Kommentar af 
Eske Vinther-Jensen

Mark Zuckerberg vil eje virkeligheden

FIK DU LÆST: Dem, der skal bygge metaverset, bliver hurtigt dem, der kommer til at sætte regler for alt fra betalinger og ejerskab til had og overfald. Vi skal tage fremtiden alvorligt og spørge os selv, om det er Mark Zuckerberg eller alle os andre, der skal eje og moderere virkeligheden, skriver Eske Vinther-Jensen.

Vi kan aldrig forudsige fremtidens teknologi. Derfor er det ikke så meget den konkrete udformning af metaverset i Zuckerbergs bud, der er interessant, men derimod et centralt element i det kommende internet, skriver Eske Vinther-Jensen.
Vi kan aldrig forudsige fremtidens teknologi. Derfor er det ikke så meget den konkrete udformning af metaverset i Zuckerbergs bud, der er interessant, men derimod et centralt element i det kommende internet, skriver Eske Vinther-Jensen.Foto: Mariana Bazo/Reuters/Ritzau Scanpix
Eske Vinther-Jensen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Kommentaren blev bragt første gang 15. december 2021.

Navnet Meta refererer til "metaverset," som ikke rigtigt eksisterer endnu, men som i Mark Zuckerbergs vision er en slags tredimensionelt univers, vi kan bevæge os rundt i med en avatar (et digitalt alter ego) ved hjælp af virtual-reality-briller.

Vi kan slappe af i vores digitalt optimerede hjem (nu med udsigt), sidde derhjemme og alligevel arbejde på kontoret med kollegaerne, mødes med vennerne på en virtuel bar og spille en tenniskamp med naboen på Wimbledon. 

Vi kan aldrig forudsige fremtidens teknologi, og derfor er det ikke så meget den konkrete udformning af metaverset i Zuckerbergs bud, der er interessant, men derimod et centralt element i det kommende internet. Nemlig at skellet mellem vores fysiske verden og internettet vil smelte endnu mere sammen end i dag.

Idéen er, at vi i fremtiden ikke "går på internettet," men bebor en verden, hvor det fysiske og virtuelle er blandet sammen.

En ny udgave af internettet, hvor shopping, samvær, vejvisning, politisk og social organisering, arbejde, og kultur – alt, hvad vi kan forestille os – finder sted i et delvist fysisk delvist virtuelt rum.

Vores ændrede adfærd under pandemien åbnede nogle af perspektiverne for metaverset.

Vi arbejdede og mødtes på Zoom, der blev holdt fester på TikTok, og virtuelle kunstværker blev solgt for eksorbitante beløb.

Billedet på forandringen blev med god grund den live-koncert med Travis Scott, som 12 millioner var til, i computerspillet Fortnite.

Læsere med børn vil også have et vindue til fremtiden med computerspillet Roblox, der for mange er blevet et forvarsel om metaverset.

Det kan bedst beskrives som en virtuel legeplads, hvor man er sammen med sine venner og møder nye, og hvor mange bruger en del penge på at købe virtuelt tøj, som er med til at skabe en digital identitet for dem. Desuden er brugerne selv med til og tjener penge på at skabe de universer, som de bevæger sig rundt i.

Når man ser på Facebooks historisk manglende evne til at holde styr på personlige data, misinformation og hadtale på sin platform, er det ikke nødvendigvis en betryggende fremtid, som vi går i møde

Eske Vinther-Jensen
Kommentarskribent

Mulighederne virker næsten uendelige, og det er i hvert fald let at se, hvordan metaverset kan komme til at ændre måden, som vi arbejder, forbruger, er sammen og organiserer os på.

Det kunne lyde godt, men når man ser på Facebooks historisk manglende evne til at holde styr på personlige data, misinformation og hadtale på sin platform, er det ikke nødvendigvis en betryggende fremtid, som vi går i møde.

Derfor er det også let at forestille sig et dystopisk metavers kendetegnet ved et konstant bombardement af reklamer og virtuelle overgreb, og hvor få monopolvirksomheder udnytter os og sætter grænserne for vores verden.

Omvendt er der også meget opløftende perspektiver i sammensmeltningen af det fysiske og virtuelle. Samskabelsen af det fælles rum kan føre til decentrale former for politisk deltagelse og ejerskab, helt nye arbejdsformer og såkaldte skaberøkonomier, hvor brugerne er med til at skabe metaverset og får penge for det.

Hvis metaverset bliver skruet rigtigt sammen og udviklet decentralt, vil det kunne give mennesker uanset baggrund og status muligheden for at deltage i verdensøkonomien på lige fod.

Udviklingen af metaverset bliver selvfølgelig ikke et valg mellem dystopi og utopi, og ligesom med sociale medier vil det have både positive og negative effekter – denne gang blot med endnu mere vidtrækkende konsekvenser.

Dem, der skal bygge metaverset, bliver nemlig hurtigt dem, der kommer til at sætte regler for alt fra betalinger og ejerskab til had og overfald.

Derfor skal vi tage fremtiden alvorligt og spørge os selv: Hvem skal eje og moderere virkeligheden? Mark Zuckerberg eller alle os andre?

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Eske Vinther-Jensen

Adm. direktør, Common Consultancy
Master of Management Development (Copenhagen Business School), MSc, International Relations (London School of Economics), sprogofficer, (Forsvarsakademiet), BA, Idehistorie, (Aarhus Universitet)

Mark Zuckerberg

Adm. direktør og grundlægger, Facebook, iværksætter

0:000:00