Altinget Etik og Tro går i luften med seks skarpe skribenter

Når Altinget lancerer sit nye nichemedie om etik og tro, bliver det med seks nye skribenter, der på skift vil levere en ugentlig kommentar, der går i dybden med det danske og mangfoldige trosliv og samtidens svære, etiske spørgsmål.

Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix, pressefoto/Københavns Stift, Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix, Jesper Kristensen, Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix, Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Martin Mauricio

Altingets nye medie om etik og tro får følgeskab af et skarpt og indsigtsfuldt hold af nye faste skribenter i debatspalterne.

Blandt andet kan nichens nye læsere glæde sig til indlæg fra en tidligere kirkeminister, Danmarks første hospitalsimam og en tidligere formand for Det Etiske Råd.

Skribentholdet leverer på skift en ugentlig klumme, hvor de giver deres bud på, hvor vi både åndeligt og etisk skal hen som samfund og i troen. De vil bruge deres indsigt og erfaringer til at gå i dybden med samtidens store, svære spørgsmål.

Læs mere om de seks nye kommentarskribenter her:

Svend BrinkmannSvend Brinkmann, professor, forfatter og medlem af Det Etiske Råd

Svend Brinkmann (f. 1975) er professor i psykologi ved Aalborg Universitet. Her beskæftiger han sig primært med social- og kulturpsykologi, hvor han fortolker stort og småt i den menneskelige tilværelse ud fra samtiden. Han har siden februar 2022 været medlem af Det Etiske Råd. 

Han er derudover foredragsholder, debattør og forfatter til mere end 200 forskningsartikler og flere populære bøger, heriblandt 'Stå fast', 'Gå glip' og 'Mit år med Gud'. 

Derudover har han en ph.d. i psykologi fra Aarhus Universitet, ligesom han tidligere har været vært på radioprogrammerne 'Netværket på P1' og 'Brinkmanns Briks' samt DR K-programmet 'Lev Stærkt'.

Mette BockMette Bock, sognepræst og tidligere kirke- og kulturminister

Mette Bock (f. 1957) er tidligere medlem af Folketinget for Liberal Alliance, hvor hun sad som kirke- og kulturminister fra 2016 til 2019. I dag er hun sognepræst i Horsens Provsti.

Hun er uddannet præst fra Pastoralseminaret i Aarhus og har kandidatuddannelser i statskundskab og filosofi fra Aarhus Universitet og Syddansk Universitet.

Foruden sin erfaring fra Christiansborg har hun en fortid som ansvarshavende chefredaktør for JydskeVestkysten, administrerende direktør i Syddanske Medier og programdirektør i Danmarks Radio. 

Naveed BaigNaveed Baig, imam ved Dansk Islamisk Center og tidligere hospitalsimam ved Rigshospitalet og Herlev Hospital

Naveed Baig (f. 1975) er frivillig imam ved moskeen Dansk Islamisk Center i København, og han har tidligere fungeret som Danmarks første hospitalsimam ved Rigshospitalet og Herlev Hospital.

Han er i øjeblikket ved at tage en ph.d. ved Oslo Universitet, hvor han forsker i muslimske patienters åndelige og religiøse forestillinger. Derudover er han næstformand ved Islamisk-Kristent Studiecenter, hvor han er engageret i interreligiøs dialog med andre religiøse ledere i Danmark og i udlandet.

Han er uddannet indenfor islamiske studier og sjælesorg, og han har tidligere undervist på Københavns Universitet og Syddansk Universitet. Sidste år udgav han dansk-muslimsk manifest sammen med islamolog Kasper Mathiesen. 

Pia SøltoftPia Søltoft, forfatter, sognepræst og tidligere leder af Søren Kierkegaards Forskningscenter

Pia Søltoft (f. 1963) er sognepræst ved Christians og Esajas Kirker i Københavns Stift og tidligere leder af Søren Kierkegaards Forskningscenter. 

I dag er hun ved siden af sit præsteembede selvstændig rådgiver i enmandsvirksomheden Coaching-Kierkegaard. Her rådgiver hun blandt andet om ledelsesværktøjer på et sokratisk, kierkegaardsk grundlag. 

Hun er uddannet teolog og har en ph.d. fra Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet, hvor hun også selv har været tilknyttet som lektor i etik og religionsfilosofi. Derudover er hun forfatter til flere bøger om Søren Kierkegaard og hans syn på etik og tro. 

Jacob BirklerJacob Birkler, filosof og tidligere formand for Det Etiske Råd

Jacob Birkler (f. 1974) er filosof med speciale i etik og tidligere formand for Det Etiske Råd, hvor han sad fra 2010-2016. 

Han er cand.mag. i filosofi og psykologi fra Aarhus Universitet  og har en ph.d. i medicinsk etik fra Syddansk Universitet. Han har særligt beskæftiget sig med etik og filosofi inden for den sundhedsfaglige praksis og har ligeledes undervist på flere sundhedsfaglige uddannelser.

Han er forfatter til en lang række bøger og artikler om filosofi, etik og videnskabsteori og har ofte optrådt som debattør i flere danske medier. 

Jacob Birklers første indlæg til Altinget Etik og Tro kan allerede læses her

Peter Skov-JakobsenPeter Skov-Jakobsen, biskop i Københavns Stift

Peter Skov-Jakobsen (f. 1959) er biskop i Københavns Stift. Det embede har han besat siden 1. september 2009, og han er den sjette biskop på posten, siden den blev oprettet i 1922. Som følge af sit hverv som biskop er han også præsident for Bibelselskabet.

Han har en kandidatuddannelse i teologi fra Københavns Universitet og har ligeledes studeret teologi ved University of Hull i det østlige England, hvorfra han blev Master of Arts i 1992.

Foruden kristendommen og folkekirken er han blandt andet optaget af samfundsforhold, litteratur og europæisk historie, og han har i flere år været skribent og litteraturanmelder for Altinget. Han er derudover rådsformand i Folkekirkens Nødhjælp og formand for Grænseforeningen.

Et udpluk af Peter Skov-Jakobsens tidligere indlæg til Altinget kan læses her.

Første nyhedsbrev for Altinget Etik og Tro udkommer 4. maj. Skriv dig op til et prøveabonnement og få 14 dage gratis her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Svend Brinkmann

Professor, Institut for Kommunikation, Aalborg Universitet, forfatter
ph.d. (Aarhus Uni. 2006), cand.psych. (Aarhus Uni. 2002)

Mette Bock

Sognepræst, Horsens Provsti, tv-vært, Dk4, fhv. kultur- og kirkeminister og MF (LA)
cand.phil. i filosofi (Odense Uni. 1982), cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1986)

Naveed Baig

Ph.d.-studerende, Universitetet i Oslo, imam, Dansk Islamisk Center, næstformand, Islamisk-Kristent Studiecenter
Master i sjælesorg (Københavns Uni. 2015)