Århundredets plakater - men kun de røde

<img align="left" src="@nyimg=6534@" />

Plakatmediet - eller endnu flottere: plakatmagerens kunst - har et særligt tag i os. Plakater kan noget, ingen skærm og intet lærred kan. Spørg bare Per Arnoldi.

Derfor var der søndag også ligefrem kø til billetsalget på Arbejdermuseet på kanten mellem Københavns Indre By og den gamle arbejderbydel Nørrebro. Billetsælgeren smiler, "for søndage kan være ret så stille herinde".

Arbejdermuseet viser frem til slutningen af maj 100 års politiske plakater, og en time på udstillingen er et must for enhver med politisk interesse; dermed for enhver bruger af Altinget.dk. En time i samfundsfag kan ikke tilbringes noget bedre sted. Uanset om man så skal køre i tog helt fra Hjørring og retur.

Den omfattende udstilling i de nyere kælderlokaler åbnet til særudstillinger har inddelt århundredets politiske plakater i en række temaer som børn, nøgenhed, ældre, kvinder, dyr osv. Det hjælper noget på overskueligheden, for hvor skal man da ellers gå i gang med det helt overvældende ophæng af plakater?

<img align="left" src="@nyimg=10587@" /><br><p><div style="clear: both;"> </div>

<i>Den er hjemme, den socialdemokratiske velfærdsstat, hvor man med et kryds på liste A kan "gøre gode tider bedre". Og kvinden kan endda blive hjemme med børnene, mens den velklædte mand trygt kan gå på arbejde. Året er 1960. </i><br>

Når man er et arbejdermuseum, er det naturligvis fristende at formidle sine egne meningsfæller og gøre grin med de andre. Men den nysgerrige savner på udstillingen "Et råb fra muren - 100 års politiske plakater" at få belyst modspillet mellem venstre og højre.

Rasmus Nielsen
Chefredaktør, Altinget.dk

Klø og kniv
På vejen ned til plakatparadiset ser man, at den potente fond fra Mærsk, der årligt uddeler omkring en milliard, har doneret midler til lokalerne. Nede mødes man så af en plakat, der hænger samme Mærsk ud, for han skal da vel ikke have ældrecheck? Sådan bruger alle hinanden i politik. Du klør mig på ryggen - og jeg jager en kniv i din.

Udstillingens få, velskrevne fakta-plancher lader fra starten forstå, at publikum overvejende vil møde plakater med et venstreorienteret budskab. For fra det spektrum findes de fleste og de ofte bedste plakater, hævder kuratorerne. Ja, udstillingen er stort set renset for andet end plakater fra Socialdemokratiet og vejen ud til venstre. En enkelt plakat fra Liberal Alliance er med, men det er for at vise, hvordan Simon Emil Ammitzbøll males over, lige som der er en lille DF-plakat med titlen "Kjærsgaard eller Kaos", der skal sætte ekstra spot på den legendariske "Stauning eller Kaos".

Samme stakkels Simon Emil er med i en af videoerne på udstilllingen, hvor man indvies i plakatophængnings-klargøringens mysterier, Omgivet af radikale plakater viser plakat-kokken, hvordan man skraber en Simon Emil-plakat af underlaget for at få plads til en sand radikal.

Når man er et arbejdermuseum, er det naturligvis fristende at formidle sine egne meningsfæller og gøre grin med de andre. Men den nysgerrige savner på udstillingen "Et råb fra muren - 100 års politiske plakater" at få belyse modspillet mellem venstre og højre.

Hvordan greb ja-siden og nej-siden til EF det an i 1972? Hvordan forsøgte atomkraftmodstanderne og tilhængerne at vinde opbakning? Hvem appellerede bedst i store valg som i 1973, 2001 og 2011? Eller ja/nej-plakater til alle århundredes andre folkeafstemninger?

Der har været nok at tage af - mere end 12.000 af politiske plakater fra ind - og udland findes i dag på Arbejdermuseet & Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv (ABA). Så i den forstand er det godt, at det store arkiv åbnes op for publikum. Hvilken er din favorit?

Mangler dialog
Men var udstillingen vist på Designmuseum Danmark (tidligere Kunstindustrimuseet), der faktisk har plakatmediet som statspålagt forskningsområde, kunne en sådan dialog mellem venstre og højre rimeligvis folde sig ud og give beskueren en politisk forståelse ud over det umiddelbare indtryk ned ad plakaternes memory lane, som udstillingen i Rømergade leder os til.

Et rum er tilegnet plakatmagerne, men man får stort set intet at vide om de - ofte betydelige - grafikere, der har lagt blyant og pensel til de klassiske værker. Derved forspilder udstillingen en anden chance, kollegerne i Bredgade sikkert også ville have fokuseret på, nemlig plakaten som kunstnerisk udtryksmiddel.

Ophængningen er tæt og bortset fra tematikken ikke særligt prioriteret. Det kan så at sige være svært at finde frem til Stauning midt i kaos.

Men det rører ikke ved, at det er en god idé, det altid sympatiske Arbejdermuseum har realiseret. Hér vil små børn kunne få nogle af deres første, politiske impulser. Og bliver man helt forblændet af alle de påtrængende, insisterende plakater, kan man jo brække besøget over og bestille en gammeldags kiksekage oppe i det spartanske, oprindelige cafeteria, og gå lige over dørtrinnet ind til den vidunderlige festsal med det storslåede, nyistandsatte loft. Hvor arbejderens drøm om et nyt og større liv, hvis man gør sin pligt og kræver sin ret, kan blive til virkelighed. Og så endda til kulturradikale stråler fra PH's kroner.

Johanne eller slangebøsse
Humoren har en dejlig og klædelig fremskudt plads på udstillingen, som får al smerten og uretfærdigheden langt op i århundredet til at glide lidt lettere ned. En væg prydes af en snes mandlige socialdemokratiske kommunal-håb, der alle er iscenesat på samme måde, iklædt den samme ternede jakke. Det er morsomt. Så meget for sagen før individet. Tilmed tankevækkende: D'herrer, der i dag alle mere eller mindre er glemt, skønt flere vist har været borgmestre, er sat på plakanten så nyligt som op til kommunalvalget i 1997. Moden skifter vel nok hurtigt. Som tiden går hurtigt i politik.

Der er til udstillingen, der netop er åbnet, udgivet et bogkatalog på 100 sider (redaktion Margit Bech Larsen), som rummer interessante artikler om den politiske plakats historie og et mere stramt udvalg af vigtige plakater. Kommunikationsforsker Orla Vigsø skriver "Hvor blev vælgeren af?" - og det er ganske sandt: Engang appellerede valgplakaten til vælgeren og tog udgangspunkt i et budskab. Nu om stunder er valgplakaten kandidatens solo-ridt. Selv Enhedslisten lod i 2011 individet fylde hele scenen, hvis man skulle være i tvivl om, hvordan Johanne Schmidt-Nielsen ser ud. Ingen slangebøsse hér. Den plakat fra VS tager elles kegler den dag i dag, hvor den konkurrerer med århundredets andre røde plakater.