5 A'er: Det her er en bog, man slår sig på. Det gjorde Jakob Ellemann-Jensen også

Pligten driver værket

Det begynder (senest) i 1998, da Uffe Ellemann-Jensen knebent taber folketingsvalget til Poul Nyrup Rasmussen. I bussen på vej til Handelshøjskolen ser Jakob Ellemann-Jensen en spiseseddel fra en af aviserne med overskriften "Ellemann bliver aldrig statsminister".

"Jo, jeg gør," tænker Jakob Ellemann-Jensen for sig selv.

Pligten driver værket, og det er også pligten, der driver fortællingen. Nærmest så meget, at det gør helt ondt at læse.

For mennesket, soldaten og politikeren Jakob Ellemann-Jensen handler det om, at man altid stiller op. Så da en veninde op til folketingsvalget i 2022 spørger ham, hvorfor han stiller op og går efter statsministerposten, bliver han helt paf. Svaret giver sig selv: "Pligt! Selvfølgelig er det pligten, der er drivkraft, når man kaster sig ind i politik på det niveau".

Hans beretning fremstår hudløs, ærlig og mere selvkritisk, end hvad de fleste ville formå i hans sted. 

Jakob Nielsen
Chefredaktør

Selv efter Uffe Ellemann-Jensens død opsøger sønnen sin far på Ordrup Kirkegård for at dele sine kvaler med ham, når politik gør for ondt. Av.

Jakob Ellemann-Jensen fortæller det hele med den klarhed, som kommer af at være forhenværende. At have forladt manegen og opgivet de taktiske positioner.

Hans beretning fremstår hudløs, ærlig og mere selvkritisk, end hvad de fleste ville formå i hans sted. Måske nogle gange også mere selvkritisk, end hvad der egentlig er belæg for. Det kommer på en sær måde til at bekræfte bogens gennemgående budskab om, at Jakob Ellemann-Jensen ikke kunne holde til toppolitik.

Loyal helt ind til benet

Jakob Ellemann-Jensen har med egne ord skrevet en bog uden "sladder og eftertacklinger". Det løfte holder han næsten – selv om både Inger Støjberg og Kristian Jensen nok vil mene, at der bliver tacklet rigeligt igennem.

En af de stærkeste scener i bogen er en beskrivelse af et tilsyneladende harmløst møde over et glas fredagsvin hos daværende Venstre-finansminister Kristian Jensen. På baggrund af en popularitetsmåling i medierne, hvor Jakob Ellemann-Jensen lå i top, havde de to Venstremænd en samtale, som Jakob Ellemann-Jensen opfattede som truende.

Efter eget udsagn besluttede han dér, at Kristian Jensen aldrig skulle være formand. Og at han skulle gå efter posten selv.

Jakob Ellemann-Jensen undlader heller ikke et VAR-tjek på sine to regeringskolleger, Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen.

"De er vokset op i ungdomspolitik, det er jeg ikke. De elsker selve spillet om magten for spillets skyld, det gør jeg ikke. De næres af kampene og er som nævnt ekstremt dygtige til at udholde dem. Det er ikke sådan, jeg er."

Det er benhård læsning, når Jakob Ellemann-Jensen under sin stressygdom sidder handlingslammet i sit køkken uden af stand til at tømme opvaskemaskinen.

Jakob Nielsen
Chefredaktør

Jakob Ellemann-Jensen går ikke dybt ned i den rolle, Troels Lund Poulsen spillede for hans fald. Det sidder fortsat dybt i den loyale (parti)soldat, at man ikke kritiserer partiformanden.

Men han lægger ikke skjul på sin forbløffelse over, at Venstre ikke længere gør en dyd ud af at være et liberalt parti. For Jakob Ellemann-Jensen er det liberale partiets dna og eksistensberettigelse.

Hans vision for partiet var at frigøre det, både fra Anders Fogh Rasmussens kontrollerede topstyring og fra Lars Løkke Rasmussens kaotiske topstyring. At frigøre Venstre fra blå bloks stadig mere snærende bånd og fokusere mere på frihed. At modernisere Venstre, så det blev relevant i byerne igen og stod rigtigt på klimadagsordenen.

Benhård læsning

Men John Lennons gamle ord gælder også i politik: Livet er det, der sker, mens du har travlt med at lægge andre planer.

Da Jakob Ellemann-Jensen var færdig med at strides med Inger Støjberg, sige farvel til Lars Løkke Rasmussen, kæmpe med landbruget, håndtere #metoo og med at håndtere sin egen stressygdom, var der ikke mere tilbage i banken.

Måske siger det noget om alt det, der er galt med moderne politik. Måske siger det også noget om, at der aldrig er nogen politiker, der er blevet en succes uden en vis portion beslutsomhed og handlekraft.

Først da Jakob Ellemann-Jensen erkendte, at han slet ikke bryder sig om at være politiker, blev han sat fri.

Jakob Nielsen
Chefredaktør

Uanset hvilken forklaring man hælder til, vil man blive klogere af at læse 'Udvalgte kolbøtter'.

Og uanset hvad havde Jakob Ellemann-Jensen til sidst ikke mere benzin i tanken.

Det er benhård læsning, når Jakob Ellemann-Jensen under sin stressygdom sidder handlingslammet i sit køkken ude af stand til at tømme opvaskemaskinen.

Og det får et skær af vanvid, da partifællerne, sikkert i bedste mening, forsøger at stressteste ham, inden han vender tilbage til Christiansborg. Det er en scene til næste sæson af 'Borgen'.

Slutningen skriver sig selv: Først da Jakob Ellemann-Jensen erkendte, at han slet ikke bryder sig om at være politiker, blev han sat fri.