Ambassadør: Rusland er uundværlig i det arktiske samarbejde
Rusland har ingen interesse i væbnet konflikt i Arktis, og det er nødvendigt at få genetableret samarbejdet med Rusland i Arktisk Råd, mener Danmarks arktiske ambassadør. Han afviser, at syv vestlige nationer er ved at skabe deres eget arktiske samarbejdsforum.
Andreas Krog
RedaktørDanmarks arktiske ambassadør Thomas Winkler er optimistisk. I hans optik er det nemlig ikke i Ruslands interesse at starte en væbnet konflikt i Arktis. 20 procent af Ruslands bruttonationalprodukt kommer nemlig fra aktiviteter i Arktis.
“Derfor har Rusland naturligvis ingen interesse i konflikt i Arktis,” påpeger Thomas Winkler.Risikoen for en civil ulykke i Arktis er højere end risikoen for en militær konflikt i Arktis.
Thomas Winkler
Arktisk ambassadør
Han medgiver, at det kan være svært at ”læse” Rusland og Putin-styret.
”Nogle vil sige - især dem i uniform - at Rusland er totalt uforudsigelig. Måske. I det mindste er deres system ikke gennemsigtigt. Derfor kan vi ikke forudsige deres handlinger. Men jeg vil hævde, at der er en logik bag hvad de gør. Det er en russisk logik og det er meget vanskeligt at forstå, men den er der. Og jeg ser ikke for mig, at Rusland vil skabe konflikt i Arktis,” siger Thomas Winkler, der er tidligere dansk ambassadør til Rusland.
"Business as usual"
Winkler baserer det blandt andet på den tale, som Ruslands præsident Vladimir Putin holdt den 14. april i år.
“Hvis du tager al retorikken væk, så læser jeg, at han siger, at det, set fra et russisk perspektiv, er “business as usual” i Arktis,” siger Thomas Winkler.
Derfor er den arktiske ambassadørs vurdering af trusselsniveauet i Arktis efter Ruslands angreb på Ukraine den 24. februar i år krystalklar.
”Jeg ser ikke en større risiko for væbnet konflikt i Arktis i dag end før 24. februar,” fastslår Thomas Winkler og fortsætter:
”Risikoen for en civil ulykke i Arktis er højere end risikoen for en militær konflikt i Arktis.”
Op at køre igen
Samtidig er det vigtigt, at vi ikke glemmer de øvrige arktiske udfordringer, påpeger ambassadøren.
”Alle de andre udfordringer i Arktis er der stadig. Lad os ikke forglemme det. Håndteringen af klimaforandringerne, skabelsen af økonomisk udvikling, adgangen til ressourcer og så videre. De er der stadig. Uanset hvad der sker andre steder i verden,” fastslår Thomas Winkler.
Efter Ruslands angreb på Ukraine trak Canada, Danmark, Finland, Island, Norge, Sverige og USA sig midlertidigt fra arbejdet i Arktisk Råd og efterlod Rusland alene tilbage. Men de ikke-militære udfordringer er der fortsat. Og derfor er der brug for at få samarbejdet tilbage på skinner, mener Thomas Winkler,
”Der er stadig brug for arktisk samarbejde. Og vi er nødt til at få det arktiske samarbejde op at køre igen,” siger Thomas Winkler, der er Danmarks øverste repræsentant i Arktisk Råds arbejde mellem rådets udenrigsministermøder hvert andet år.
De syv vestlige lande er i tæt dialog om det arktiske samarbejdes fremtid. Men det er ikke nemt.
”Vi ønsker en klar holdning overfor Rusland. Det er ikke på grund af Arktis. Men på grund af hvad Rusland gør i Ukraine. Vi ønsker, at Arktisk Råd fortsat skal være centrum for det arktiske samarbejde. Også i fremtiden. Det er en uhyre svær balancegang. Og der bliver tænkt enormt mange tanker og talt rigtigt meget mellem de syv nationer. Men jeg er ret sikker på, at vi både er nødt til og vil genstarte Arktisk Råd i en eller anden form i en forudseelig fremtid,” siger Thomas Winkler.
Ingen A7-gruppe
Flere eksperter er allerede begyndt at omtale de syv vestlige lande som ”A7-gruppen” og anser det som værende sandsynligt, at de syv etablerer deres eget formelle arktiske samarbejdsforum uden russisk deltagelse.
Men det er en helt forkert vurdering af situationen, mener Thomas Winkler.
”Der er ingen A7. Men der en gruppe af syv arktiske nationer, som diskuterer måder til at fortsætte samarbejdet i Arktis,” fastslår Thomas Winkler.
Og selvom Putin flirter med tanken om at styrke det arktiske samarbejde med ikke-arktiske nationer som Kina, så har Vesten brug for Rusland i Arktis, mener den danske Arktis-ambassadør.
”Rusland er fortsat en uundværlig del af det arktiske samarbejde. Du får et falsk billede, hvis du eksempelvis taler om permafrostens effekt i Arktis uden at inkludere Rusland,” påpeger Thomas Winkler.
Rusland er formand for Arktisk Råd frem til maj næste år. Herefter tager Norge over i to år. I 2025 sætter Danmark sig i formandsstolen.