Kommentar af 
Jacob Nyrup

Ekspert: Vesten må forberede sig på, hvad de vil gøre, hvis Putin rækker hånden ud

Invasionen af Ukraine har langt fra været den succes, Putin havde håbet på. Vestens ledere må forberede sig på, hvordan de vil besvare forespørgsler om fredsforhandlinger fra russisk side, skriver Jacob Nyrup. 

I sidste uge spillede Putin et af sine sidste kort, da det russiske energiselskab Gazprom lukkede for gassen gennem NordStream 1, skriver Jacob Nyrup.
I sidste uge spillede Putin et af sine sidste kort, da det russiske energiselskab Gazprom lukkede for gassen gennem NordStream 1, skriver Jacob Nyrup. Foto: Carolyn Kaster / AP
Jacob Nyrup
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Putins plan var i grunden simpel. Hans styrker skulle hurtigt knuse Ukraines militær og indtage Kyiv på tre til fire dage. Derefter ville han indsætte en Moskva-venlig marionetregering og lade Rusland annektere dele af Ukraine.  

Det skete som bekendt ikke. Putins hær nåede kun til Kyivs forstæder, hvor de hurtigt måtte se sig besejret af velforberedte og kæmpende ukrainerne, der bestemt ikke ønskede at være en del af Putins plan.  

Den første fase af krigen resulterede i en regulær ydmygelse af den russiske hær, og de led enorme tab. I løbet af de seneste par dage er det gået fra ondt til værre for Putins tropper, da det er lykkes for Ukraine at overrumple russerne i Kharkiv-regionen og befri et areal større end Sjælland.  

Dette har samtidigt medført et stort tab af materiel og tusinder af russiske krigsfanger. Herudover er Putins styrker trængt i Kherson-regionen, hvor ukrainerne gør langsomme men sikre fremskridt. 

Putins ulyksaligheder stopper imidlertid ikke her. Det er kun et spørgsmål om tid, før Finland og Sverige bliver fuldgyldige medlemmer af Putins ærkefjende Nato. Derudover har store dele af det internationale samfund påført Rusland strenge økonomiske sanktioner, som få, inklusiv Putin og hans rådgivere, troede var mulige før krigen.

Sanktionerne har ramt Ruslands økonomi hårdt. Dette gælder især forbuddet mod eksport af vestlig teknologi til Rusland, der har lammet den russiske produktion.  

Det er tillokkende at advokere for en fredsaftale, så krigen stopper, gassen flyder, og vi igen kan vende tilbage til normalen.

Jacob Nyrup, adjunkt ved Universitetet i Oslo

Dette inkluderer også produktionen af militært udstyr, hvilket har fået Rusland til at søge hjælp hos paria-staterne Nordkorea og Iran. Alt imens Kina glimrer ved kun halvhjertet at støtte Putin og hans regime. 

Putin er derfor en mand med ryggen mod muren, og han har kun dårlige kort tilbage på hånden. I sidste uge spillede Putin et af sine sidste kort, da det russiske energiselskab Gazprom lukkede for gassen gennem NordStream 1.  

Først var stoppet midlertidigt, men kort efter meddelte Dmitry Peskov, Putins talsmand, at gashanerne først vil åbne igen, når "det samlede Vesten” løfter sanktionerne mod Moskva. Denne udmelding blev fulgt op med en propagandavideo, der viser et dybfrossent og forarmet Europa. 

Russernes håb er, at de stigende gaspriser vil medføre så stor utilfredshed blandt de europæiske befolkninger, at det vil tvinge vores regeringer til forhandlingsbordet. Dette træk kommer dog med store konsekvenser for Rusland, da det kommer til at efterlade et stort hul i et i forvejen udhulet budget.  

Siluanov, Ruslands finansminister, beskrev i weekenden det kommende budget som det sværeste i hans karriere på Rossiya 24 TV. Gasstoppet er et tegn på desperation fra russernes side. Det kan derfor tænkes, at Moskva vil prøve at finde en vej ud ved at søge en form for kompromis med Danmark og resten af vesten.  

Førnævnte Peskov var ude i sidste uge og sige, at Putin var klar til at forhandle om en afslutning på krigen. Vi må derfor overveje, hvad vi gør, hvis Putin rækker hånden ud. Det er tillokkende at advokere for en fredsaftale, så krigen stopper, gassen flyder, og vi igen kan vende tilbage til normalen. 

Samtidig er der det enormt svære spørgsmål om atomvåben; vil Putin bruge dem? Formentligt ikke. 

Vi kan i hvert fald konstatere, at han ikke har brugt dem endnu på trods af store nederlag, og det er svært at se, hvad Putin vil få ud af at bruge atomvåben bortset fra at destabilisere situationen og hans regime yderligere. 

Det er vigtigt, at vi ikke blinker og falder i Putins fælde og prøver at opnå en aftale uden om Ukraine. Det er der mindst tre grunde til.

Først og fremmest bør vores moral veje højt. Rusland har ulovligt og ekstremt brutalt invaderet Ukraine. Vi har set helt forfærdelige overtrædelser af menneskerettighederne, og vi kan ikke bare genetablere vores relationer til Rusland. 

Derudover må Putins invasion ikke sætte præcedens. Der er andre diktatorer, der har imperialistiske ambitioner, og hvis Putin slipper godt fra dette, kan vi frygte, at de bliver inspirerede. Det vil skabe en ny verdensorden, der er mere usikker og mere voldelig. Dette er imod vores egne langsigtede interesser. 

Til sidst er det langtfra sikkert, at Putins regime vil respektere en eventuel fredsaftale. De har gentagende gange vist, at de er klar til at se stort på aftaler, når det passer dem.  Rusland kan bruge en aftale som et pusterum, hvorefter de genoptager invasionen, når de har sundet sig. 

Det eneste rigtige at gøre er derfor fortsat at støtte Ukraine og fastholde sanktionerne. Det betyder, at eventuelle forhandlinger ledes af Ukraine.  

Putins invasion af Ukraine har udviklet sig til, hvad der kan gå over i verdenshistorien som en af de helt store brølere. Og vi må ikke tilbyde ham en let vej ud.

Jacob Nyrup, adjunkt ved Universitetet i Oslo

Mykhajlo Podoljak, Præsident Zelenskyjs rådgiver, har sagt at udgangspunktet for forhandlingerne er, at Ukraines grænser fra uafhængigheden i 1991 genetableres, at Rusland betaler krigserstatninger, og at russiske krigsforbrydere holdes ansvarlige.

Der bør kun afviges fra disse krav, såfremt Ukraine ønsker det. Rusland kommer formentligt ikke til at acceptere disse krav, og det er tvivlsomt, hvorvidt Ukraine er villig til at gå bort fra dem. Der er nemlig stor opbakning til kravene blandt ukrainerne. 

Eksempelvis viser en survey, at blot ni procent af ukrainerne vil være rede til at afgive Krim for at afslutte krigen. Der hviler derfor et tungt ansvar på vores regeringer, da konflikten formentlig varer ved.  

Vi må hurtigst muligt frigøre os fra russisk energiafhængighed og fokusere på at afbøde konsekvenserne af gasstoppet. Dette gælder særligt for dem, der er hårdest ramt.

Derudover må vores statsledere forklare, hvorfor det er vigtigt, at vi gør ofre for Ukraine og ser frem mod en kold vinter og hårde økonomiske tider. Det gør vi for essentielle værdier som frihed, retfærdighed, demokrati og respekt for menneskerettighederne; og et håb om en bedre fremtid. 

Desværre for Putin – og heldigvis for os – er det ukrainerne, der har momentum, hvilket betyder at deres forhandlingsposition løbende forbedres. Putins invasion af Ukraine har udviklet sig til, hvad der kan gå over i verdenshistorien som en af de helt store brølere. Og vi må ikke tilbyde ham en let vej ud. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jacob Nyrup

Adjunkt, Universitetet i Oslo
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2015), KA i statskundskab og politisk økonomi (London School of Economics 2014), DPhil i politik (Oxford Uni. 2020)