Anmeldelse af 'Viften': Det mest absurde er, hvor usynlig historien om dansk slavehandel har været

"De har skabt et Paradis på jord", siger den danske konge til generalguvernøren over Dansk Vestindien, Peter von Scholten. Året er 1848 og "Danmark er en stolt slavenation", som fortællerstemme proklamerer.

Dannebrog vajer over Sankt Croix, men det er ikke kun det danske flag, der er hejst op.

"Goddag min lille ven" vinker kongen til en brun dreng, der ligger på maven på en plade hejst op over et middagsbord. Med strudsefjer vifter drengen kølig luft ned mod de danske middagsgæster, der ikke har vænnet sig til heden. Han er som en menneskelig air condition.

Den absurde scene slår tonen an i manuskriptforfatter Anna Neyes og instruktør Frederikke Aspöcks film ’Viften’, som har taget navn efter den praksis, en tingsliggørelse af mennesker, der sætter filmens univers på spidsen.

En praksis som blev brugt i de amerikanske sydstater, men som de ikke har belæg for også blev brugt blandt danske slaveejere, fortæller Anna Neye i et interview til Information.

Desværre kan andre inhumane påfund, som de danske kolonister benyttede, ikke afskrives andre nationers onde værk. Selvom vi kan bryste os af at være de første i verden til at ophæve slaveriet, og at vi skam sårbehandlede de slavegjorte, så var det de samme mennesker, som profiterede på slaveriet og pådrog dem sårene til at starte med.

Når den kunstneriske frihed er størst er det samtidig det, der gør filmen mest interessant, nemlig med fokus på alle dem, der ikke har en stemme i historiebøgerne, særligt sorte kvinder.

Når den kunstneriske frihed er størst er det samtidig det, der gør filmen mest interessant, nemlig med fokus på alle dem, der ikke har en stemme i historiebøgerne, særligt sorte kvinder.

Lise Præstgaard

’Viften’ gør de usynlige synlige, og den historiske hovedrolle Peter von Scholten bliver en birolle i forhold til hans sorte samlever Anna Heegaard, spillet af Anna Neye. Heegaard var såkaldt frikulørt, hun var født fri og havde selv slaver i hendes herskabelige hjem. En interessant historisk karakter som er sparsomt beskrevet, hendes slaver endnu mindre.

I filmen Peter von Scholten fra 1987 er Anna Heegaard mild og god, men i ’Viften’ er hun et menneske på godt og ondt, fuld af nuancer. Hun holder eksmpelvis slaver samtidig med, at hun opfordrer dem til at købe sig selv fri. Hun drikker te til lyden af piskeslag og lader som ingenting i én scene og tager sig af en gennempryglet slave i en anden.

Facetterne ses særligt i relationen til sin husbestyrer og veninde Petrine, som hun slår i gulvet, da Petrine anmoder om at købe sig selv og sønnen Frederik fri. Som en kædereaktion går Petrine ned i køkkenet og slår en kokkepige for ikke at tale dansk – vold avler vold, og heller ikke den er sort-hvid.

"Du kan endda få din egen slave", siger en frikulørt kvinde til Petrine, mens hun stolt viser sin slave Sorte Svend frem som en af fordelene ved at være fri. Kodeordet er overlevelse og at kunne tænke som de hvide, og det er Anna Heegaard mester i.

Det er svært at vide, om man skal grine eller græde i ’Viften’, der bruger humor i en ellers lidelsesfuld, dyster historie. Det er et godt greb, for som Mary Poppins synger: "A spoonfull of sugar helps the medicine go down", slaveriet bag den sukker Danmark blev rig på, og hvis spor stadig kan ses i palæer i Frederiksstaden, glider bedre ned, når den ikke stopfodres med violinmusik.

Ikke fordi pointerne bliver sukkersøde, men fordi man selv tydeligt kan tænke sig til dem. Humor er magtkritik, og den er effektfuldt rettet mod hvide som admiral Irminger, der viser sin racisme for fuld musik i en absurd scene, hvor han får Petrine og Anna til at stå mellem ham og en abefigur, som var han topmålet af sin egen udgave af evolutionen.

Det er absurd at se slavegjorte betale leje af sig selv, når de arbejder for andre end deres ejere, og at se dem blive prissat som en vare. Det er ikke humoren, men pænheden, der i mange scener er skruet for meget op for.

Det er absurd at se slavegjorte betale leje af sig selv, når de arbejder for andre end deres ejere, og at se dem blive prissat som en vare. Det er ikke humoren, men pænheden, der i mange scener er skruet for meget op for.

Lise Præstgaard

Pangfarver, kapiteloverskrifter, tableauer og centrerede indstillinger minder om, hvis Wes Andersons fotograf havde lavet en film om Dansk Vestindien. Pænheden i visse scener distancerer og understreger unødigt det absurde.

Det mest absurde ved ’Viften’ er, at handlingen i store træk er ny for mig. Jeg er født i 1990, og er blevet undervist i trekantshandlen, amerikanske slaveforhold og tegninger af, hvordan man på skibe kunne transportere flest afrikanere på mindst plads.

En tegning, som også dukker op som et af de mange afbildninger af vold, der pludseligt bryder lærredet som piskeslag. At Danmark var det første land til at frigive slaverne blev nærmest sagt i en bisætning og så blev historiefortællingen ellers overladt til Nissebanden i en julekalender fra De Vestindiske Øer.

’Viften’ giver et vigtigt indspark i en samtale, der først lige er begyndt, og en stemme til dem, hvis historie aldrig er blevet fortalt. Som fortælleren afslutter: "Frederik, Petrine og Anna, dem kommer historien ikke til at melde meget om. Danmark længe leve".