Kampvalg i DFU om formandspost

KAMPVALG: På weekendens årsmøde i Dansk Folkepartis Ungdom (DFU) skal de delegerede vælge mellem Bente og Jeppe.
Rasmus Nielsen
I denne weekend er der årsmøde i Dansk Folkepartis Ungdom, og da Allan Steen Hansen går af som formand, skal der vælges ny formand.

Og da der er to kandidater, er der dømt kampvalg i weekenden. Netavisen Ungnyt.dk har talt med de to formandskandidater om, hvordan de vil tegne DFU's profil i fremtiden:

Bente Kronborg Flensted
Bente er 28 år og er efterhånden en garvet politiker. Hun har været medlem af Dansk Folkeparti siden 2001 og sidder i øjeblikket i byrådet i Ringkøbing-Skjern Kommune, hvor hun er formand for Børne- og Ungeudvalget. Hun har to gange stillet op til Folketinget og var sidste år en kort periode inde som suppleant for Jesper Langballe. Desuden har hun siddet i DFU's hovedbestyrelse i fire år.

"Det, det handler om for DFU, er, at vi skal få markeret os mere udadtil. Vi skal skaffe flere unge talenter, som på sigt kan blive en del af Dansk Folkepartis aktive politikerkorps. Derfor har vi lavet en ny struktur, som giver bedre mulighed for at promovere DFU. Der er nemlig ikke sket særlig meget, siden vi blev oprettet for 15 år siden. Nu skal formanden bruge mere tid på at lave politik og mindre tid på organisatorisk arbejde," siger hun.

Bente stiller op som hovedbestyrelsens kandidat og håber meget, at DFU's medlemmer vil stemme på hende.

Jeppe Nikolai Jakobsen
Jeppe er 21 år og har været medlem af DFU i fem år. Her har han blandt andet været kandidat til Europa-Parlamentet. Jeppe fortæller da også, at EU-modstanden er noget, han brænder for, men som formand vil han - ligesom Bente - arbejde med at få hele DFU's profil til at blive stærkere:

"Den største fordel, hvis jeg bliver valgt, vil blive, at DFU vil få en meget mere politisk formand. Allan Steen Hansen har beskæftiget sig meget med det organisatoriske, men jeg vil lægge meget af min indsats i at profilere DFU politisk udadtil," fortæller han til Ungnyt.dk.

Og han mener selv, at han har gode chancer for at blive valgt, selv om Bente har hovedbestyrelsens opbakning:

"Selv om Bente har den opbakning, så er det vigtigere for mig at have medlemmernes opbakning. Og det er mit indtryk, at jeg har den opbakning. Måske har Bente været lidt for skråsikker på, at hun ville blive den næste formand, så nogle af de andre har stillet sig lidt på hælene."
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00