Politireformen dumper i ny rapport

"Såvel borgere som samarbejdspartnere oplever forringelser, og den positive udvikling i borgernes oplevelse af politiet, der skete frem til 2006, er vendt på alle områder."Det er et rent 03 til udførslen af reformen. Vi er meget skuffede, for hele årsagen til, at vi stemte ja, var, at vi skulle have et mere tilgængeligt politi. Det er ikke lykkedes.
Karen Hækkerup
Socialdemokraternes retsordfører
Det konkluderer den nye rapport "Politireformen år to", som justitsminister Brian Mikkelsen (K) netop har modtaget.
Grund til bekymring
"Det bekymrer mig naturligvis, at den netop udarbejdede undersøgelse af befolkningens og samarbejdspartnernes syn på politiet viser en fortsat negativ tendens," siger justitsministeren i en pressemeddelelse og fortsætter:
"Den negative udvikling er imidlertid ikke overraskende i lyset af de problemer, politiet har haft i 2008. Men det ligger fast, at vi alle arbejder benhårdt for at genoprette tilfredsheden med og tilliden til dansk politi."
Rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg har også læst rapportens konklusion, og han "kan kun være ked af den":
"Det er ikke tilfredsstillende, og vi skal selvfølgelig tage det meget seriøst, når tilliden er for nedadgående," siger han til Politiken.
Han peger dog samtidig på, at der allerede er søsat initiativer, som skal bryde den kedelige udvikling:
"Mange af de ting, som står i rapporten, har vi allerede forholdt os til og lavet planer for at imødegå. Jeg har en forventning til, at de nye tiltag vil bidrage til at genskabe tilliden til og tilfredsheden med politiet," siger han.
Et rent 03
Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, er skuffet over rapportens konklusioner, fordi de "desværre nok giver et rigtigt billede af virkeligheden".
"Intentionen med politireformen var at skabe et mere synligt politi, men det har vi ikke fået. Derfor afsatte vi i slutningen af 2008 ekstra penge til politiet og satte fokus på at få styr på ledelsen i politiet. Dermed håber jeg, at udviklingen vender i 2009," siger han til Politiken.
Socialdemokraternes retsordfører, Karen Hækkerup, er ligeledes skuffet:
"Det er et rent 03 til udførslen af reformen. Vi er meget skuffede, for hele årsagen til, at vi stemte ja, var, at vi skulle have et mere tilgængeligt politi. Det er ikke lykkedes. Jeg tror stadig på reformen, men det kræver en mere fast hånd på rattet," siger hun til Politiken.
Voksende frygt i befolkningen
Den såkaldte "offerundersøgelse" for 2008 foreligger også nu. Den viser en stigning i befolkningens frygt for at blive udsat for kriminalitet - i takt med en stigning i den reelle risiko for at blive udsat for tyveri og hærværk fra 2007 til 2008.
"Jeg tager offerundersøgelsen meget alvorligt. Den viser, at forekomsten af en række kriminalitetsformer er steget, hvilket selvfølgelig ikke er tilfredsstillende. Det berører mig naturligvis også, at rapporten viser, at ængstelsen for kriminalitet er stigende," siger Brian Mikkelsen og fortsætter:
"Regeringen er meget opmærksom på undersøgelsens konklusioner, og undersøgelsen vil indgå i det fortsatte arbejde med at styrke politiet og bekæmpe den utrygheds-skabende kriminalitet."
Altinget Privat
Tror du også på politik?
0 kr. første måned
Fortsætter til 129 kr./måned
Abonnementet fortsætter til normalpris, 129 kr./md. efter en måned. Mindstepris: 0 kr. Opsig når du vil til udgangen af indeværende abonnementsperiode. Tilbuddet gælder kun, hvis du ikke har abonneret på Altinget Privat de seneste seks mdr.
- Vermund væmmes ved det yderste højre: "En syg tanke, at vi defineres af gener"
- Fra dag ét var målet, at hun skulle tilbage. Men pludselig nagede et spørgsmål Mai Mercado
- DF's nye folk i København er klar til at gøre livet surt for Sisse Marie Welling
- Altingets stifter: Efter 26 år har jeg solgt Altinget. Her er min næste plan
- Venstrefløjen vil stoppe hoteller i København. Men de overser noget vigtigt































