Debat

Amnesty: Kinas forfølgelse af uighurerne er en af vor tids helt store overgreb på menneskerettighederne

Op mod én million uighurer i Kina tilbageholdes vilkårligt, udsættes for tortur og politisk indoktrinering. Forfølgelsen er en af vor tids største krænkelser af menneskerettighederne, som Kina straks må standse. Uighurerne skal beskyttes mod chikane, og FN skal have adgang til Xinjiang-provinsen, skriver Stinne Bech.

De kinesiske myndigheder må straks indstille forfølgelsen af det muslimske mindretral uighurerne i Xinjiang-provinsen. Samtidig må de give FN adgang til de såkaldte genopdragelseslejre, skriver Stinne Bech. 
De kinesiske myndigheder må straks indstille forfølgelsen af det muslimske mindretral uighurerne i Xinjiang-provinsen. Samtidig må de give FN adgang til de såkaldte genopdragelseslejre, skriver Stinne Bech.  Foto: Leah Millis/Reuters/Ritzau Scanpix
Stinne Lyager Bech
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Siden 2017 har Kina intensiveret sine krænkelser over for Xinjiang-regionens befolkning, som hovedsageligt består af den muslimske minoritet, uighurere. I dag anslås det, at omkring en million – måske flere – mennesker er blevet vilkårligt tilbageholdt i, hvad der kan betegnes som genopdragelseslejre i Xinjiang-provinsen.

Med henvisning til ”terrorforebyggelse” risikerer indbyggerne i Xinjiang at blive interneret, alene fordi de viser deres religiøse eller kulturelle tilhørsforhold. Hvis de for eksempel har stort skæg, bærer slør eller tørklæde, beder bønner, faster eller afslår alkohol.

Det er ligeledes farligt at være i besiddelse af bøger eller artikler om islam eller om uighurernes kultur. Blandt de indsatte er også religiøse overhoveder, aktivister og intellektuelle, der udelukkende tilbageholdes for at have brugt deres religions- og ytringsfrihed.

Amnesty har talt med tidligere indsatte i lejrene, samt familiemedlemmer til de fængslede, og disse beretter om brug af adskillige former for tortur samt politisk indoktrinering og tvungen kulturel assimilation.

Amnesty har talt med tidligere indsatte i lejrene, samt familiemedlemmer til de fængslede, og disse beretter om brug af adskillige former for tortur samt politisk indoktrinering og tvungen kulturel assimilation.  

Stinne Bech, policychef, Amnesty International

FN og organisationer formenes adgang
Det er uhyre vanskeligt at efterforske meldingerne om krænkelser af menneskerettighederne i Xinjiang-regionen. Selvom FN’s højkommissær for menneskerettigheder har bedt den kinesiske regering om adgang til Xinjiang for at kunne foretage en uafhængig vurdering af forholdene og af meldingerne om vilkårlige tilbageholdelser, er dette fortsat ikke blevet tilladt.

Menneskerettighedsorganisationer som Amnesty er forment adgang. Diplomater og FN kan typisk kun besøge regionen under nøje kontrol og i følgeskab med de lokale myndigheder.

I november sidste år afslørede New York Times lækkede dokumenter fra uidentificerede kinesiske embedsmænd, der beskriver tilbageholdelserne i Xinjiang og de faciliteter, hvor overvejende muslimske mindretal udsættes for hjernevask og anden mishandling.

Beskrivelserne stemmer overens med de vidnesbyrd, som vi i Amnesty har modtaget fra tidligere indsatte og pårørende, der lever i eksil. Og de modbeviser med al tydelighed den officielle kinesiske udmelding om, at lejrene blot er en form for ”uddannelsescentre”.

Uighurer i eksil oplever pres og trusler
I Amnesty har vi også dokumenteret, hvordan uighurere, der er flygtet til udlandet, fortsat oplever pres og trusler fra kinesisk side. Det sker via Kinas ambassader i udlandet, via beskedtjenester og truende telefonopkald. Målet er at få uighurere i eksil og andre til at vende tilbage til Kina.

Amnesty har for nylig interviewet uighurforældre, der lever i eksil. Disse fortæller, hvordan de har mistet kontakten til de børn, som de har måttet efterlade hos familiemedlemmer i Kina, ofte fordi børnene ikke har kunnet få udstedt rejsedokumenter.

Hvis familiemedlemmerne bliver sendt i genopdragelseslejre, risikerer børnene at blive placeret på børnehjem uden kontakt til deres forældre.

En af vor tids helt store overgreb på menneskerettighederne
Et eksempel er Omer og Meryem Faruhs historie. Ægteparret bor i dag i Istanbul, hvor de ejer en boghandel. I 2016 var Omer i Saudi-Arabien, da Meryem ringede til ham en nat og fortalte ham, at det lokale politi havde beordret dem til at aflevere deres pas. Omer blev bekymret og købte med det samme flybilletter til hende og deres to ældste døtre, som allerede havde et pas.

De to yngste døtre på fem og seks år havde ikke fået deres rejsedokumenter endnu, og Meryem og Omer besluttede derfor, at de ikke havde andet valg end at efterlade deres to yngste børn hos Meryems forældre i Xinjiang i håbet om, at de kunne blive genforenet senere.

I oktober 2017 hørte ægteparret fra en ven, at Meryens forældre var blevet anbragt i en genopdragelseslejr, og siden har de ikke kunnet få kontakt med dem eller deres børn. Ligesom mange andre uighurforældre mener Omer og Meryem, at deres børn er blevet anbragt på børnehjem eller på en kostskole.

”Jeg er en af de tusindvis af uighurer, hvis familie er blevet revet fra hinanden. Vi har ikke hørt vores døtres stemmer i 1.594 dage”, har Omer sagt til Amnesty.

Forfølgelsen og overgrebene på uighurerne er en af vor tids helt store overgreb på menneskerettighederne. I Amnesty kræver vi, at de kinesiske myndigheder straks indstiller forfølgelsen af den muslimske minoritet i Xinjiang-provinsen.

De indsatte i lejrene bør løslades, medmindre der er reelle beviser for, at de har begået forbrydelser efter internationale standarder. Og FN skal have adgang til lejrene, så de kan foretage en uafhængig analyse af forholdene. Derudover opfordrer vi regeringer over hele verden til at sikre, at uighurere i eksil beskyttes mod chikane fra kinesisk side og ikke tvangsudsendes til Kina.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion