Høringsfrist forlænget for Barnets Reform

REFORM: Socialminister Benedikte Kiær (K) har forlænget fristen for at give høringssvar til vejledningen, der følger Barnets Reform. Forlængelsen kommer efter kritik fra KL, socialrådgivere og socialpædagoger.
Socialminister Benedikte Kiær (K) har lyttet til organisationernes ønske om mere tid til høringssvar.
Socialminister Benedikte Kiær (K) har lyttet til organisationernes ønske om mere tid til høringssvar.Foto: Thit Andersen/Altinget.dk

Jeg synes, at det er udtryk for lydhørhed og god dialog, at høringsfristen er udskudt. Det vil jeg gerne kvittere for.

Benny Andersen
Formand, SL

"Det er rigtig fint, at fristen er forlænget. Generelt vil jeg sige, at tre ugers høringsfrist på så stort et materiale gør det svært for en lille organisation som vores at give et grundigt høringssvar. Selv om det er et materiale, vi kender i forvejen, er der rigtig mange ændringer, vi skal tage stilling til," siger formanden for Socialrådgiverforeningen, Bettina Post.

Sammen med organisationerne KL og SL har hun kritiseret Socialministeriet for en meget kort høringsfrist i forbindelse med vejledningen til Barnets Reform, der skal træde i kraft 1. januar.

Det materiale, som organisationerne fik tre uger til at gennemgå, er sammenlagt på 1.092 sider.

Socialministeren har i et åbent brev til organisationerne svaret på kritikken.
"For det første er det ganske enkelt ikke korrekt, at høringsfristen har været én uge. Socialministeriet udsendte vejledningen til høring hos organisationerne den 29. oktober med svarfrist den 19. november. Det betyder, at der er givet en høringsfrist på tre uger.
For det andet er der tale om en vejledning, som organisationerne allerede kender godt. Den blev taget i brug i 2007 og blev sidst revideret i marts 2010, hvor den også var i høring," skriver ministeren i brevet.

Socialministeren har dog taget organisationernes kritik så meget til sig, at hun har forlænget svarfristen med to uger.

Klemte organisationer
Hvor presset en lille organisation kan være med at give høringssvar, illustreres af, at Socialrådgiverforeningen yderligere torsdag 18. november modtog høringsmateriale fra Beskæftigelsesministeriet om refusioner og havde frist til onsdag 24. november med at svare, altså mindre end en uge.

"Nu sidder vi med to kæmpestore høringssvar, og det er et meget stort arbejde. Vi vil gerne være grundige i vores svar og det er frustrerende, at vi ikke får bedre tid. Det er vigtigt for den demokratiske proces, at vi har tid til at svare," siger Bettina Post.

Socialpædagogernes Landsforbund har påpeget, at vejledningen blandt andet mangler konkrete anvisninger på, hvem der har ansvaret for efteruddannelse til de nye kommunale plejefamilier, og hvem der skal betale, men påskønner i øvrigt for ministerens reaktion på den fremførte kritik.

"Vi håber, at ministeriet vil bruge vores høringssvar til at rette op på de forhold, som vi har påpeget i vejledningen. Jeg synes, at det er udtryk for lydhørhed og god dialog, at høringsfristen er udskudt. Det vil jeg gerne kvittere for," siger Socialpædagogernes nyvalgte formand, Benny Andersen.

KL er tavs
KL har trukket følehornene til sig efter socialministerens åbne brev og ønsker ikke at udtale sig yderligere i sagen, men allerede i sit oprindelige høringssvar til loven om Barnets Reform pegede KL på problemet med en kort høringsfrist:
"KL tager i sit høringssvar forbehold for en eventuel eftersendelse af supplerende bemærkninger, da det ikke har været muligt at få høringssvaret politisk behandlet inden for den korte svarfrist."

Dengang blev høringsmaterialet sendt ud 14. januar med svarfrist 29. januar svarende til to ugers høringsperiode.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Benedikte Kiær

Borgmester (K), Helsingør Kommune, regionsrådsmedlem (K), Region Hovedstaden
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2001)

Benny Andersen

Forbundsformand, Socialpædagogernes Landsforbund, præsident, AIEJI
(Aalborg Katedralskole 1981)

Bettina Post

Fhv. formand, Dansk Socialrådgiverforening, borgerrådgiver, Høje-Taastrup Kommune, brevkasseredaktør, Familie Journal
socialrådgiver (København, 1988)

0:000:00