Alt du skal vide om EU’s store budgetslagsmål

Hvad er EU’s langtidsbudget?
EU har sin helt særlige måde at lægge budgetter på. I stedet for et årligt budget besluttes det, hvor mange penge Unionen har tænkt sig at bruge over en årrække og på hvad. Lige for tiden er den periode på syv år. Det nuværende budget løber fra 2014 til udgangen af 2020. Da det kan tage en rum tid for landene at blive enige om, hvor mange penge der skal postes i Unionen, fremlægger EU-Kommissionen allerede nu sit udspil til, hvad der skal bruges penge på mellem 2021 og 2027.

Hvad er så MFF'en?
Det er bare EU-nørdernes betegnelse for det samme. Forkortelsen står for Multi-annual Financial Framework – på dansk flerårig finansiel ramme.

Hvad snakker vi om i kroner og ører?
Det er jo det helt store spørgsmål. Det seneste syv-årsbudget ligger lige over 7.500 milliarder kroner. Ifølge oplysninger lækket til den britiske avis Financial Times kan det beløb stige til knap 10.000 milliarder, selv om der er et land mindre at tage hensyn til, når briterne forlader EU-klubben efter marts 2019. Det skyldes blandt andet, at Kommissionen gerne vil give flere penge til en række nye fokusområder.

Hvad betyder Brexit egentlig for budgettet?
Briterne har hidtil betalt betydeligt mere ind til EU-budgettet, end de har fået ud. Derfor efterlader de sig et hul på rundt regnet 100 milliarder kroner årligt, ifølge EU-Kommissionen. Det skal nu dækkes, enten ved at de øvrige lande betaler mere, eller ved at budgettet globalt set bliver mindre.

Derudover er der så nogle ubekendte, som vi først kommer til at forstå, når den aftale, der definerer det fremtidige forhold mellem parterne, kommer på plads. For der er områder som forskning og universitetssamarbejde, som briterne også fortsat gerne vil være med i efter Brexit. Skal de det, kommer de til at skulle spytte i EU-kasserne.

Hvad er så det nye, EU-Kommissionen vil have ind i budgettet?
Det er områder som migration, grænsekontrol og forsvar, som har været meget i fokus på det seneste. Det er bare ikke noget, som traditionelt har haft en særlig stor plads i EU-budgettet. Derfor vil Kommissionen nu tilføre flere midler til blandt andet omkring 6.000 nye folk til forstærkning af EU’s ydre grænser. Den vil også poste 40-50 procent flere penge i forskning og udvikling og fordoble Erasmus-programmet, der gør det muligt for unge europæere at tage på udveksling i andre EU-lande.

Til gengæld vil Kommissionen også indføre en ny, kontroversiel mulighed for at trække lande i EU-støtte, hvis de ikke lever op til EU’s fælles værdier. Det er særligt møntet på lande som Ungarn og Polen, som har været på konstant kollisionskurs med retsstatsprincipperne gennem de seneste år.

Er der noget, der skal skæres?
Det, der traditionelt har vægtet tungest i EU-budgettet, er støtten til EU’s landmænd og til de såkaldte strukturfonde. Det er dem, der går til EU’s fattigste egne for at hjælpe dem med at komme op på niveau. De to poster har tegnet sig for omkring 70-80 procent af det samlede budget. Det vil budgetkommissær Günther Oettinger have skåret ned til omkring 60 procent.

Hvad siger den danske regering?
Det danske mantra lyder først og fremmest, at der ikke skal betales en krone mere ind til EU-budgettet. Det uofficielle loft på 1 procent af EU-bruttonationalindkomsten, som hidtil har været tommelfingerreglen, vil Danmark have fastholdt. Det samme vil Sverige, Holland og Østrig. Men derudover er det en holdning, som de fire lande står ret alene med. De fleste lande har lovet at øge deres bidrag for at tage højde for briternes exit og de nye udfordringer.

Når det kommer til, hvad pengene så skal gå til, vil Danmark have skruet ned for landbrugsstøtten og strukturmidlerne og i stedet fokusere budgettet mere på håndtering af migration, forskningssamarbejde, grænseoverskridende infrastruktur og andet, hvor EU har en merværdi.

Hvad med den danske milliard?
Dem, der fulgte med i EU’s sidste budgetslagsmål, vil rigtig nok kunne huske, at daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) kæmpede lige til det sidste for at sikre sig en årlig rabat på EU-kontingentet på en milliard kroner. Den fik hun.

Dermed skrev hun Danmark ind blandt de lande, der betaler mest ind til EU-kasserne, og som derfor får forskellige rabatordninger. Det startede med briterne, efter at tidligere premierminister Margaret Thatcher i starten af 80’erne forlangte at få i hvert fald nogle af sine penge tilbage. Efter hun havde vundet det slagsmål, fik en række af de lande, som i særlig høj grad skulle dække det beløb, som briterne slap for at betale, en såkaldt rabat på rabatten.

Med briterne ude af vagten ønsker EU-Kommissionen at gøre op med det komplicerede rabatsystem, så alle betaler efter den fordelingsnøgle, som deres bruttonationalindkomst tilsiger.

2021 er om lang tid. Hvorfor skal vi allerede snakke om det nu?
EU-Kommissionen vil gerne have, at forhandlingerne bliver klappet af, inden EU-Parlamentet til næste år går i lovgivningsmæssig dvale forud for næste EU-valg i slutningen af maj. Det vil give tid til at få udformet nationale programmer inden for de enkelte budgetområder. Budgetforhandlingerne er notorisk svære, og det bliver de også denne gang. Skal der være en jordisk chance for at nå det til den tid, skal de i gang nu.

De færreste tror dog på, at det kommer til at lykkes. Sidste gang tog det små to år at komme på plads. Derfor er der mange, der mener, at det er mere realistisk, at vi skal til slutningen af 2019 eller måske endda ind i 2020, før der kommer enighed.

Hvad sker der så nu?
Nu overgår Kommissionens forslag til EU’s lovgivere – landene og Europa-Parlamentet. I første omgang bliver det landenes europaministre – i Danmarks tilfælde udenrigsminister Anders Samuelsen (LA), der skal lægge linjen i det indledende forhandlinger. Men i slutfasen bliver det EU’s stats- og regeringschefer, der med enstemmighed skal finde den endelige delikate balance.

Herefter skal EU-Parlamentet blåstemple hele molevitten.