Altinget overtager Heste-Nettet

1. APRIL: Altinget overtager nichemediet Heste-Nettet, som bliver til den nye Altinget-portal Staldtinget.

Denne prægtige Holsteiner er en særlig begavet type, der ofte optræder i fjernsynet. 
Denne prægtige Holsteiner er en særlig begavet type, der ofte optræder i fjernsynet. Foto: Colourbox
Morten Okkels

Denne artikel blev udgivet 1. april.

Altinget opruster og overtager Heste-Nettet, der bliver den 23. portal hos Danmarks førende nichemedie. 

Heste-Nettet.dk er p.t. landets fremmeste hestemedie, der nu skifter navn til Staldtinget.

Dermed bevæger Altinget sig for første gang ind på et ikke-politisk område, men hesten har dog alligevel altid haft en betydning i dansk politik:

"Hestene har haft en hov med i spillet, lige siden Christian 10. i 1920 markerede Genforeningen ved at ride på en hvid hest ind i Sønderjylland. Eller tænk bare på, hvordan Charlotte Dyremoses økonomiske politik fik en ny dimension, når den blev krydset med billeder af hendes racehest, Mr. Pogo Scotch," siger Altingets chefredaktør Jakob Nielsen. 

I de senere år er hestene kun blevet vigtigere, og en ny portal har været uundgåelig for Altinget. 

"Der var jo også hele sagaen omkring genindførsel af politiheste. Eller hvordan blot en enkelt hestetransport får afgørende indflydelse på danske medieforhandlinger," tilføjer Jakob Nielsen.

Staldtinget vil blive tænkt tæt sammen med andre aktuelle satsninger fra Altingets side. For eksempel vil det nye Altinget: forsvar dække den kommende genindførsel af Livgarden til Hest, ligesom Altinget: udflytning gør sig beredt til at dække den efterfølgende udflytning tilbage til de jyske gårde.

Stor database kan afføde afsløringer
Nok så vigtigt vil købet af Heste-Nettet inkludere den database, som websitet har været så kendt for også uden for hestekredse.

Ny redaktør på Staldtinget er Lotte Rytter, der er kandidat i journalistik og veterinærmedicin fra RUC. Og hun peger på, at det har været velkendt for mange rutinerede internetbrugere, at søgninger på de mærkeligste ting ender på Heste-Nettet.

"Det har været et almindeligt greb i journalistik, at man lod læserne tro, at de bedste historier blev skrevet med hjælp fra aktindsigter og fortrolige kilder i embedsværket, når det i virkeligheden stammer fra nogle tilfældige søgninger og hestefreaks," siger hesteredaktør Lotte Rytter. 

Altingets kyndige researchere vil her i april måned gennemgå den nyindkøbte database for at finde et udvalg af hemmelige politiske dokumenter. 

"I første omgang vil vores målrettede søgninger på Heste-Nettet formentlig kunne afsløre politiets forsvundne mails i Tibetsagen og kilden til læk af Helle Thornings skattepapirer," lover Altingets researchchef, Kresten Følgaard. 

"Senere, hvis det er muligt, går vi efter begrundelsen for at flytte Dansk Sprognævn til Bogense," tilføjer han.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00