Undergravende kritik af domstolene

Det er ikke ligefrem en defensiv attitude, han anlægger.

Højesteretspræsident Børge Dahl er væbnet til tænderne med afsagte domme, da han skal interviewes til Altinget.dk, og han er tydeligvis stærkt opsat på at imødegå den kritik af domstolene, der de senere år har lydt fra politikere og medier. Herunder i Altinget.

For ifølge Børge Dahl er det helt forfejlet at kritisere domstolene for at dømme anderledes, end den lovgivende magt ønsker.

"Når vi har afsagt en dom, er den offentligt eje - den kan møde tilslutning eller kritik, og det har vi det helt fint med. Det er imidlertid ikke godt, når nogle politikere beskylder domstolene for ikke at følge loven og straffe så hårdt, som Folketinget har besluttet. Det passer nemlig ikke. Dommerne dømmer efter loven - det bekræftes af både anklagemyndighed og justitsminister," siger højesteretspræsidenten og tilføjer:

"Det er undergravende for befolkningens tillid til domstolene, når nogle politikere fører sig frem med beskyldninger mod domstolene for ikke at rette sig efter loven."

Det er imidlertid ikke de eneste kommentarer fra politisk hold, højesteretspræsidenten er utilfreds med:

"Man kan ind imellem se nogle politikere, der udtaler sig, mens en straffesag kører. Det er helt i orden, at politikere forholder sig til generelle problemer, f.eks. hvorvidt loven skal angive, at unge under 18 skal bedømmes mildere end dem over 18, men det ville være godt, hvis politikere udviste lidt mere tålmodighed og ventede med at kommentere en konkret sag, indtil der er faldet endelig dom," siger Børge Dahl og henviser til den meget omtalte drabssag fra Ålborg, hvor en 16-årig dræbte en tilfældig mand.

Personfarlige forbrydelser
Den politiske kritik af domstolene er de sidste 10-15 år blevet meget mere udbredt på Christiansborg. I de fleste tilfælde bliver kritikken afleveret til baggrund, men den kommer ind imellem også åbent frem. Stridspunktet er ofte de udmålte straffe for personfarlige forbrydelser, hvor en hel del politikere er utilfredse med det niveau, gennemsnitsstraffene lander på:

"Det er politikerne, der bestemmer niveauet. Lovgivningsmagten giver de generelle rammer i lovene, og vi har fulgt lovgivernes ønsker i den ene sag efter den anden. Da straffen for voldtægt blev skærpet, var det udtrykkeligt angivet, at straffen for overfaldsvoldtægt i normaltilfældene skulle forhøjes med ét års fængsel - og det er den så blevet," siger Børge Dahl og fortsætter:

"I Højesteret gør vi os umage for at sætte os ind i, hvad der er meningen med den lovgivning, vi er sat til at dømme efter. Når politikerne i loven lægger op til, at et eksisterende strafniveau på halvandet år hæves med ét år, så er det dét, de får. Politikerne kan stole på, at vi læser deres lovforarbejder særdeles omhyggeligt og grundigt."

Teori og praksis
Flere politikere undrer sig desuden over, at strafferammerne i grove tilfælde kan fyldes helt ud i sager om økonomisk kriminalitet, men ikke når det gælder grove tilfælde af vold og voldtægt.

Således er det så godt som umuligt at finde eksempler på, at der gives over seks års fængsel for voldtægt, selvom strafferammen er tolv år. Selv i spektakulære tilfælde af overfaldsvoldtægt er det sjældent, man ser en straf på mere end tre-fire års fængsel.

Hvad skal politikerne konkret gøre, hvis de ønsker, at den øverste halvdel af strafferammen skal benyttes i de værste voldtægtssager?

"Nu er det ikke min opgave at optræde som lovteknisk vejleder for lovgiver - dertil er der andre, som står til disposition. Jeg kan kun gentage, at vi følger, hvad der kan udledes af lovgivningen," siger højesteretspræsidenten, der ikke vil længere ind i den diskussion. 

Passiv anklagemyndighed
Når straffene for voldtægt er helt centrale i den principielle diskussion om domstolenes beføjelser, hænger det ikke alene sammen med, at det er et eksempel på en forbrydelse, hvor den strafferamme, Folketinget har angivet, slet ikke udfyldes.

Det hænger også sammen med, at domstolene gennem 90'erne sænkede den udmålte straf for voldtægt med en tredjedel - uden der var sket en lovændring. Noget som blandt andre Anders Fogh Rasmussen (V) skarpt kritiserede.

Hvilket grundlag havde domstolene for at gøre det?

"Det skal jeg ikke kunne sige, for der har ikke været bragt nogen voldtægtssag op i Højesteret i 90'erne. Men hvis anklagemyndigheden havde ment, at der var noget galt med voldtægtsstraffene dengang, skulle de da have indbragt en sag for Højesteret," siger Børge Dahl.

Kan også være hardlinere
I det hele taget mener højesteretspræsidenten, at det er fejlagtigt at fremstille det som, at domstolene går efter at nedsætte straffeniveauet:

"Det er gennem praksis, at der udvikles strafniveauer. Et niveau ændres, når der er forhold, som taler for det, f.eks. i skærpende retning, når der er et stigende problem og behov for præventive tiltag. Højesteret har da også i adskillige sager skærpet niveauet, uden at lovgivningsmagten har været inde," siger Børge Dahl og forsætter:

"Det gælder f.eks. amfetamin, som oprindelig blev anset for at være et ikke så farligt stof, men hvor Højesteret i lyset af ny viden om stoffets farlighed sammenholdt med dets øgede udbredelse forhøjede strafniveauet.

I en dom fra 2009 blev niveauet for hjemmerøveri hævet. I en sag fra 2008 om terrorisme udtalte vi, at udgangspunktet ved udmålingen af straffen for forsøg på terrorisme ved bombesprængning og manddrab var fængsel i 12 år. Så der er ikke belæg for at tale om, at vi forsøger at dømme mildere, end politikerne ønsker."

Konflikten om knivloven
En af de hårdeste kontroverser mellem dommere og politikere kom efter Folketingets vedtagelse af en minimumstraf på syv dage for at gå med ulovlig kniv - under særlige omstændigheder skulle straffen dog fortsat kun være bøde.

Alligevel var mange dommere utilfredse med det indskrænkede råderum i "knivloven", og dommerforeningens formand Jørgen Lougart udtalte, at dommerne "blev bundet på hænder og fødder".

Omvendt var der i dele af det politiske miljø mistanke om, at visse landsdommere bevidst brugte knivloven meget firkantet for at udstille politikerne. Den mistanke afvises bastant af Børge Dahl: 

"Det er bedrøveligt, når dommere beskyldes for at dømme mod loven som led i en politisk aktion mod minimumsstraffe. Jeg har ikke set antydning af belæg for påstanden. Det bliver ikke bedre af, at der er journalister, der beskriver en sådan aktion som et faktum. Det ville højne oplysningsniveauet, hvis pressen i stedet beskrev kompleksiteten i de enkelte sager og begrundelsen for deres udfald," siger højesteretspræsidenten og fortsætter:

"Politikerne havde udtrykkeligt skrevet, at der "som altovervejende hovedregel" skulle gives syv dages fængsel, og loven var ledsaget af meget detaljerede angivelser af tilfælde, hvor der skulle idømmes fængsel. Det var, hvad anklagemyndigheden slog på, da de i sagerne for Højesteret nedlagde påstand om, at der skulle idømmes syv dages fængsel."

Sund fornuft
Er du imod minimumsstraffe som princip?

"Det er et lovgivningsanliggende, hvad der skal være en strafferammes minimum og maksimum. Der er et minimum på fem års fængsel for drab, og der er ved en række andre forbrydelser angivet fængselsstraf som minimum. Der er også mange områder, hvor der anvendes et helt fast takstsystem - det gælder f.eks. på færdselsområdet.

Når vi taler om straf, er det imidlertid bedst i overensstemmelse med straffelovens almindelige regulering, at der er plads til en individuel bedømmelse. Det er svært på forhånd som lovgiver at tage højde for alt - virkeligheden overgår ofte fantasien. Lovgivningsmæssigt er løsningen i almindelighed den, at det angives, ikke hvad straffen under alle omstændigheder skal være, men hvad den i almindelighed skal være. Det er der god fornuft i."

Udvisningsdomme
En af de seneste kontroverser kom, da formanden for Folketingets Retsudvalg Peter Skaarup (DF) kritiserede jer, da I annullerede udvisningen af en voldsmand, der i forvejen var dømt betinget udvisning. Er det ikke en meget rimelig kritik?

"Som jeg har forstået det, gik kritikken på, at meningen med loven var, at man automatisk skal udvises, hvis man har en betinget udvisning og laver noget nyt. Men sådan er loven ikke lavet. Af selve lovteksten fremgår, at den betingede udvisning ikke skal udløses af et nyt strafbart forhold, hvis "en afgørelse om udvisning må antages at virke særlig belastende", og det siges i forarbejderne, at en betinget udvisning ikke udløses, "hvis det strafbare forhold er af mindre alvorlig karakter, og alene takseres til en kortere frihedsstraf".

Men det er vel ikke en mindre alvorlig forseelse, at man angriber en tilfældig forbipasserende med en isklump?

"Det fremgår af dommen, at den dømte nu som 17-årig havde lavet noget, man isoleret set måske stod til 60 dages fængsel for. Vi skriver i øvrigt, at da han blev idømt betinget udvisning i 2008, var der grund til at befrygte, at han - som 15-årig - var på vej ud i vedvarende, alvorlig kriminel adfærd.

Det aktuelle forhold var begået knap halvandet år efter prøveløsladelsen. Der var tale om et enkeltstående forhold opstået lidt tilfældigt uden noget element af planlægning. Der var ikke grundlag for at anse forholdet for en genoptagelse af den tidligere kriminelle aktivitet, som omfattede en række røverier og et overfald begået over en kort periode.

Det var baggrunden for, at han slap for udvisning. Der er tale om en konkret afvejning, og jeg kan ikke se andet end, at vi nøje har afgjort den konkrete sag i overensstemmelse med lovgivers anvisning på, om der skal ske udvisning eller ej."

På kanten af beføjelsen
En række udvisningsdomme er blevet annulleret af Højesteret med henvisning til den europæiske menneskerettighedskonvention, der med artikel 8 afvejer hensynet til den kriminelle over for hensynet til samfundet.

Her er der jurister, der mener, at Højesteret i nogle tilfælde har annulleret udvisninger, som menneskerettighedsdomstolen formodentlig ville have godkendt. Og at dét er på kanten af Højesterets beføjelser.   

Bør Højesteret underkende Folketingets ønske om udvisninger - med mindre man er helt sikker på, at menneskerettighedsdomstolen ville gøre det samme i den sag?

"Vi prøver på at finde ud af, hvad Folketinget har ønsket. Og vi går også ud fra, at politikerne mener det alvorligt, når de skriver, at vi skal overholde vores internationale forpligtelser," siger Børge Dahl.

Højesteret fylder 350 år 14. februar. Jubilæet markeres bl.a. med en jubilæumsbog og med festlighed på Københavns Universitet.