Opposition: Svage indvandrere svigtes

KRITIK: Med De Radikale i spidsen for oppositionen kritiseres regeringens nye integrationsudspil, som de mener rammer de svageste indvandrere. Venstre ser ikke problemet.
Foto: colourbox.com
Morten Øyen
Socialdemokraterne, SF og De Radikale, som må formodes at skulle danne en ny regering, hvis flertallet i Folketinget skulle skifte efter næste valg, kritiserer regeringens nye integrationsudspil. De frygter, det vil ramme de svageste indvandrere i samfundet.

Særligt De Radikale er bekymret over regeringens udspil, som ifølge partiets integrationsordfører Marianne Jelved har "urimelige" tiltag:

"Sådan som det nye pointsystem er lavet, er der en diskriminerende faktor over for dem, som ikke kan lære dansk, men som opholder sig helt lovligt i Danmark," siger hun.

Rammer svageste
Ifølge Marianne Jelved vil det nye pointsystem betyde, at de svageste indvandrere ikke vil kunne opnå permanent opholdstilladelse.

"Man får taget alt håb fra sig, om man kan få en civil tilværelse i Danmark. Det gør deres fremtid meget usikker," siger Marianne Jelved, der mener, det nye udspil vil stille de svageste indvandrere i Danmark dårligere end i dag:

"Hvis man ikke længere har mulighed for at få den permanente opholdstilladelse, når man er her midlertidigt, så er man blevet stillet dårligere," siger hun.

Også andre dele af regeringens udspil er De Radikale kritiske over for. Marianne Jelved kalder det urimeligt, hvis et barn, der bliver sendt tilbage til hjemlandet, skal tolkes som værende på "genopdragelsesrejse" af myndighederne i Danmark.

"Så bliver opholdsgrundlaget efter tre måneder taget fra det barn. Men det barn er overhovedet ikke skyld i den situation, det er bragt i - det er ikke engang sikkert, forældrene kender lovgivningen og ved, hvad der er på spil," siger hun.

SF: Positive elementer
De Radikale vil ikke kunne stemme for udspillet fra regeringen. Hos de to andre store oppositionspartier er man også kritisk over for oplægget:

"Hvis De Radikales kritik er rigtig, så er det urimeligt. Jeg har ikke noget imod, at man præmierer nogle, men det skal ikke være bekostning af, at man straffer andre," siger integrationsordfører fra Socialdemokraterne Henrik Dam Kristensen.

Hos SF er man også forbeholdne, men mener dog, der er mange gode elementer i udspillet:

"Jeg synes det er positivt, at de breder integrationsbegrebet ud. Det hænger nu ikke kun sammen med, om man har nået et arbejde, men også ens engagement i samfundet. Det negative er uklarheden omkring dem, som gerne vil, men som ikke kan. Vi vil gerne belønne dem, der gerne vil - også selvom de ikke kan," siger SF's integrationsordfører Astrid Krag.

V: Nogle får det vanskeligere
Astrid Krag er dog langt mere åben over for regeringens udspil end Radikale Venstre:

"Vi ved endnu ikke, hvordan de tre pakker, som udgør integrationsudspillet, konkret kommer til at se ud, så det må være en politisk afvejning, hvordan vi stemmer til dem. Man bør se på den konkrete politik og beslutte sig derfra. Det er en anden tilgang end Marianne Jelved, som siger, at hele pakken er umenneskelig," siger hun. 

Regeringen vil dog stramme lovgivningen, og det vil blandt andet kunne ramme bogligsvage indvandrere:

"Boligt svage indvandrere og udlændinge får sværere ved at få permanent opholdstilladelse i forhold til i dag. Vi stiller nogle klare krav, som vi mener, det er fair, at folk skal leve op til. Og det betyder selvfølgelig, at der er nogle af de bogligt svage udlændinge, som bliver stillet dårligere. De får sværere ved at få permanent opholdstilladelse i Danmark og sværere ved at få dansk statsborgerskab," siger Venstres ingegrationsordfører Karsten Lauritzen.

Han understreger dog, at de med en lægelig forklaring på, hvorfor de ikke kan leve op til kravene, kan blive undtaget.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Marianne Jelved

Fhv. økonomiminister, kultur- og kirkeminister, MF 1987-22 og politisk leder (R), fhv. viceborgmester i Gundsø 1982-85
lærer (Hellerup Seminarium 1967), cand.pæd. i dansk (Danmarks Lærerhøjskole 1979)

Astrid Krag

MF (S), fhv. social- og ældreminister
student (Tørring Amtsgymnasium. 2001)

Henrik Dam Kristensen

Formand, Interforce og fhv. formand, Folketinget, fhv. MF (S)
postbud

0:000:00