Kommentar af 
Peter Bjerregaard

Venstrefløjen i København svigter igen og igen vælgernes historisk grønne mandat

Med undtagelse af Alternativet har Borgerrepræsentationens røde partier nedstemt flere af de forslag, som vil have størst effekt på klimaregnskabet. Det skyldes næppe ond vilje, men en mangel på interesse eller blot andre prioriteter, skriver Peter Bjerregaard (K).

Grøn omstilling er ikke bare et valgslogan, der kan bruges før et valg. Det er en moralsk forpligtelse, og det er på høje tid, at skåltalerne erstattes af handling, skriver Peter Bjerregaard (K).
Grøn omstilling er ikke bare et valgslogan, der kan bruges før et valg. Det er en moralsk forpligtelse, og det er på høje tid, at skåltalerne erstattes af handling, skriver Peter Bjerregaard (K). Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Peter Bjerregaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Indlægget er bragt første gang 7. juni 2022 på Altinget Hovedstaden.

Foreløbigt er der ikke sket meget på det grønne område i København. Trods et kommunalvalg, hvor der ikke var mangel på klimaløfter og flotte valgslogans, så er det som om, at den grønne luft allerede er gået af ballonen.

Faktisk er flere grønne forslag blevet nedstemt af Socialdemokratiet, Radikale, SF og Enhedslisten, selvom partierne under valgkampen efterlod et indtryk af, at klimapolitikken stod højt på dagsordenen. 

Lad mig derfor give et par eksempler fra det første halve år i Borgerrepræsentationen.

Mange spørgsmål i den grønne omstilling er komplicerede, men nogle spørgsmål er heldigvis også enkle. Om man bør købe grøn strøm i stedet for sort strøm er et af dem. Derfor foreslog vi i Konservative sammen med Alternativet, at Københavns Kommune skulle begynde at købe grøn strøm. 

Det er der som minimum to gode grunde til det. For det første er grøn strøm billigere end sort strøm, og for det andet vil en grøn elindkøbsaftale være et af de tiltag, der vil have størst effekt på klimaregnskabet. Det burde med andre ord havde været ligetil højrebenet.

Men sådan gik det ikke. Socialdemokratiet, SF, Radikale og Enhedslisten stemte nej til forslaget. I stedet foretrak det røde flertal at købe såkaldte grønne certifikater, selvom forvaltningen ad to omgange har advaret om, at København derved risikerer at blive anklaget for greenwashing. Og med god grund. For det er nemlig greenwashing, når man køber grønne certifikater i stedet for egentlig ny grøn strøm.

Jeg sad målløs tilbage i stolen. Hvordan var det muligt, at forskellige ordførere kunne rose Klimabevægelsens anbefalinger for derefter at gå ned og stemme nej til selvsamme forslag?

Peter Bjerregaard (K)

Under debatten insisterede Socialdemokratiets Jonas Bjørn Jensen dog alligevel på, at det var et kompliceret spørgsmål. "Nu gør vi det så grønt, vi kan, med den viden vi har nu," forklarede han. S-ordføreren var særligt bekymret for, at det, vi i dag kalder grøn strøm – for eksempel sol og vind – skulle ændre sig i fremtiden.

I Radikale var Mia Nygaard også godt tilfreds med at udskyde beslutningen og få mere betænkningstid. "Jeg glæder mig til, at vi allesammen har fået bedre styr på det her om et halvt år, og at vi kigger på det igen," fastslog hun.

Behovet for et højere vidensniveau blev da også tydeligt, da SF's Sisse Marie Welling gik på talerstolen og udtrykte bekymring om, at der kunne blive opstillet atomkraftværker, hvis Københavns Kommune indhentede tilbud om ny grøn strøm. Her kunne man jo bemærke, at det i hvert fald aldrig er sket før, og eftersom atomkraft er langt dyrere end både sol- og vindkraft, så er sandsynligheden for at den bekymring skulle blive til virkelighed en hel del mindre end sandsynligheden for at vinde i lotto.

Men eftersom Konservative og Alternativet ikke har flertal i Borgerrepræsentationen, så besluttede flertallet, at Københavns Kommune nu skal købe grønne certifikater det næste år og fortsætte med at betale en høj elregning på skatteborgernes regning. Og beslutningen om at købe grøn strøm blev dermed udskudt et år.

Den vildeste oplevelse var dog, da vi skulle drøfte CO2-priser i indkøbspolitikken. Før valget bakkede stort set alle partier op om indførelsen af CO2-priser, og da vi skulle diskutere spørgsmålet, havde vi i Konservative foreslået at læne os op ad en minimumspris baseret på Klimabevægelsens anbefaling om en CO2-pris på 850 kroner per ton – gradvist stigende til 1.500 kroner per ton i 2030.

Debatten i Borgersalen startede rigtig godt. Flere ordførere gik på talerstolen for at rose Klimabevægelsens arbejde. "Jeg vil gerne takke de bevægelser, der har stået bag hele dette arbejde. Klimabevægelsen som eventuelt måtte følge med i dag, ellers har de fulgt med hele vejen herhen for at få gjort dette projekt til virkelighed," lød det eksempelvis fra den radikale ordfører Christopher Røhl.

Som det eneste parti fortjener Alternativet dog ros. De prioriterer den grønne dagsorden ligeså meget nu som før valgkampen

Peter Bjerregaard (K)

Nu husker jeg ret tydeligt, hvad Klimabevægelsens anbefalinger gik ud på. Jeg var nemlig med til at skrive dem, og efter de forskellige ordførere havde rost vores arbejde, tænkte jeg, at vi langt om længe kunne indfri det første klimaløfte i denne periode.

Jeg trykkede ivrigt på den grønne knap som den første og kiggede op på skærmen, hvor man kan se, hvad folk stemmer. Flere fra Enhedslisten trykkede også hurtigt på den grønne knap, men i løbet af et par sekunder gik Enhedslistens stemmer fra grøn til rød. Og sådan endte resten af rød bloks stemmer også. Forslaget blev nedstemt.

Jeg sad målløs tilbage i stolen. Hvordan var det muligt, at forskellige ordførere kunne rose Klimabevægelsens anbefalinger for derefter at gå ned og stemme nej til selvsamme forslag?

Jeg forstår det fortsat ikke, men et flertal foretrak en udvandet model, hvor forvaltningen nu skal udarbejde forskellige løsningsmodeller, heriblandt en model der tager udgangspunkt i Klimabevægelsens anbefalinger. Før valget ønskede de fleste kandidater en mindstepris på CO2, men her efter valget har det ønske åbenbart ændret sig.

Politik kan være en karakterdannede proces. Finpudser man sin evne til at lytte, ræsonnere og lade sig overtale af bedre argumenter, så bliver ens dømmekraft også bedre, og ens person mere tolerant og åben. Politik kan dog også være det modsatte. Politik kan også bare være sniksnak og teater.

Læs også

I København burde der ikke være nogen øvre grænse for, hvor meget vi kan opnå på den grønne dagsorden. Vi står på et historisk grønt mandat. Som det eneste parti fortjener Alternativet dog ros. De prioriterer den grønne dagsorden ligeså meget nu som før valgkampen. De andre partier i rød blok har fortsat et uforløst potentiale til at gøre det samme.

Det skyldes næppe ond vilje, men simpelthen bare andre prioriteter eller mangel på interesse for det tekniske arbejde, som kræves for at gøre kommunerne grønne – noget som sjældent trækker overskrifter i aviserne. Men den hårdtslående kendsgerning er, at klimakampen ikke vindes med Facebook-opslag og selfies. Den vindes kun med konkrete ideer og konkret politik. 

Grøn omstilling er ikke bare et valgslogan, der kan bruges før et valg. Det er en moralsk forpligtelse, og det er på høje tid, at skåltalerne erstattes af handling.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jonas Bjørn Jensen

Medlem af Borgerrepræsentationen og gruppenæstformand (S), Københavns Kommune
cand.comm. i Geografi og Kommunikation (Roskilde Uni. 2013)

Christopher Røhl

Medlem af Borgerrepræsentationen (R), Københavns Kommune, ph.d.-studerende, DTU
cand.scient.phys. (Københavns Uni. 2017)

Mia Nyegaard

Kultur- og fritidsborgmester (R), Københavns Kommune
cand.scient.pol. (Københavns Uni.), ma i afrikastudier (Københavns Uni.)