5 A'er: Bog om Britta Nielsen øger ikke tilliden til dem, der forvalter skatteborgernes penge

Med et nærværende sprog og en overskuelig fortælleform giver bogen ‘Et år med Britta Nielsen’ et nøgternt og nødvendigt indblik i, hvordan arbejdsgangene internt i Socialministeriet bør fungere og ikke fungerede i sagen om Britta Nielsen, skriver Nima Zamani.

Placeholder image
Vi har efterhånden hørt så meget om Britta Nielsen-sagen, at man næsten ikke kan forestille sig, at endnu en bog vil bringe noget nyt til bordet. Men det gør den i allerhøjeste grad, skriver Nima Zamani. Foto: Siphiwe Sibeko/Reuters/Ritzau Scanpix
Icon / RatingIcon / RatingIcon / RatingIcon / RatingIcon / RatingIcon / Rating
Et år med Britta - øjenvidneberetning fra en møgsag
Arne Hauge Jensen & Emil Herskind
Gyldendal, 176 sider, udgivet 4. maj, 249,95 kr.


Systemkritisk, i offentlighedens interesse samt medrivende, ja til tider ligefrem underholdende, læsning. Dét er kort sagt, hvad der kan og skal siges om Emil Herskinds og Arne Jensens nye udgivelse, ‘Et år med Britta Nielsen - øjenvidneberetning fra en møgsag’.

Førstnævnte var afdelingschef i Socialministeriet, da historiens største svindelsag i den offentlige sektor blev opdaget. Sidstnævnte blev hyret ind af førstnævnte som konsulent for at kortlægge svindlens omfang.

På skift giver de to forfattere læseren et unikt indblik i, hvordan man en helt almindelig dag i 2018 gik fra at mangle 69.000 kroner som led i en regnskabsfejl, til på ingen tid at have opdaget svindel for hele 111 millioner kroner.

I al hast og hemmelighed

I et kælderrum i Socialministeriet, fyldt med pizzabakker og post-its på væggene, hvor ingen må få adgang, sidder Emil, Arne og to data-eksperter i al fortrolighed og finder frem til, at der mangler 111 millioner kroner fra satspuljen til de mest udsatte i samfundet.

Bogen er uundværlig og i offentlighedens interesse, fordi den giver et nøgternt og nødvendigt indblik i, at der ikke er den store grund til at være fyldt med tillid til dem, der forvalter skatteborgernes penge.

Nima Zamani, jurist, debattør og radiovært

Ja, man skulle nærmest tro, der var tale om en højspændings krimiroman, med en efterforsker i personlig krise, når man læser 'Et år med Britta Nielsen'.

Men der er altså tale om en virkelig fortælling om navnlig de 14 intense dage, hvor sagen skulle kortlægges og opklares i al hast og hemmelighed, fordi det ville være en skandale i skandalen, hvis medierne, og ikke daværende minister Mai Mercado (K), tog ejerskab over bekendtgørelsen af denne møgsag.

Emil Herskind deler ærligt ud af den selvransagelse, han konstant foretager gennem hele forløbet. Hvilket ansvar havde han for at have overset svindlen? Kunne han have gjort noget anderledes?

Svaret til begge spørgsmål må være det samme som årsagen til, at ingen politikere, hvad angik lige netop denne sag, gik i flæsket på hinanden, fordi svindlen foregik over så mange år, at enten alle eller ingen kunne påduttes et ansvar.

Et tilstøvet og råddent system

Vi har efterhånden hørt så meget om Britta Nielsen-sagen, at man næsten ikke kan forestille sig, at endnu en bog vil bringe noget nyt til bordet. Men det gør den i allerhøjeste grad. For ingen andre end den afdelingschef (Emil Herskind, red.), der skulle overlevere sagens nøjagtige omstændigheder til socialministeren, kan påpege mere præcist, hvor galt dét egentligt står til med kulturen og bureaukratiet i det offentlige.

Faktisk står det så slemt til, at Emil Herskind, der ellers stod til at blive topchef indenfor en overskuelig fremtid ikke længere kunne se sig selv og sine værdier blive opfyldt ved at arbejde og avancere i det offentlige.

De to forfattere giver mange både direkte og indirekte bud på, hvordan Britta Nielsen i 25 år bare kunne udbetale millioner efter millioner af kroner til sin egen konto i Danske Bank. Og de skal roses for at gøre dette på en faglig, frem for holdningsbåret, måde. Det er, i modsætning til deres personlige holdninger, deres erfaringer som offentligt ansatte, der er genstand for kritikken af et tilstøvet og råddent system.

Læs også

Satspuljen var et hold kæft-bolsje

Til den direkte kategori af kritik hører Herskinds oplevelser med de værdikodekser, der har til formål at sikre god ledelse i det offentlige, men som fuldstændigt tilsidesættes i krisesituationer. Hvad skal man med disse kodekser, hvis de udelukkende består, når der ikke er problemer og dermed brug for dem?

I sagen om Britta Nielsen oplevede Herskind således, at departementet gav styrelsen skylden for at have sovet i timen, og Styrelsen gav Departementet skylden for at have nedarvet et så forældet system, at Britta Nielsen uden videre kunne agere både administrator og kontrollør af satspuljen. Socialministeriet bestod således pludseligt udelukkende af ledere, der forsøgte at redde deres egen karriere, frem for fællesskabets interesse.

Og til den mere indirekte kategori af kritik hører Arne Jensens historiske betragtninger om, at Socialministeriet gik fra at være en hjørnesten i Steinckes og Staunings velfærdsdanmark, til i nyere tid at være blevet et mere underprioriteret ministerium.

Satspuljen til de socialt udsatte var således bare et hold kæft-bolsje, når der skulle forhandles ny finanslov, hvor andre politiske dagsordener end de svageste tilsyneladende var vigtigere.

Et nøgternt og nødvendigt indblik

Umiddelbart kunne man forinden læsningen af ‘Et år med Britta’ fristes til at tro, at der med de to forfatteres CV et lagt op til en djøffet fremstilling af, hvad der skete bag forvaltningens gardiner, da svindlen blev opdaget.

Men et nærværende sprogbrug samt en overskuelig fortælleform gør det muligt for både den akademiserede og ikke-akademiserede læser at forstå, hvordan arbejdsgangene internt i Socialministeriet bør fungere og i øvrigt ikke fungerede i sagen om Britta Nielsen.

‘Et år med Britta Nielsen’ er uundværlig og i offentlighedens interesse, fordi den giver et nøgternt og nødvendigt indblik i, at der ikke er den store grund til at være fyldt med tillid til dem, der forvalter skatteborgernes penge.

Her er regler om, at én person aldrig må sidde alene med udbetalinger blot til for udsmykningens skyld, og værdikodekser, der skal sikre en stabil og pålidelig forvaltning er tilsidesat for egne personlige interesser.

Læs også

Omtalte personer

Emil Herskind

Adm. direktør, Oxford Research
cand.merc. mac. (CBS 2005), cand.merc.aud. (CBS 2009)

Arne Hauge Jensen

Vicedirektør, Oxford Research
cand.oecon. (Aarhus Uni. 1989)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser