Altinget på vej med politisk medie for unge

OM OS: Nyt politisk medie skal forsyne elever i de ældste klasser af folkeskolen og på ungdomsuddannelserne med troværdige og neutrale nyheder.

Foto: /ritzau/Finn Frandsen
Redaktionen

Altinget lancerer næste år et politisk medie, der henvender sig til unge mellem 13 og 18 år.

“Vi har en ambition om at være det vigtigste forum for den demokratiske samtale i Danmark, og nu rykker vi samtalen ind i folkeskolens ældste klasser og ud på ungdomsuddannelserne,” siger Altingets chefredaktør, Jakob Nielsen.

Projektet med et politisk ungdomsmedie har været undervejs i mere end et år, og nu har Altinget modtaget 2,9 mio. kroner over tre år fra den såkaldte Innovationspulje, der er en del af mediestøtten.

“Vores politiske ungdomsmedie kommer til at bruge helt andre virkemidler, men det vil være gennemsyret af Altingets kerneværdier, som er neutral journalistik med fokus på substans frem for personkonflikter og på overblik frem for nyhedsræs,” siger Jakob Nielsen.

De unge er på mange måder meget erfarne mediebrugere. De ved godt, der er masser af skrammel derude.

Jakob Nielsen
Chefredaktør

“De unge er på mange måder meget erfarne mediebrugere. De ved godt, der er masser af skrammel derude, men de er også sultne efter troværdig information. Det er det, vi er gode til,” tilføjer han.

Intet navn endnu
Det nye medie, som endnu ikke har fået navn, ventes at gå i luften i sommeren 2018.

Indholdet skal produceres af professionelle journalister, men der skal være en høj grad af brugerinvolvering. Mediet skal anvende de kanaler og platforme, hvor de unge allerede føler sig hjemme.

Det forklarer Altingets nyudnævnte projektchef Kristoffer Hecquet, der var medforfatter til en rapport om politiske nyheder for unge, som Altinget afleverede til Kulturstyrelsen tidligere på året.

“Det er vigtigt at forstå, at unge i mindre grad er vant til at opsøge nyheder selv i de traditionelle medier. De fleste orienterer sig i det indhold, de får serveret via eksempelvis deres Facebook-feed eller fra YouTube,” siger han. 

Op imod falske nyheder
Som led i forberedelsen af projektet har han besøgt ungdomsmedier i andre europæiske lande og indsamlet masser af erfaring med at formidle direkte til unge.

“Hovedformålet med projektet er at øge forståelsen for dansk og europæisk politik og samfund hos danske unge mellem 13 og 18 år. Vi vil styrke deres forudsætninger for at blande sig i demokratiet og blive fornuftige mediebrugere i en tid, som er præget af disruption i mediebranchen og postfaktuelle strømninger,” siger Kristoffer Hecquet.

I første omgang skal Altinget nu ud at finde de to-tre personer, der skal udgøre grundstammen på det nye medie.

Altinget er i forvejen Danmarks største politiske medie med mere end 30 journalistiske medarbejdere. De udgiver 21 nicheportaler om dansk og europæisk politik. Altinget udkommer også som podcast og som politisk månedsmagasin på print. 

 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jakob Nielsen

Ansv. chefredaktør, Altinget
journalist (DMJX 1998)

0:000:00