Lisbeth Knudsen: Den svære sundhedssektor og elefanten i rummet

Hvordan Robusthedskommissionen lige kan færdiggøre sine anbefalinger uden af have Sundhedsstrukturkommissionens bud på organiseringen af et mere tværgående og samtænkt sundhedsvæsen er vanskeligt at se for sig. Rækkefølgen af de to kommissionsbidrag er lige som blevet forkert nu.

Og hvordan en Lønstrukturkomité skal komme med gode anbefalinger for sundhedssektorens medarbejdere uden at kende Robusthedskommissionens anbefalinger og hele ligningen, der skal få permanent personalemangel så lagt øjet rækker ind i fremtiden til at lande bedre end nu, det er også svært at se for sig.

Man kunne også pege på det dilemma, at regeringen lægger op til en historisk omfattende frisættelsesreform af kommunerne på de store velfærdsområder, der vil skabe større forskelligheder i velfærdstilbuddene fra kommune til kommune, så trækker hensigterne på sundhedsområdet den anden vej. Her skal uligheden i sundhed, geografisk og socialt nedbringes, så borgerne har ”lige adgang til samme høje kvalitet i hele landet”.

Digitale løsninger skal i højere grad udvikles i fællesskab, og den kommunale sundheds- og forebyggelsesindsats skal i højere grad ”bygge på nationale kvalitetsstandarder, der understøtter en ensartet kvalitet i hele landet”. Sådan står der i det kommissorium, som Sundhedsstrukturkommissionen skal arbejde med.

Mellem linjerne i den norske rapport står det meget klart, at uden en holdningsændring og nogle hårde prioriteringer, så kommer vi ikke i mål med et sundhedsvæsen i verdensklasse

Lisbeth Knudsen

Det nære sundhedsvæsen skal ifølge udmeldingerne tage et større ansvar og klare flere af de patienter, som helst ikke skal få brug for at komme ind på sygehusene og belaste kapaciteten her. Der nævnes i den forbindelse store grupper af mennesker, der bliver til endnu større grupper de kommende år som kronikerpatienter, multisyge og ælde medicinske patienter. Det vil være en kæmpeopgave, som kommunerne tilsyneladende ikke får samme frihedsgrader til at løse, som der er lagt op til på de øvrige velfærdsområder.

Alle hilser naturligvis den nye Sundhedsstrukturkommission velkommen. Også KL’s formand, Martin Damm. Men man aner godt bekymringen i hans velkomsthilsen:

”Det er ikke nok at frigøre kapacitet på sygehusene ved at omlægge behandlinger og flytte mere ud i kommunerne, hvis det ikke følges op af personale med de rette kompetencer, finansiering og en lovgivning, der sikrer de rigtige rammer,” siger Martin Damm.

Nok så vigtigt er det også, at vi som borgere forstår, hvad det er, der er udsigterne for vores sundhedsvæsen, mens vi stadig prøver at absorbere chokket over de hundreder af alvorligt syge mave-tarmkræft patienter, der ikke har fået en operation inden for den lovede behandlingsgaranti.

Regeringen har gerne villet skæve til den nylige norske rapport om sundhedssektoren og har givet den norske Helsepersonelkommissjonens formand, Gunnar Bovim, en plads i den danske Sundhedsstrukturkommission. Her fremgår af den norske rapport slået fast med syvtommersøm, at der skal et holdningsskifte til både hos befolkning, politikere og sundhedspersonale, når det gælder om at holde sammen på de knappe ressourcer i sundhedssektoren i fremtiden. Det hedder i rapportens konklusioner:

”Der er behov for en holdningsændring i befolkningen, blandt politikere og sundhedspersonale, der bidrager til at bremse udbud og efterspørgsel efter sundheds- og plejeydelser. Alle må erkende, at der også er begrænsede ressourcer i Norge.

Politikerne har ansvaret for, at der er sammenhæng mellem indsatsens ønskede kvalitetsløft, patientrettigheder, servicekapacitet, disponibelt personale og ressourcer. Tilsynsmyndigheder og ledelse i organisationer og serviceområder skal også vurdere virkningerne af beslutninger. Prioritering og begrænsninger i servicen skal løftes højt i den offentlige debat.

Politikudviklingen i fremtiden skal baseres på en overordnet forståelse af, at personalet er den begrænsende faktor i sundheds- og plejeydelserne. Herfra kan tiltag og nye personalebesparende tiltag bidrage til at mindske forventningerne og mindske frustrationen hos medarbejdere, brugere og patienter. Selv om der er stigende bekymring for rekrutteringsudfordringer, er der endnu ikke et sammenbrud i tjenesterne generelt. Det giver et værdifuldt råderum og en stor mulighed for omstrukturering af sundheds- og plejevæsenet. Vi står over for vanskelige valg. Det er tid til handling.”

Vi skal nok ikke have en særlig kommission mere til at udtænke den kommunikations- og formidlingsopgave, der her er tale om. Men mellem linjerne i den norske rapport står det meget klart, at uden en holdningsændring og nogle hårde prioriteringer, så kommer vi ikke i mål med et sundhedsvæsen i verdensklasse, som det blev sagt på regeringens pressemøde forleden.

For hvad er det egentlig, sådan et verdensklassesystem skal kunne levere? Den diskussion kunne passende være en del af den offentlige debat, som Sundhedsstrukturkommissionen gennem høringer og analyser også ifølge kommissoriet skal skabe sideløbende med arbejdet.