Debat

Ali Aminali: Kulturskyklapperne forårsager smittebomber i udsatte områder

For et år siden stod vi i en situation, hvor vi måtte konstatere, at borgere i udsatte områder ikke forstod, hvilken situation vi var i. Det handler om tre ting: Tillid, sprog og kulturforskelle, skriver Ali Aminali.

Så længe kulturskyklapperne er nede, kan vi lige så godt forberede os på den næste smittebombe i de udsatte områder, skriver Ali Aminali.
Så længe kulturskyklapperne er nede, kan vi lige så godt forberede os på den næste smittebombe i de udsatte områder, skriver Ali Aminali. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Et år. Ja, et helt år med corona. Det er status på nuværende tidspunkt.

Store dele, eller nærmere hele Danmark, har været lukket ned og åbnet op igen. Vi har endda stået i en situation, hvor hele Nordjylland nærmest kom i undtagelsestilstand.

Vi har skældt unge ud for deres festkultur, de rige for deres Dubai-turer og kritiseret sortklædte demonstranter, der ignorerer smitterisikoen.

Men når man kigger på de forskellige områder i forhold til håndtering og smittespredning, kan man ikke undgå at lægge mærke til de socialt udsatte områder i Danmark.

For lad os være ærlige for en stund. De udsatte områder har fra dag et af skabt bekymring. Vi har igen og igen konstateret, at smitten er for høj i disse miljøer. Især har Vollsmose, Ishøj og et par andre velkendte, belastede områder skilt sig ud.

Men det her burde ikke være en overraskelse. For præcis et år siden stod vi i en situation, hvor vi måtte konstatere, at forståelsen for, hvilken situation vi er i, ikke var helt på plads hos de borgere, der bor i de udsatte områder.

Aviserne kunne berette om store begravelses-komsammener, åbne vandpibecaféer, og debattører, der tør sige sandheden, såsom forfatteren Ahmad Mahmoud beskrev i P1 Debat, en form for "inshallah"-holdning til corona.

Altså en form for "det nok skal gå"-tilgang. Derfor er det altså ingen overraskelse at stå her et år efter og erkende, at smitten i de tungt belastede områder er meget høj.

Myndighederne har svigtet
Men hvorfor er det sådan? Hvad er det, som gør, at vi hele tiden må forholde os til disse boligområder?

Når det kommer til corona, er kultur røget ud af bazaarvinduet

Ali Aminali, debattør og bestyrelsesmedlem i Center for Boligsocial Udvikling

Jo, det skyldes tre ting. Først og fremmest myndighedernes svigt i forhold til at bede de sociale myndigheder, fagpersoner og andre om at sætte massivt ind fra start og vejlede borgeren.

Dernæst har de såkaldte "integrationseksperter", debattører og forskere fejlet, når det kommer til at italesætte begrundelserne for de høje smittetal i de udsatte områder.

Mens mange har været realistiske og påpeget, at det skyldes bolig, sprog, og at disse områder har nogle andre kulturelle værdier, systemer og tilgange, som kræver ekstra opmærksomhed, har en af de mest frembrusende fagpersoner sagt det præcis modsatte.

Morten Sodemann, overlæge fra Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital, har fra start fastholdt, at kultur har intet med det at gøre.

Nej, grunden til, at smitten er så høj i disse boligområder, skyldes sprogvanskeligheder, ulighed og boligsituation. Det er en teori, som mange har slugt i sig og brugt som ammunition til at skyde løsninger ned, når myndigheder, andre fagpersoner eller beboere for den sags skyld har påpeget, at det kulturelle betyder noget.

Men selvfølgelig har det en betydning. Faktisk er det en smule sarkastisk for en socialrådgiver som mig, der kender til Indvandrermedicinsk Klinik og Morten Sodemann som følge af min faglige viden om ikke-vestlige minoriteter, der bor i de udsatte områder.

For hvis man fagligt spørger Morten Sodemann, vil han sige, at kultur er det allervigtigste, når man skal løse et problem.

Det er netop det, som han arbejder med. Men nej, når det kommer til corona, er kultur røget ud af bazaarvinduet. Det er netop her, at fejlen er.

Fortid i fejlstater påvirker tillid
Lad os nu være ærlige. Det handler om tre ting: Tillid, sprog og kulturforskelle.

Størstedelen af de beboere, der bor i de udsatte områder og som er en del af smitteprocenten, er ikke-vestlige primært fra Menap (Mellemøsten, Nordafrika, Afghanistan og Pakistan, red.).

De er ikke vant til at have tillid til myndighederne, idet de enten kommer fra fejlstater eller regimer, som de ikke kan stole på. Derfor stoler de mere på familien, deres naboer og venner, end de stoler på myndighederne.

Faktisk skal vi huske, at familien er det allervigtigste i deres kultur. Man holder sammen og støtter hinanden i tykt og tyndt. Derfor er tilliden stærkest i familien.

Og når man blankt afviser, at familiestruktur og kulturelle værdier betyder noget, misser man chancen for at appellere til den kulturelle side, bruge det som en ressource og sige højt: "Hej, din mormor, som du elsker, risikerer at dø, hvis du ikke passer på".

Mit råd er: Drop hele "intet med kultur at gøre"-retorikken

Ali Aminali, debattør og bestyrelsesmedlem i Center for Boligsocial Udvikling

Det er en smule skarpt sagt. Men pointen er, at hvis vi appellerer til familieforståelsen og bruger det kulturelle til at forklare situationen, vil vi komme meget længere. For kultur er ikke altid negativt.

Dernæst kommer deres sygdomsforståelse. Det er noget, som Morten Sodemann kender til. Det er almen viden for os, der arbejder med målgruppen, at sygdomsforståelsen ikke altid er den samme.

Det er enormt vigtigt, at vi har samme forståelse for, hvornår man er syg eller ikke syg, når vi står over for en pandemi.

Og når størstedelen af de mennesker, som de bor med eller har kontakt til, ikke har forstået alvoren på grund af sproglige problematikker eller har en anden sygdomsforståelse, hopper kæden af.

Burde kende til restriktionerne
For ja, de sproglige problematikker betyder noget.

Men vi er nu et år inde i pandemien, og hvis man som borger i det danske samfund ikke kender til restriktionerne, så skyldes det ikke det sproglige. Husk på, at mange af disse borgere ser udenlandsk tv og længe har vidst, hvad der sker.

Så hvad nu? Lad mig slå fast. Jeg respekterer fuldt ud Morten Sodemanns arbejde og viden. Det er faktisk det, som er problemet her.

For hvis Morten Sodemann og mange andre fra start havde sagt: "Ja, det er også noget kulturelt," så havde vi muligvis stået stærkere i dag.

Vi har at gøre med et komplekst problem, hvor kun en helhedsorienteret tilgang kan gøre en forskel. Derfor nytter det ikke, at man går ud og siger, at det kun skyldes sprog, ulighed og boligforhold. Vi glemmer den vigtigste brik i puslespillet.

Så mit råd er: Drop hele "intet med kultur at gøre"-retorikken. Tænk helhedsorienteret. Vi har brug for jeres indspark. Og lad os lægge fløjlshandskerne til side og begynde at appellere til familieforståelsen og skabe større tillid mellem disse borgere og myndighederne.

For så længe kulturskyklapperne er nede, kan vi lige så godt forberede os på den næste smittebombe ude i de udsatte områder.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion