Folkemødet sætter nu navn på demokratifestivalens nye chef for program og kommunikation.
Valget er faldet på Katrine Nielsen, tidligere kommunikationschef i Dansk Sygeplejeråd.
Det skriver Folkemødet i en pressemeddelelse.
"Jeg er stor fan af Folkemødet, og det bliver en fantastisk spændende udfordring at få lov til at være med til at videreudvikle det, sådan at vi på en gang passer på - og fornyer - den store succes. Folkemødet har allerede sprængt rammerne for den demokratiske debat i Danmark, og det skal vi blive ved med," siger Katrine Nielsen om sit nye job.
Folkemødets direktør oplyser til Bornholms Tidende, at der var mere end 40 ansøgere til jobbet.
"Katrine har et skarpt blik for Folkemødets arrangører og mange interessenter, og den forståelse er helt afgørende for, at vi fortsat kan udvikle Folkemødets indhold – ikke kun i uge 24, men hele året rundt. Samtidig er Katrines kommunikative erfaring tung og 'second to none'," siger direktør Mads Akselbo Holm.
Katrine Nielsen er uddannet journalist i 1993. Hun har tidligere arbejdet for blandt andre Røde Kors og været redaktør på Politiken, Kristeligt Dagblad og Ugebrevet Mandag Morgen.
"Jeg glæder mig som et lille barn til at tage hul på et nyt sjovt kapitel," siger Katrine Nielsen.
Indsigt
- Mens Løkke bejlede til de blå, lagde Pia Olsen Dyhr en plan
- Dragsted fik baglandet med sig, men vejen er fyldt med landminer
- Socialdemokratiet "mistede" kontakten med danskernes hverdag. I Horsens fandt partiet opskriften på at vinde den tilbage
- Dokumenter bekræfter kundeforhold mellem Forsvaret og omstridt tech-gigant
- Dragsted har baglandets støtte, men ikke alle ønsker en regering med Løkke
















































