5 A'er: Ritt Bjerregaard beretter stolt og stærkt om kvindekamp og kommunalt bureaukrati

Ritt Bjerregaard er ovenpå. Fjerde og sidste bind i Ritt Bjerregaards erindringer emmer i hver fald af overskud og energi. En stærk og stolt kvinde beretter om det liv, hun har levet, de kampe, hun har kæmpet, de aftryk, hun har sat og de venskaber, der har sat aftryk hos hende.

Ritt Bjerregaard er rundet af en barndom og opvækst i arbejderklassen på Vesterbro i 40’erne og 50’erne, og selvom hun jo på mange måder brød den sociale arv, da hun stillede op og blev folkevalgt, så har hun altid været bevidst om sin ’anderledeshed’. Ikke noget, der kunne tilskrives hendes baggrund, men en anderledeshed, der ene og alene relaterede sig til hendes køn.

Og netop det at være kvinde i politik fylder en del i bogen. For eksempel tager hun aktivt stilling til den nylige danske #MeToo-bevægelse, som har rystet flere partier på Christiansborg, og hun giver sin fulde opbakning og kalder det ”et stort fremskridt og et begyndende generationsopgør”.

Hun er klar i mælet – som hun også har været i medierne – og ser kampen mod magtovergreb og machokultur som en naturlig fortsættelse af kvindekampen, som for Ritt Bjerregaard startede med rødstrømperne i begyndelsen af 70’erne.

Ydmygt skriver Ritt Bjerregaard i bogen, at hun aktivt har støttet de unge socialdemokratiske kvinder, der haft modet til offentligt at sige fra – men hvis hun tror, at det kun er socialdemokratiske kvinder, der har bemærket hendes stemme, tager hun fejl.

Hvad angår kampen imod sexisme og #metoo-kultur er Ritt Bjerregaard et fyrtårn for mange unge kvinder, og på tværs af politiske partier og brancher har vi mærket hendes faste hånd i ryggen, når vi for en stund har tvivlet eller vaklet.

Selvom jeg ikke sidder på Københavns Rådhus men på Christiansborg, kan jeg genkende frustrationen over, at der skal være så uendeligt langt fra idé til lovgivning til implementering

Samira Nawa (R)
MF og ligestillingsordfører

Men både for Ritt Bjerregaard og jeg selv er ligestillingskampen bredere end det. Den ikke-opnåede ligestilling handler for eksempel også om, at der er for få kvinder på chefgangene og i bestyrelserne – og her peger Ritt Bjerregaard på kvoter som en naturlig løsning.

Hun ærgrer sig over, at hun og hendes generation af kvinder ikke nåede langt nok i arbejdet med at ”ændre den maskuline dominans”, men samtidig fremhæver hun, at det var i hendes voksentid, at kvinder fik deres egen selvangivelse, og at kvindens indtægt frem til 1970 var at betragte som en del af mandens. Og på den måde står det alligevel tindrende klart, at der er sket meget på ligestillingsfronten igennem hendes tid.

Men kampen for kvoter, ligeløn og bedre fordeling af barsel mellem far og mor er overladt til næste generation. Og vi står klar til at løbe videre med den stafet, som nu er overdraget til os.

I dette sidste bind af erindringerne runder vi også Ritt Bjerregaards tid som overborgmester på Københavns Rådhus. Hun fortæller ærligt, at det var sværere, end hun havde regnet med, og at hun fik øjnene op for, at styreformen var ganske anderledes på Københavns Rådhus end på Christiansborg.

Hun forsøgte at tage kampen mod bureaukratiet og styreformen op i sine fire år på posten, men indså, at det kræver mere tid og energi, end hun var villig til at lægge i det. Om bureaukratiet skriver Ritt Bjerregaard meget rammende:

”Bureaukratier er verdensmestre i, at ting ikke kan lade sig gøre og i at trække sager i langdrag, så det fortaber sig, hvem der egentlig skulle have gjort noget. Evnen til at gemme sig bag hinanden er veludviklet.”

Selvom jeg ikke sidder på Københavns Rådhus men på Christiansborg, kan jeg genkende frustrationen over, at der skal være så uendelig langt fra idé til lovgivning til implementering. Og jeg kan genkende frustrationen over al den ævl og de strategiske overvejelser og magtkampe, der stjæler tiden fra visionerne og drømmene i politik.

Men Ritt Bjerregaard vil ikke have siddende på sig, at hun ikke fik udrettet noget som overborgmester, eller at hun druknede i bureaukratiet, og derfor bruger hun en god del af bogen på at tage læseren med gennem Københavns gader og udpege bygninger, broer, ungdomsforeninger og meget andet, som blev til - eller hvor konturerne blev tegnet - under hendes ledelse. Hun fik sat aftryk på København – og det vil hun også gerne huskes for.

Ydmygt skriver Ritt Bjerregaard i bogen, at hun aktivt har støttet de unge socialdemokratiske kvinder, der haft modet til offentligt at sige fra – men hvis hun tror, at det kun er socialdemokratiske kvinder, der har bemærket hendes stemme, tager hun fejl.

Samira Nawa (R)
MF og ligestillingsordfører

Den sidste del af bogen handler om de nye indsigter og gøremål, som alderen inviterer til. Ritt Bjerregaard vil ikke havne i en hjælpeløs tilstand på et plejehjem og med en hukommelse, der er forsvundet. Nej, når der ikke er flere kræfter, eller lysten til livet er ophørt, så er det vigtigt at få lov at takke af.

Intet sentimentalt over det. Blot endnu en gennemtænkt og fast beslutning i rækken af alle de andre, som Ritt Bjerregaard har truffet igennem sit 80-årige liv.

Selvom det er sidste bind i erindringsværket, og selvom bogen rundes af med en erkendelse af, at stemmen ikke er så kraftfuld, som den var engang, og at livet er skrøbeligt, så er det næppe det sidste, vi hører til Ritt Bjerregaard i den offentlige debat. Heldigvis.