Adam Holm anmelder ny bog om demokratiets krise: Faren kommer indefra

ANMELDELSE: Demokratierne i en række lande er ikke meget andet end Potemkinkulisser, viser en ny dansk forskningsantologi. Det er især højrenationalister, der udhuler demokratiet ved at sætte folkesuverænitet over retsstat. Bogen rummer gedigne godbidder, men også nogle drøje mundfulde.

Altingets vurdering: 4/6

Adam HolmAf Adam Holm
Journalist, historiker og forfatter

Frænde er frænde værst. Den gamle talemåde kan udskiftes med demokrat er demokrat værst. Sådan – en anelse forsimplet – kan man opsummere indholdet af antologien ’Demokratiets krise og de nye autokratier som Mikkel Thorup og Peter Seeberg har redigeret og selv skrevet hver et kapitel til. Førstnævnte er professor i idéhistorie ved Aarhus Universitet, mens sidstnævnte er lektor i Mellemøststudier ved Syddansk Universitet.

De to har inviteret en række anerkendte forskerkolleger til at bidrage. Resultatet er, som ofte med den slags kollektive værker, en blandet fornøjelse. Antologier er ikke stort anderledes end fodboldhold eller teaterensembler; nogen spiller en vis legemsdel ud af bukserne, mens andre anstrenger sig mere beskedent. Man skiftevis klapper og buher, dog mindre af det sidste, fordi niveauet i denne udgivelse generelt er ganske højt.

Demokrati af navn, men også af gavn?
Redaktørernes ambition er at kaste lys over de forskelligartede former for demokrati, der efterhånden findes ved siden af den liberale model, vi sværger til på disse breddegrader. På papiret kan mange af klodens stater kaldes demokratiske af navn, men er de det også af gavn?

Det spørgsmål undersøger antologiens bidragsydere samvittighedsfuldt, og adskillige af bidragene viser, hvordan og med hvilke metoder det liberale demokrati gradvist bliver forsøgt afmonteret.

Det geografiske spænd er stort og dækker foruden Europa også Nordafrika, Mellemøsten, Zimbabwe og USA. Alle steder er der eksempler på betrængte demokratier, som skruer op for de illiberale virkemidler. I de tilfælde hvor demokratierne er under hel eller delvis afvikling – f.eks. Ungarn, Tyrkiet og Rusland – bliver de til autokratier.

De bibeholder den demokratiske grundmodel med parlament og domstole, men begge dele svækkes til fordel for en markant leder – Orbán, Erdogan, Putin – og en tiltagende ensretning af medierne sideløbende med oppositionens svindende indflydelse.

Den ungarske premierminister, Viktor Orbán, som selv bruger udtrykket ’illiberal’, betjener sig i lighed med f.eks. præsident Jair Bolsonaro i Brasilien eller den allestedsnærværende Donald Trump af demokratiets eget sprog til at så tvivl om en fri presse og uafhængige juridiske instanser.

Suverænitet over retsstat
De autokratiske ledere ser sig selv som legemliggørelsen af folkets vilje og dermed repræsentant for den højeste form for demokrati. Nationens suverænitet står over retsstatens principper.

Det er ikke uden grund, at Thorup i sit indledende kapitel bruger ord som ’facadedemokrati’, ’sultanisme’ og ’valgautokrati’ om denne styreform. Med til billedet hører også en dyb skepsis over for udenlandsk indblanding. Ungarn tager ganske vist imod tilskud fra EU's kasser, men Orbán slår samtidig på at EU-eliten ikke skal diktere ham og det ungarske folk, hvordan de skal leve. Andre gange er det FN’s ’snakkeklub’, det ’kulturløse’ USA eller de ’ukristelige’ menneskerettighedskonventioner, som står for skud.

I de lande, hvor demokratiet er udhulet, peger Thorup på at en stram antiterrorlovgivning går hånd i hånd med en streng antiimmigrationspolitik. Det sælges til befolkningen som beskyttelse af de indre og de ydre grænser. Endelig slår de illiberale demokrater på, at de er bedst til at forvalte fortidens traditioner og de forsømmer sjældent en lejlighed til at fremmane billeder af forestående kaos, undergang og ulykke.

Den eneste som kan undsætte det truede folk, er selvsagt den autokratiske leder, som ligner og lyder som en demokrat – ingen uniform og ’stem på mig’ – men som har andre ambitioner end de som kan rummes af en enkelt valgperiode.

Flere gode bidrag
Nogle af bidragsyderne skriver tilgængeligt og med sans for den brede formidling, hvilket langt fra en selvfølge for den humanistiske forskning. Erik Kulavig, historielektor ved Syddansk Universitet og Ruslandskender, forklarer overbevisende om de historiske og kulturelle rødder, der udgør grundlaget for ”Putins system”.

Den siddende russiske præsident, som indledte sin periode ved magten for knap tyve år siden med at støtte demokrati og markedsøkonomi, har for længst skiftet kurs. Putins idé om at styrke statsmagten har med Kulavigs ord ”en påfaldende lighed med den sovjetiske beskrivelse af kommunistpartiets rolle”. Putins nationalisme og religionsdyrkelse parret med hans kontrol over de vigtigste dele af statsadministrationen, blandt andet forsvarsministeriet, indenrigsministeriet, sikkerhedstjenesten, FSB, og udenrigsministeriet gør ham noget nær urørlig.

Marlene Wind, professor i statskundskab ved Københavns Universitet, skriver om de demokratiske tilbageslag i Ungarn, men også i Polen, hvor Lov- og Retfærdighedspartiet er åbenlyst inspireret af Orbán. I begge lande har regeringerne haft held til at gennemføre reformer af domstolene til egen vinding. Især i Polen har det affødt protester, mens reaktionen fra Bruxelles har været påfaldende afdæmpet.

Wind er ikke just imponeret af EU’s stats- og regeringschefer, med Frankrigs præsident Macron som en af få undtagelser. Kampen for grundlæggende liberale værdier bliver ført langs skellet mellem den gamle øst- og vestblok, og fordums demarkation under Den kolde krig mellem kapitalisme og kommunisme, er i dag en strid mellem liberalitet og illiberalitet. Ungarn og Polen er i Freedom Houses årlige rapport klassificeret som ”partly free”. Som de to eneste EU-medlemsstater.

Tysklandshistorikeren Thomas Wegener Friis giver et indblik i Alternative für Deutschland, der har flyttet sig fra at være et euroskeptisk parti til at have kampen imod indvandring og flygtninge øverst på programmet og med en ikke ringe opbakning i vælgerkorpset. Der er sågar fremtrædende medlemmer, der slipper afsted med at relativisere den nationalsocialistiske fortid og på den måde konstant skubbe til de eksisterende moralske og historiepolitiske grænser. 

Også Balkankenderen Christian Axboe Nielsen, der afdækker de antidemokratiske tendenser i Serbien, Montenegro, Albanien, Bosnien-Hercegovina og Nordmakedonien, får skildret hvorfor hovedparten af disse stater er ’stabilotokratier’. Det regerende parti sætter sig på hele statsmaskineriet og undergraver dermed mulighederne for politisk modstand. Det er ingen overdrivelse at sige, at Axboe ser mørkt på regionens demokratiske fremtidsudsigter.

Sociologen Manni Crone skriver spændende om et Frankrig, hvor højrenationalisternes forståelse af nation, statsborgerskab og politisk identitet er i modstrid med Oplysningstidens principper og dermed republikkens eget værdisæt, mens Niels Bjerre-Poulsen undersøger Donald Trumps påvirkning af det amerikanske demokrati og rejser det berettigede spørgsmål; kan det amerikanske checks-and-balances-system i længden holde stand imod et angreb indefra?

It remains to be seen, som man siger. Og sådan er det med de fleste af bogens bidrag. Der er ikke meget som er skrevet i sten og i f.eks. Italien, som Gert Sørensen skriver lærd om, er Matteo Salvini, som indtil for kort tid siden lignede det bedste bud på en sydeuropæisk Orbán, midlertidigt kørt ud på et sidespor med et sviende nederlag til hans Lega-parti ved de netop afholdte regionalvalg.

Hvorfor inddrage Israel og Iran? 
Der er mange gode enkelte bidrag i bogen, også flere end de som her er nævnt, men der er også mislyde. Det kan undre, at Peter Seeberg inddrager Israel i klubben over illiberale demokratier.

Begrundelsen er behandlingen af den arabiske minoritetsbefolkning i selve Israel, som ”bliver udsat for uformel diskrimination”. Det er ganske rigtigt tilfældet for manges vedkommende, men på det formelle plan har araberne egne partier samt medlemmer af Knesset og arabisksprogede medier.

Og hvad med de titusindvis af israelere, jøder, muslimer og kristne, som længe har protesteret imod den korruptionsmistænkte premierminister Benjamin Netanyahu? De gør det uden at få krænket deres forsamlings- og ytringsfrihed. Det kan ikke blive meget mere demokratisk, navnlig ikke i Mellemøsten.

Apropos. Det kan undre hvad et kapitel om Iran laver i en udgivelse om demokratier i krise og autokratiske tendenser. Claus Valling Pedersen fra Københavns Universitet har i mange år beskæftiget sig med Den Islamiske Republik Iran og synes at kende hver en krinkelkrog i landets politiske og religiøse system, men det ændrer ikke ved, at redaktørerne har truffet et ejendommeligt valg ved at tage Iran med.

Hvorfor ikke Indien under premierminister Modi? Der kan man tale om et demokrati i splid. Det er også påfaldende, at sociale bevægelser som ’De Gule Veste’ i Frankrig eller ’Extinction Rebellion’ ikke bliver diskuteret. Bidrager de til at fremme det liberale demokrati? Hvad er det for et demokratisyn, de repræsenterer? Rummer ikke også venstrefløjen nogle af de impulser, der ligger i den autokratiske model? 

Sproglige tørkiks
Som nævnt, er der skidt og kanel i enhver antologi. Tag det fra undertegnede, som selv har redigeret og skrevet til et lille dusin af slagsen. Man bør dog have som ambition at få folk uden for den lille snævre kreds af fagfæller til at læse med. Det kniber desværre i dette tilfælde. Bogens forside er grå med en streg, der bugter sig på tværs. Måske skal det forestille et murværk, der slår sprækker. Men det ligner mest af alt en slidt studiebog fra 1990’erne med en fugtskade (se nederst).

Sproget i teksterne er heller ikke gefundnes fressen for det konfektædende publikum. Der er intet galt med at have en fagjargon, hverken blandt automekanikere, kirurger eller humanistiske universitetsforskere, men der mange, lange udredninger af pointer, som kunne have været skrevet en del enklere.

Tag denne her, blot som et pluk i samlingen: ”Den tiltagende anvendelse af public choice-mekanisme som regulativt princip for organiseringen af den offentlige sektor indebærer ikke bare at kollektive beslutningsprocesser afløses af privatisering og udlicitering, men at begrebet demokrati omdefineres”.

Det er opstyltet og tungt. Med tanke på emnets vigtighed er det pokkers ærgerligt, at forlaget ikke har satset bredere og lanceret en bog i et mere appetitvækkende udstyr og med færre sproglige tørkiks.

I den forstand bekræfter udgivelsen på paradoksal vis den gængse højrepopulistiske påstand om, at den talende og skrivende elite fremtræder selvtilstrækkelig og distanceret. Og det er grumme ærgerligt, eftersom bogen samtidig rummer spændende indsigter til – og om – tiden.

Peter Seeberg og Mikkel Thorup (red.): Demokratiet og de nye autokratier. 368 sider, Aarhus Universitetsforlag.

Forrige artikel Tommy Ahlers giver 6 A'er til ny klimabog: Tommy Ahlers giver 6 A'er til ny klimabog: "Demonstrerer på fornem vis, at vi kan bremse klimaforandringer" Næste artikel Altingets chefredaktør: Masser af hvidt sukker i ny bog om Thulesen Dahl Altingets chefredaktør: Masser af hvidt sukker i ny bog om Thulesen Dahl