Pelle Dragsted: Det er bizart og selvmodsigende, når Socialdemokratiet foreslår brugerbetaling på ældrepleje
Socialdemokratiet foreslår, at vi selv skal spare op til vores ældrepleje. Det er et vidtgående brud på vores universelle velfærdsmodel, som er baseret på en række ringe argumenter. Lad mig gennemgå dem et for et, skriver Pelle Dragsted.
Pelle Dragsted
Politisk ordfører, MF (EL)Først var det Lars Løkke og Moderaterne. Nu har også Socialdemokratiet luftet et forslag om at indføre brugerbetaling på ældrevelfærden, så vi fremover selv skal spare op, hvis vi skal modtage tryg pleje og hjemmehjælp, når vi bliver gamle.
Forslaget er et fundamentalt opgør med kernen i vores danske velfærdsmodel. Nemlig idéen om, at vi alle bidrager efter evne via skatten, hvorefter alle så har fri og lige adgang til samme fælles trygge velfærd. Med Løkke og socialdemokraternes forslag vil vi i stedet bevæge os mod et privatiseret forsikringssamfund, hvor det er pengepungens tykkelse, der bestemmer, om man kan se frem til en tryg alderdom med omsorg og velfærd.
Lige så vidtgående som dette brud er med vores universelle velfærdsmodel, lige så ringe er de argumenter, som Moderaterne og Socialdemokratiet begrunder deres forslag med. Lad os tage dem ét af gangen.
Det mest bizarre og selvmodsigende argument for forslaget om brugerbetaling i ældreplejen, er, at det skal modvirke A- og B-hold.
Pelle Dragsted (EL)
Finansordfører
Det mest bizarre og selvmodsigende argument for forslaget om brugerbetaling i ældreplejen, er, at det skal modvirke A- og B-hold. Både Moderaterne og Socialdemokratiet peger på, at der er flere og flere danskere, der tegner private forsikringer til sundhed og pleje, og at den tendens vil vokse.
Det er fuldstændig rigtigt, at vi ser en vækst i private sundhedsforsikringer og arbejdsløshedsforsikringer. Men forslaget om, at private opsparinger eller forsikringer skal betale for ældreplejen i fremtiden, løser ikke det problem. Tværtimod fremmer det tendensen.
For det vil betyde, at de mennesker, der tjener mest, og derfor kan spare mest op, vil kunne se frem til en god og tryg alderdom, mens mennesker med lave indkomster, eller dem som har været ramt af ledighed og sygdom i livet, må nøjes med en skrabet og utilstrækkelig ældrepleje. De mest velhavende ældre vil måske kunne komme på spændende udflugter og se kultur og natur, imens dem med færre penge vil være overladt til den mest basale pleje og ellers være overladt til sig selv på deres stuer.
Det vil betyde, at de mennesker, der tjener mest, og derfor kan spare mest op, vil kunne se frem til en god og tryg alderdom, mens mennesker med lave indkomster, eller dem som har været ramt af ledighed og sygdom i livet, må nøjes med en skrabet og utilstrækkelig ældrepleje
Pelle Dragsted (EL)
Finansordfører
Hvis vi ønsker at imødegå udviklingen af et A og et B-hold i velfærden, hvor man kan betale sig til en forlomme til den bedste velfærd, så lad os da i stedet begynde at gøre op med forskelsbehandlingen. Det er for eksempel helt forkert, at mennesker med en privat sundhedsforsikring i dag kan springe over i køen til speciallægen eller børnepsykiateren.
Det bør slet ikke kunne lade sig gøre i det danske velfærdssamfund. Her bør det være behovet og ikke pengepungens tykkelse, som bestemmer, hvem kapaciteten bruges på.
Vi kunne også bekæmpe den skadelige ulighed i tandsundhed, ved at lade tandplejen blive en del af den offentligt finansierede velfærd.Men vigtigst af alt skal vi genoprette vores velfærd efter mange års underfinansiering, så der slet ikke er grund til at tegne private forsikringer, fordi grundpakken er god, tryg og dækkende.
Et beslægtet argument, er, at forslaget skal gøre op med den voksende økonomiske ulighed blandt ældre. Og uligheden er ganske rigtigt voksende, men en privat opsparingsmodel vil kun øge den ulighed.
Kun hvis der er tale om en kollektiv opsparing, hvor alle indbetaler efter evne, men får det samme udbetalt, vil en opsparingsordning kunne sænke uligheden. Sådan som det eksempelvis indledningsvist var tilfældet med den såkaldte 'Særlige pensionsopsparing' (SP). Socialdemokraterne har været meget uklare i spyttet om, hvorvidt det er noget i denne retning, de forestiller sig.
Men hvis der er tale om en kollektiv solidarisk opsparing, så er det svært at se hvad forskellen er fra den solidariske skattefinansierede ordning, vi har i dag. Hvorfor så ikke holde fast i den?
Det er i det hele taget bemærkelsesværdigt, at Moderaterne og Socialdemokratiet slår sig op på at ville bekæmpe uligheden. For den voksende ulighed – også blandt ældre - er i høj grad resultatet af den politik, som Lars Løkke og Socialdemokratiet har stået i spidsen for, når de har været i regering. Skattereformer har målrettet givet mere til dem, der i forvejen har mest.
Hvis man virkelig ønskede at sætte ind mod uligheden i alderdommen, så kunne man eksempelvis skrue ned for skattebegunstigelsen af de mest velhavende danskeres pensionsopsparinger, som hvert år koster samfundet milliarder. Man kunne øge progressionen i skattesystemet, eller man kunne genindføre en lille skat på formuer.
Men SMV-regeringen vil gøre det modsatte. De vil give nye topskattelettelser og skatterabatter til virksomhedsarvinger og ejendomsinvestorer, der yderligere vil puste til uligheden. Derfor klinger bekymringen for den voksende ulighed meget hult.
Hovedargumentet fra både Moderaterne og Socialdemokratiet har dog været, at deres forslag er nødvendigt og uomgængeligt, hvis vi skal have råd til ældreplejen i fremtiden når der kommer flere ældre, og forventningerne til velfærden vil vokse i takt med velstanden i vores private liv.
Men dette argument er helt og aldeles uden faktuelt, økonomisk grundlag. Danmarks offentlige økonomi har det, man med et økonomisk begreb kalder langsigtet holdbarhed. Det betyder, at der så langt øjet rækker, er råd til at lade udgifterne til vores velfærd følge med, at der kommer flere ældre.
Når alle argumenterne er tilbagevist, står forslaget om brugerbetaling på ældrevelfærd tilbage som det, det er: Et ideologisk motiveret opgør med den velfærdsmodel, som kendetegner Danmark
Pelle Dragsted (EL)
Finansordfører
Der er også taget højde for, at forventningerne til velfærden vil vokse i takt med, at vi bliver mere velstående. Og selv når de voksende forventninger er indregnet, er der ikke alene holdbarhed – der er faktisk en betydelig overholdbarhed. Når dem, der er unge i dag, skal på pension, vil der ifølge fremskrivningerne være et årligt overskud på langt over 50 milliarder kroner om året.
Der er altså ingen økonomisk nødtvungenhed, der presser os til at gøre op med vores universelle, solidariske velfærdsmodel.
Når alle argumenterne er tilbagevist, står forslaget om brugerbetaling på ældrevelfærd tilbage som det, det er: Et ideologisk motiveret opgør med den velfærdsmodel, som kendetegner Danmark og de andre nordiske velfærdssamfund.
Frem for en universel velfærd, hvor alle bidrager efter evne, og alle har fri og lige adgang til basal tryghed og velfærd, vil Løkke og socialdemokraterne bevæge Danmark mod et amerikaniseret forsikringssamfund, hvor dem med de højeste indkomster kan springe over i køen og få en bedre omsorg og tryghed end dem med lave og almindelige indkomster.
Det håber jeg virkelig ikke, de får held med.