A-kasser: Kampen for bedre dagpenge er kampen mod Finansministeriets regnemodeller

DEBAT: Det bliver kun frygteligt dyrt at stoppe udhulingen af dagpengene, hvis man vælger at regne med de "dynamiske effekter," som de gør i Finansministeriet, skriver Danske A-kassers direktør.

Sien Bjarne Corydon blev finansminister, begyndte man at indregne "dynamiske effekter" eller såkaldte negative arbejdsudbudseffekter, skriver Danske A-kassers direktør, Verner Sand Kirk.Foto: Pressefoto/Danske A-kasser

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Verner Sand Kirk
Direktør, Danske A-kasser

I den offentlige debat hævdes, at det bliver frygteligt dyrt at stoppe udhulingen af dagpengene.

Men det mener jeg ikke, medmindre man vælger at regne med "dynamiske effekter" på samme måde som i Finansministeriet.

Finansieringen af dagpengene fungerer således, at den største del af a-kassernes medlemskontingent er det såkaldte statsbidrag på godt 4.200 kroner årligt. De sendes direkte i statskassen, hvor a-kassen hæver pengene, når de udbetaler dagpenge til ledige.

Fakta

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Dette medlemskontingent på over 8,5 milliarder kroner i alt kan dække en ledighedsprocent på cirka 2,6. Hvis ledigheden er højere, dækker statskassen/skatteyderne resten.

Da ledigheden er cirka 3,7 procent, betaler medlemmerne 70 procent af dagpengene, mens staten betaler 30 procent.

Hvad er så alternativet til Finansministeriets regnemodeller? Det er at holde op med at regne postulerede dynamiske effekter med i den konkrete finansiering.
Verner Sand Kirk
Direktør, Danske A-kasser

Det kræver ikke de store matematiske evner at regne ud, at med 15 milliarder kroner i årlige dagpengeudgifter, så vil det koste statskassen 135 millioner kroner at undlade en beskæring af satserne med i alt 3 procent.

Hvis vi samtidig skal afmontere udhulingen af efterlønnen, kommer der umiddelbart 60 til 70 millioner kroner oveni. Men med den igangværende afvikling af efterlønnen, falder beløbet drastisk i de kommende år. Ovenikøbet vil det være billigere, hvis bedre satser får flere til at forsikre sig i en a-kasse.

Staten sparer penge gennem forsikringer
For staten sparer samlet set penge, når flere forsikrer sig, selvom staten umiddelbart betragtet giver tilskud til dagpengesystemet.

Det skyldes, at stor andel af de ikke-forsikrede alternativt vil have ret til kontanthjælp, som er ren skatteyderfinansieret.

Det har Finansministeriet beregnet betydningen af. Dagpengene er en overskudsforretning for staten, hvilket ikke ligefrem er det, der plejer at fremgå af den offentlige debat.

Faktisk kan man udlede af Finansministeriets beregning, at vi skal helt op på en ledighed på 6,2 procent, før statskassen begynder at betale til dagpengene.

Men hvis man med uændret medlemstal hæver dagpengesatsen, som vi og andre mener, at man bør, koster det selvfølgelig noget. Nemlig den simple brøkregning på 30 procent af udgiften.

Men Finansministeriet vil sikkert hævde, at det vil være en udgift i milliardklassen at stoppe udhulingen af dagpengene.

Læs også

Fagbevægelsen giver Frederiksen den første store bule i forskærmen

Analyse

Dynamiske effekter kom under Corydon
Grunden er, at siden Bjarne Corydon blev socialdemokratisk finansminister, begyndte man at indregne "dynamiske effekter" eller såkaldte negative arbejdsudbudseffekter.

I regnemodellerne har man indbygget antagelser om, at selv en marginal forbedring af ydelserne vil resultere i en udbredt kollektivt dovenskab, hvor færre ledige reelt ønsker et job, og hvor de, der har arbejde, bliver mindre bange for at miste det. Derved vil lønpresset stige, og beskæftigelsen vil falde, siger de.

I disse regnemodeller indgår overhovedet ikke, at der er positive arbejdsudbudseffekter af at sikre en rimelig forsørgelse under ledighed, for eksempel ved, at man har en økonomisk grundtryghed, så man kan have fuldt fokus på at finde et nyt job og ikke skulle frygte at gå fra hus og hjem.

Et af de mere groteske eksempler på konsekvenserne af arbejdsudbudstænkningen er fra 2015. Her vedtog man, at nogle få hundrede, der røg ud af dagpengesystemet uden at kunne få kontanthjælp, blev sikret en kontanthjælpslignende ydelse i få måneder.

Selve ydelsen anslog man til at ville koste 10 til 15 millioner kroner, men Finansministeriets regneregler indregnede en negativ arbejdsudbudseffekt på over 500 millioner kroner, som blev finansieret i finansloven, fordi regnemodellen netop antog, at det ville påvirke hele befolkningens arbejdsvilje og resultere i lavere beskæftigelse og faldende skatteindtægter.

Hold op med at medregne postulerede effekter
Et andet eksempel på den blinde tro på arbejdsudbudseffekter var, da dagpengereformen med halvering af dagpengeperioden trådte i kraft fra 2013.

Finansministeriet og førende økonomer havde beregnet, at "kun" få tusinde ville miste dagpengeretten, fordi, antog de, at udsigten til at miste dagpengene ville få de ledige til at blive mindre kræsne, lette sig fra sofaen og finde et arbejde.

I Danske A-kasser regnede vi også på det og kunne se, at mindst 25.000 til 30.000 ville ryge ud. Virkeligheden blev, at 37.500 mistede dagpengeretten i 2013.

Hvad er så alternativet til Finansministeriets regnemodeller? Det er at holde op med at regne postulerede dynamiske effekter med i den konkrete finansiering.

Det bør være udgangspunktet for, at politikerne for alvor sætter ind med en genopretning af vores fælles, unikke og solidariske dagpengesystem.

Politik har aldrig været vigtigere