Analyse: Kommuner tager fat på svære økonomiforhandlinger

Efter måneder med politisk skyttegravskrig om den kommunale udligningsordning skal KL nu finde fælles fodslag i sit lokale bagland.

Tirsdag starter de årlige økonomiforhandlinger med og mod regeringen i skikkelse af finansminister Kristian Jensen (V), økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) og innovationsminister Sophie Løhde (V).

Fra kommunernes side er det den velkendte duo Martin Damm (V) og Jacob Bundsgaard (S), der står for den politiske armlægning. Dog med ombyttede roller efter kommunalvalget, så førstemanden nu er socialdemokrat og næstformanden fra Venstre.

De overordnede samfundsøkonomiske rammer synes på forhånd at være de mest gunstige i mange år. Krisetiderne er forbi, og ifølge Finansministeriets egne økonomiske prognoser har opsvinget for alvor bidt sig fast.

Men for KL’s vedkommende er særligt to punkter med til at besværliggøre de forestående forhandlinger.

KL på usikker udligningsgrund
For det første endte de politiske forhandlinger om den kommunale udligningsordning med det værst tænkelige resultat for KL: et sammenbrud og dermed ingen landspolitisk løsning på systemets erkendte svagheder.

KL holder sig traditionelt uden for krigen om fordelingen af de kommunale milliarder, fordi det i den grad splitter foreningens 98 medlemskommuner.

Men en ny opgørelse af en central statistik bag udligningsordningen vil fra 1. januar få mærkbare konsekvenser for økonomien i et stort antal kommuner.

Det er med andre ord ikke en mulighed blot at fortsætte status quo.

Og når det ikke lykkedes Folketingets partier at blive enige om en justering af udligningsordningen, lander aben nu delvist på bordet ved økonomiforhandlingerne.

Regeringen vil gerne finde en måde at skærme nogle af de kommuner, som står til at blive hårdest ramt. 

I den forbindelse vil en knast hurtigt blive, hvem der skal betale. Er det kommunerne selv, eller vil der komme en håndsrækning fra staten?

Budgetskred koster troværdighed
Et andet punkt, som svækker KL’s udgangspunkt forud for økonomiforhandlingerne, er den kendsgerning, at kommunerne sidste år overskred deres samlede økonomiske ramme.

Det er første gang siden 2010, at man ikke har kunnet holde den lokale økonomi inden for de aftalte rammer.

Det er bemærkelsesværdigt. Også selv om der er tale om et mindre beløb i et år med kommunalvalg, og at det er på de notorisk svært styrbare anlægsinvesteringer, at udgiftsskredet er sket.

Regeringen var da også hurtigt ude med sabelraslen og trusler om, at der må sættes ind over for den ”lemfældige omgang” med pengene. Ikke mindst for at undgå mangel på arbejdskraft og en overophedning af økonomien.

Der kan hæftes mange diskussioner på, hvor overhængende risikoen for overophedning er. Og hvor stor en realøkonomisk udfordring kommunernes problemer med at overholde anlægsrammen reelt stiller Finansministeriet overfor.

Ikke desto mindre presser det kommunale budgetskred KL på en helt afgørende præmis, nemlig økonomiaftalernes troværdighed.

Udligningsskævert skal håndteres
KL er med andre ord både udfordret på sammenholdet internt mellem kommunerne på grund af udligningsspørgsmålet. Og eksternt over for de statslige modparter for ikke at kunne få sine medlemmer til at overholde det aftalte.

Omvendt står regeringen selv med udfordringer.

For det første bærer regeringen en del af ansvaret for udligningsforhandlingernes forlis.

Dermed påhviler der også regeringen et ansvar for at finde en mindelig løsning, så de christiansborgpolitiske skærmydsler ikke ender med at ramme enkelte kommuner ’tilfældigt’ hårdt.

Her kan det såkaldte finansieringstilskud på aktuelt 3,5 milliarder kroner komme til at spille en central rolle. Og frem for at bruge krudt på, om kommunerne overhovedet skal have tilskuddet næste år, vil spørgsmålet til forhandling formentlig hurtigt blive, hvordan det skal fordeles.

KL kan  håbe på en bred lokal accept af, at de floppede udligningsforhandlinger ikke bør give alt for store forskydninger i enkeltkommuners økonomi fra et år til det næste. Også selv om det sker på bekostning af andre kommuners gevinster.

Jensens foghske vending
For det andet må regeringen også forventes at tage bestik af, at et folketingsvalg er under opsejling.

Så sent som mandag denne uge – dagen før økonomiforhandlingernes start – kunne man i Politiken læse finansminister Kristian Jensen glæde sig over, at de offentlige udgifter i Danmark er historisk høje.

Ikke mindst fordi væksten i de offentlige udgifter de seneste mange år særligt har fundet sted under Venstre-ledede regeringer.

Det står i kontrast til den Kristian Jensen, der som nytiltrådt finansminister i december 2016 lagde afstand til Anders Foghs (V) statsministerperiode for ikke at styre ”den offentlige sektors vækst godt nok”.

Det kunne ligne et kursskifte fra en statsministerkandidat in spe, hvilket ligger i tråd med den omfavnelse af velfærdsstaten, Anders Fogh Rasmussen selv stod fadder til frem mod valget i 2001.

Set i forhold til økonomiforhandlingerne kan det gøre regeringen varsom med at fare ud med hårde krav til servicerammen, som en sulten opposition vil kunne italesætte som et angreb mod velfærden.

Til gengæld vil ønsket om at signalere et fast greb om de offentlige udgifter kunne give sig udslag i hårde sværdslag på anlægssiden.

Ro på bagsmækken
Det er naturligvis de overordnede økonomiske rammer, som kommer til at fylde mest. Ikke mindst hvis der kommer ændringer, som får fordelingsmæssig betydning på tværs af kommunerne.

På sektorområderne kan en politisk aftale om en omlægning af erhvervsfremmesystemet lande midt i det hele og rejse spørgsmålet om, hvordan den kommunale økonomi skal reguleres.

Her til kommer, at der endnu en gang rettet opmærksomhed mod det specialiserede socialområde, hvor der igen lyder meldinger om problemer med at overholde budgetterne på området.

Der bliver med andre ord masser at forhandle om. Og det bliver ikke let.

Men i sidste ende er der al mulig grund til at forvente, at Jacob Bundsgaard og Martin Damm om en måneds tid kommer ud af Finansministeriets glasdør med en aftale, som sikrer regeringen nogenlunde ro på bagsmækken.