Anmeldelse af 
Kristian Hegaard

6 A'er til handicapdigte: "Hvem bliver kærester med en person med handicap, når man er opdraget til, at dem skal man ikke tale med i supermarkedet?"

Hvis vi ikke bliver bedre til at tale om handicap, ekskluderer vi mennesker fra vores samfund. Caspar Eric starter samtalen. Derfor er hans nye bog ikke bare vigtig, den bør være pensum på danske ungdomsuddannelser, skriver Kristian Hegaard.

Vi skal blive bedre til at tale med folk, der lever med handicap, skriver Kristian Hegaard. For hvem bliver kærester med en person med handicap og hvem ansætter en person med handicap, hvis de er blevet opdraget til, at dem skal man ikke tale med i supermarkedet?
Vi skal blive bedre til at tale med folk, der lever med handicap, skriver Kristian Hegaard. For hvem bliver kærester med en person med handicap og hvem ansætter en person med handicap, hvis de er blevet opdraget til, at dem skal man ikke tale med i supermarkedet?Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Kristian Hegaard
Nye Balancer
Caspar Eric
Gyldendal, 225 sider, udkom 3. februar 2023

 

Det er fantastisk, når et barn stopper op i et indkøbscenter og peger på min elektriske kørestol.

Det giver mig mulighed for at forklare, hvad mit handicap er. At det er ligesom, når nogen fødes med brune øjne og andre med blå øjne. At nogen bliver født, så de kan gå, og andre fødes sådan, at de ikke kan gå. Sådan er vi som mennesker forskellige. Jeg har blå øjne og jeg kan ikke gå. Supermarkedet vender vi tilbage til.

Caspar Eric har i sin nye bog "Nye balancer" sat en vigtig fortælling i verden. Digtsamlingen handler om, hvad det vil sige at have et handicap.

Den fortjener at nå ud til både børn i supermarkedet, deres uvidende forældre og til landets skoleklasser. For der er behov for viden om handicap. Uden viden opstår uvidenhed. Uvidenhed skaber fordomme. Fordomme skaber yderligere stigmatisering. Det er velkendt, at mange mennesker med handicap oplever udfordringer i hverdagen. Men som Caspar Eric rammende skriver: "Det er ikke mit handicap jeg slås med, men verden omkring mig."

Som Caspar Eric rammende skriver: "Det er ikke mit handicap jeg slås med, men verden omkring mig."

Kristian Hegaard

For mennesker med handicap møder ikke bare direkte diskrimination i hverdagen. Hverdagen er fyldt med indirekte diskrimination, når mennesker har de bedste intentioner, men alligevel fejler fuldstændig i deres omgang med mennesker med handicap.

Det eksemplificerer Caspar Eric eksempelvis, når han beskriver en bytur. Her fortæller han, hvad alle med handicap oplever, når de er ude.

Her kommer fulde folk med ros om, at det er cool, at folk som ham er ude. Når han har sin ven med, der bruger rollator, bliver vennen klappet på hovedet og kysset på panden som et barn.

Ingen ville sige til folk, der ikke har et handicap, at det er flot de befinder sig på en bar. Underforstået, de pågældende havde forventet at personer med handicap i stedet bare sad derhjemme. Og hvis det er forestillingen om mennesker med handicap – hvem ansætter os så i et job?

Tilbage til supermarkedet. Ofte råber børn "Bil!" eller "Hvad er det, mor?", når de ser min kørestol. Det er jo den mest almindelige reaktion på noget, man ikke har set før. Og ja, en stor genstand med hjul ligner da en bil.

Desværre trækker forældrene ofte deres nysgerrige børn væk fra den spændende kørestol. Det er det værste forældrene kan gøre, for hvad gør børnene så, når de senere i livet ser en person med handicap?

Kristian Hegaard

Desværre trækker forældrene ofte deres nysgerrige børn væk fra den spændende kørestol. Det er det værste forældrene kan gøre, for hvad gør børnene så, når de senere i livet ser en person med handicap?

Vender sig væk fra personen, som de blev opdraget til i supermarkedet? Så bliver deres uvidenhed til fordomme. Dem er der rigeligt af i forvejen. Derfor fortæller jeg gladeligt børn, der spørger på gaden, hvad en kørestol er og hvorfor jeg sidder i sådan en.

Caspar Erics nye bog med titlen "Nye balancer" indeholder et finurligt ordspil. Der henvises til sneakers af mærket New Balance. Det at holde balancen er en af de udfordringer, der er forbundet med at have cerebral parese, som Caspar Eric har. Men balancen for længst tippet, når det kommer til, at mennesker med handicap får den rette hjælp. Der er derfor også behov for "Nye balancer" for at rette op på dette.

Caspar Eric er meget tydelig i sin kritik om manglende hjælp til mennesker med handicap i passager som: ”hvor endnu en af os sidder og venter på tolvte måned / på specialbil eller hjemmehjælp eller ankesag”

Samtidig har han også et kritisk blik på, at mennesker med handicap måske ikke gør nok modstand: ”det ender helt sikkert med at koste / på handicapområdet / fordi vi aldrig bliver mange nok / til at udgøre modstand”

I en ironisk bemærkning tilføjer han desuden, at mennesker med handicap burde få en medalje for ikke at være gået amok endnu.

Læs også

Caspar fortæller også hudløst ærligt om sit eget liv. Om sin mors syn på hans handicap og da de opdagede han havde cerebral parese. Om at han ikke kommer for sent til aftaler med vennerne, fordi han bliver set mere som et handicap end en ven, hvis han kommer for sent.

Om at lyve for klassen på en studietur om sin manglende seksuelle debut. Om det at have en kæreste velvidende at et handicap begrænser i visse kæresteaktiviteter som skiferier, gåture i bjerge og hans frygt for, at hun går fra ham af den årsag.

For nylig deltog jeg selv i underholdningsprogrammet "Til Middag Hos" med Saszeline Sørensen, Ibi Støvring og Anna Thygesen. Her stillede Saszeline mig spørgsmålet, om jeg havde haft en kæreste. Det synes jeg var et godt og vigtigt spørgsmål.

Derfor stillede jeg mod-spørgsmålet til de tre kvinder – om de nogensinde havde datet en person med handicap? Det havde de ikke. Og hvorfor egentlig ikke det? Saszeline var hudløst ærlig (og det takker jeg hende for), idet hun indrømmede, at det havde hun ikke, for hun var i tvivl om mennesker med handicap overhovedet kunne have sex eller få børn.

Det synes jeg var super gode spørgsmål, for hvor skulle hun vide det fra, hvis hun ikke tidligere har haft mulighed for at stille disse spørgsmål til en person med handicap?

Hvis ikke vi taler om den slags, bliver vi ikke klogere.

Kristian Hegaard

Hvis ikke vi taler om den slags, bliver vi ikke klogere. Jo mere vi taler om det at have et handicap, jo mindre mystisk bliver det. Jo mere normalt bliver det at have et handicap og se mennesker med handicap. Det kan få flere arbejdsgivere til at ansætte en person med handicap, når uvidenhed om det at have et handicap afholder dem fra det i dag. Derfor er Caspar Erics bog vigtig. Den er et godt bud på pensum i folkeskolen eller ungdomsuddannelserne.

Bogen indeholder et vigtigt opråb til politikerne med bemærkning om, at "ideen om en passende hjælp er utopisk" i dag. Med en rammende metafor forklarer han, at mennesker med handicaps møde med systemet er som at være professionel fodboldspiller, der skal drible forbi et helt fodboldhold og score med saksespark.

At det er mere imponerende at få den rette hjælp i systemet, end når Cristiano Ronaldo scorer årets mål. At mennesker med handicap altid bliver de største ofre i krisetider. At de ikke reddes ud af institutioner, når der er oversvømmelser i Tyskland.

Og at det er dem, der står først for, når der skal spares: "Nu er der krig i verden og krisetid igen / Så kan I regne med at udflugterne på bostedet bliver aflyst / Så kan I regne med at det bliver et spørgsmål om prioritering".

Nok udfordrer Caspars handicap ham i at gå lige, men hans præcise, smukke og hårde beskrivelser om borgerens møde med systemet er et særdeles lige nyrehug mod systemet. Det er mere træffende end en lige linje tegnet med lineal. Det udløser seks ud af seks stjerner herfra.

Hans præcise, smukke og hårde beskrivelser om borgerens møde med systemet er et særdeles lige nyrehug mod det.

Kristian Hegaard

Med bogen står man tilbage med, at det største handicap er politikernes manglende evne og vilje til at reformere handicapområdet i Danmark. Bogen er som et sæt New Balance sneakers. Et hjælpemiddel der kan afhjælpe politikernes haltende handling på handicapområdet, hvis de tager den til sig.

Caspar Eric "er bange for at være den sure spasser", men "endnu mere bange for at ingenting sker". Dog er han meget mere end det. Han er først og fremmest en fremragende forfatter og lyriker, der tilfældigvis har et handicap. Nye balancer balancerer vrede, aktualitet og (k)ærlighed med en overtruffen skrivepen.

Tilbage til supermarkedet endnu en gang. Jeg håber, bogen får forældre til ikke at trække deres børn væk fra mennesker med handicap.

For hvem bliver kærester med en person med handicap og hvem ansætter en person med handicap, hvis de er blevet opdraget til, at dem skal man ikke tale med i supermarkedet?

Caspar Erics bog er et vigtigt bidrag til det, som mange ikke ved om mennesker med handicap. Viden om handicap opnås kun ved, at vi taler åbent om handicap. Det gør Caspar.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Caspar Eric

Forfatter
cand.mag. i litteraturvidenskab (Københavns Uni.)

Anna Thygesen

Kommunikationsrådgiver, adm. direktør, WeDoCommunication
korrespondent i spansk og engelsk (Handelshøjskolen i Århus 1988), akademiøkonom (Aarhus Købmandsskole 1993)

0:000:00