Afgående KU-formand spås stor fremtid i politik

KU-FARVEL: Formanden for Konservativ Ungdom Rune Kristensen forlader posten efter næsten tre år - han vil hellige sig en opstilling til Folketinget i Guldborgsund.
"Jeg har fået sindssygt mange fede oplevelser og er kommet med mange rebelske tanker," siger Rune Kristensen, der nu søger at blive valgt til Folketinget.
"Jeg har fået sindssygt mange fede oplevelser og er kommet med mange rebelske tanker," siger Rune Kristensen, der nu søger at blive valgt til Folketinget.Foto: KU
Rasmus Nielsen

"Jeg har været rigtig glad for arbejdet i KU. Jeg har fået sindssygt mange fede oplevelser og er kommet med mange rebelske tanker. Men jeg har været KU'er siden 1999, og for det første er det nok på tide, at der kommer andre kræfter til, og for det andet har jeg længe haft en ambition om at komme i Folketinget," siger Rune Kristensen til Berlingske.dk.

Ved næste generalforsamling i Guldborgsundkredsen bliver Rune Kristensen efter planen opstillet som folketingskandidat for Konservative. Han har tidligere fået tilbudt flere kredse, men meldte sig selv som interesseret, da Guldborgsundkredsen blev ledig.

"Mit mål er som minimum at blive førstesuppleant. Jeg ville ikke stille op, hvis jeg ikke regnede med, at det på et tidspunkt ville give valg. Om det bliver første eller anden gang afhænger af, hvordan mandaterne falder," siger den afgående ungdomsformand.

Mylenberg tror på Kristensen
Politisk kommentator Troels Mylenberg spår Rune Kristensen en fremtid i Folketinget:

Jeg spår ham gode chancer for en stor fremtid i politik.

Troels Mylenberg
Om Rune Kristensen (K) til netavisen Ungnyt.dk

"Jeg har mødt Rune Kristensen et par gange, og jeg spår ham gode chancer for en stor fremtid i politik. Han er veltalende, engageret og mener en hel masse, som han er rigtig god til at kommunikere. Dog er det altid meget svært at gå fra at være ungdomspolitiker til at være "rigtig" politiker. Bare se på en som Troels Lund Poulsen, Karsten Lauritzen eller Morten Bødskov, alle tidligere ungdomsformænd, som i dag synes at være mere partitro og bagudskuende end de fleste af deres partifæller," siger Troels Mylenberg til netavisen Ungnyt.dk.

"Det er en svær balance, men med Rune Kristensen kan det måske blive anderledes. Han har nemlig et vigtigt glimt i øjet og noget humor, som han forhåbentlig vil holde fast i," siger Troels Mylenberg.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Troels Mylenberg

Nyhedsvært, TV 2, fhv. politisk redaktør, TV 2
journalist (DJH 1997)









0:000:00