underklasse.
Foto: Pressefoto
Ole Hall
Flere sociale problemer og en ny underklasse. Det kan blive konsekvensen af for mange fortravlede politikere og en for stor afstand til befolkningen. Det mener den netop afgåede velfærdsminister Karen Jespersen (V).

"Faren ved det politiske liv er, at det hele går op i daglig drift og administration, og det kan betyde, at problemer i samfundet vokser, uden at vi har tilstrækkeligt blik for det. Det drejer sig om problemer med børn og unges asociale opførsel og problemer med integrationen, og det giver i sidste ende en risiko for, at vi får en ny underklasse," siger Karen Jespersen til Altinget.dk på dagen, da hun forlader sin post som velfærdsminister efter kun 16 måneder.

For meget af hendes tid er gået med at administrere og svare på spørgsmål til pressen og politikere, oplyser hun. Samtidig har hun givet for lidt opmærksomhed til de mennesker, som politikken handler om, erkender Jespersen. Andre politikere har også prioriteret forkert, vurderer hun.

"Jeg tror, at der er brug for, at der er flere af os, som bruger kræfter på at få afdækket, hvad der er af problemer ude i samfundet," siger Jespersen.

For administrativt krævende
Ifølge Karen Jespersen var Velfærdsministeriet så stort og administrativt krævende, at det umuligt kunne forenes med den borgerkontakt, som er nødvendig. Hun ønsker ikke at svare på, om det ny ministerium har en passende størrelse, efter at ligestillingsdelen er blevet skåret fra.

Der er brug for, at der er flere af os, som bruger kræfter på at få afdækket, hvad der der er af problemer ude i samfundet.

Karen Jespersen
MF og tidligere minister

"Jeg har aftjent min værnepligt og afleverer et velfungerende ministerium," konstaterer hun.

I stedet for at bekymre sig mere om ministeriet vil den afgående minister nu - som menigt folketingsmedlem - bruge sin tid på at indhente den forsømte kontakt til borgerne.

"På nogle måder har man nogle andre muligheder som folketingsmedlem end som minister, fordi man ikke er bundet af administrative opgaver og drift," siger hun og uddyber om sin kommende funktion:

"Jeg ser det i høj grad som min rolle at være et bindeled mellem befolkningen og det politiske liv."

Selvom hun ikke vil udstede nogen garanti, oplyser Karen Jespersen, at hun har tænkt sig at stille op til næste folketingsvalg for Venstre.

"Jeg er sådan set stillet op, så det vil sige, at jeg er sådan set klar til næste folketingsvalg."

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Karen Ellemann

Generalsekretær, Nordisk Ministerråd, fhv. minister, MF (V) og medlem af Folketingets Præsidium
lærer (N. Zahles Seminarium. 2004)

Karen Jespersen

Redaktør, Den Korte Avis, fhv. minister (S og V), fhv. MF (S og V)
cand.mag. i historie og arkæologi (Københavns Uni. 1977)

0:000:00