Her er min dom over de seks svineudspil, der blev præsenteret i valgkampen

Lad os starte med et af de mest omdiskuterede emner: halebid og halekupering.

I 1994 blev rutinemæssig halekupering forbudt, men med mulighed for at fortsætte proceduren, hvis man kan dokumentere, at det er nødvendigt.

Det er vigtigt at forstå, at grise først og fremmest bider i hinandens haler, når de er stressede og mangler beskæftigelse. Halekupering er derfor symptombehandling på, at grisene har det dårligt.

Vejen til grise med krølle på halen er at give dem forhold, hvor de ikke bliver stressede. Det er praksis i Sverige og Finland, hvor halekupering i udgangspunktet ikke anvendes.

I Danmark omtales halekupering nogle gange som noget, der er til gavn for grisene. Det er en fordrejning af virkeligheden.

Britta Riis

I Danmark omtales halekupering nogle gange som noget, der er til gavn for grisene. Det er en fordrejning af virkeligheden.

Halebid forebygges ved at give grisene tilstrækkelig plads samt rode- og beskæftigelsesmateriale. Det kræver en lovændring.

Det leder til spørgsmålet: Kan grisene med de politiske udspil håbe på en fremtid med mere plads og det rodemateriale, der skal til for at undgå halekupering?

Det korte svar er ja. Det lange svar er mere kompliceret.

Når jeg hælder til at være positiv, skyldes det de formuleringer, som partierne bruger.

Enhedslisten skriver for eksempel, at “alle grise skal have mere plads og halm at rode i”, Moderaterne vil afskaffe halekupering, og Radikale Venstre skriver, at grisene skal have “dobbelt så meget plads i staldene, så vi reducerer stress og halebid”.

Alle partier, der har fremlagt politiske udspil, har sådan set en ambition om at stoppe for halekuperingen. Det skal de alle have ros for. Så langt så godt.

Djævlen ligger som bekendt i detaljerne. Her handler det i høj grad om, at man får stillet krav til leveforholdene, der sikrer de politiske intentioner.

Så langt ned i detaljen går de politiske udspil ikke. Men retfærdigvis vil det nok også være atypisk med en sådan detaljeringsgrad i et politisk udspil.

Jeg vil derfor skitsere, hvad jeg håber, at man politisk kan blive enige om efter valget. Ganske vist baseret på hvad partierne selv har lovet.

Til at begynde med bør man simpelthen starte med at lave et reelt forbud mod halekupering uden undtagelser. Svenskerne og finnerne har allerede vist, at det kan lade sig gøre i praksis.

Dernæst skal man sætte et arealkrav, der giver grisene en forsvarlig mængde plads. Et realistisk fagligt funderet bud vil være 1,2 kvadratmeter for et 100 kilo slagtesvin. Det er tæt på det dobbelte af, hvad de har i dag.

Samtidig bør man stå ved kravene om markant mere rode- og beskæftigelsesmateriale. Konkret stille krav om halm eller andet materiale af samme kvalitet og i rigelige mængder.

Under valgkampen så vi nogle flotte valgløfter, der bestemt vil kunne omsættes til reelle livsforbedringer for de 40 millioner danske grise, der fødes hvert år.

Britta Riis

Et andet centralt emne tager udgangspunkt i ét tal: 25.000. Så mange pattegrise dør hver dag i Danmark.

Her skal man se på den måde, der avles på, og den måde, vi behandler soen og dens grise på. En so har nemlig kun cirka 14 patter.

Men alligevel har vi i Danmark presset biologien til sit yderste og ser nu ofte kuld med 20 til 25 pattegrise.

Samtidig fikserer man soen, for at undgå at hun lægger sig på sine unger og kvaser dem. Det er en brutal produktionsmetode, der er så afkoblet fra naturen, som man kan forestille sig.

Også her leverer partierne flotte ambitioner. For eksempel foreslår Socialdemokratiet netop, at “søer ikke får flere unger, end den har patter til”, SF vil udfase “fiksering af søer”, og Dansk Folkeparti ønsker sig “bindende mål for at nedbringe dødeligheden” for både pattegrise og søer.

Alternativet tager fat i avlsselskaberne, der ifølge partiet “skal sikre, at antallet af grise i kuldet svarer til antallet af patter hos deres mødre”.

For søerne vil det betyde, at belastningen under drægtighed, faring og diegivning grundet de meget store kuld, mindskes. Dette vil i øvrigt også have betydning for den høje so-dødelighed, der også er i det nuværende system.

Derudover vil mindre kuld med stærkere grise også være en løftestang til, at der kan tages hånd om fikseringen af søer i farestalden.

Det vil give mulighed for udøvelse af naturlig adfærd som redebygning, muligheden for at kunne passe sine grise samt mindre stress.

Min samlede vurdering er, at vi i valgkampen så nogle flotte valgløfter, der bestemt vil kunne omsættes til reelle livsforbedringer for de 40 millioner danske grise, der fødes hvert år. Men det forudsætter, at valgløfterne bliver fulgt op af konsekvent handling.

Der vil altid stå interesser parat med ideer til, hvordan initiativerne kan udvandes eller trækkes i langdrag.

Valgløfterne skal derfor omsættes til konkret lovgivning og ikke (endnu) en runde med frivillige aftaler, der strækker sig ud i al evighed.