Anmeldelse: Livredder i Middelhavets flygtningegrav

Af Sine Plambech 
Filminstruktør og seniorforsker i global migration på Dansk Institut for Internationale Studier

Danske Salam er livredder på verdens mest dødelige migrationsrute − Middelhavet på vejen mod Europa. Det var det ikoniske fotografi af den lille druknede flygtningedreng, tre-årige Aylan Kurdi, med ansigtet i det våde europæiske sand, der fik Salam til at købe billet til Grækenland. Få dage efter var han i gang med at redde forkomne babyer og gamle kvinder op af havet.

Men en nat, hvor Salam leder efter en gruppe skibbrudne flygtninge på havet, bliver han mødt af den græske kystvagt. Salam beder dem om hjælp til at redde flygtningene, men de beder ham i stedet holde sin kæft og sigter ham for menneskesmugling. Nu risikerer han livstid i et græsk fængsel.

I stedet for at bebrejde krige, fattigdom og forfølgelse for dårligdommene er det redning, der er skurken.

Sine Plambech
Seniorforsker, DIIS

I filmen 'Sigtet for at redde liv' følger vi Salam, fra han bliver sigtet, til dommen falder, alt imens han fortsætter med at redde flygtninge. Mens aktivister protesterer mod statens anklager på hjemmelavede papskilte, ”At redde liv er ikke menneskehandel”, ”At redde liv er ikke smugling”, ”At redde liv er ikke kriminelt”, bygger filmen en intens stemning op, hvor man mærker Salams frustration og overvejelser: Var det det hele værd? Ville han have gjort det igen, hvis han vidste, at han risikerede sin egen frihed?

Filmens motor er elementært spændende, for hvad bliver dommen? Skal Salam sidde i fængsel resten af sit liv for at redde mennesker i Europa?

Er det ulovligt at redde liv i Europa?
De voldsomme fotos af de mennesker, Salam løfter, våde, blege, kolde og søsyge op af havet, er intime, og man får i øjeblikke følelsen af at være der – som betragter i bådene. En tragedie, hvor alle med god fysik, svømmetræning, uanset uddannelse, kunne være en af flygtningekrisens livreddere. Men det er filmens største styrke, at instruktør Jonas Bruun ikke dvæler ved tragedien eller heltemodet, men formår at hæve niveauet fra Salam til det voldsomt principielle spørgsmål: Er det ulovligt at redde menneskeliv?

Det er ikke altid let som filmskaber at fremstille et juridisk og moralfilosofisk dilemma så klart, som det gøres her. Som Salams advokat påpeger, forsøger Grækenland i sin iver efter at få færre migranter og flygtninge til at krydse havet at rykke menneskesmuglingsbegrebet til også at omfatte nødhjælp.

På den måde er filmen et vigtigt indblik i en global tendens, hvor migrantredning i stigende grad forsøges kriminaliseret. I Danmark blev Lisbeth Zornig dømt for at køre flygtninge mod Sverige. En kvindelig kaptajn på en af redningsskibene i Middelhavet er sigtet. Spanske brandmænd, der har reddet migranter, blev sigtet. Aktivister, der deler vand ud på grænsen mellem Mexico og USA, er sigtet.

'Sigtet for at redde liv' er et vidnesbyrd om et paradoks i en global migrationstid – en politisk tro på, at én af løsningerne på den globale migrationskrise er at kriminalisere livredderne. På den måde undersøger filmen, gennem Salam, en politisk modstand mod noget helt fundamentalt menneskeligt  – at ville redde mennesker i nød.

Redning er blevet skurken
At fængsle migrantlivredderne bygger på den forestilling, at flygtninge og migranter vil fortsætte med at krydse have, ørkener og grænser, uanset hvor dødsensfarlige de er, fordi livredderne redder dem.

Læger uden Grænser kaldes landsforræddere, og på globalt plan beskyldes migrantlivreddere for at medvirke til, at flere migranter tør bevæge sig ud i en gummibåd over Middelhavet eller krydse grænsen mellem Mexico og USA, fordi, siger man, at migranterne og smuglerne ved, at der er en sandsynlighed for, at de bliver reddet undervejs. I stedet for at bebrejde krige, fattigdom og forfølgelse for dårligdommene er det redning, der er skurken.

Men mennesker krydser ikke havet for at blive reddet. De gør det på grund af arbejdsløshed, krig og fattigdom. Redningsaktioner på Middelhavet er en akut løsning på det egentlige problem: den mislykkede globale migrationspolitik. Det ved politikerne vel egentlig godt. Alligevel møder migrantlivreddere i stigende grad kritik. Salam er et eksempel på den globale tendens, hvor det at ’være humanitær’ ikke længere ses som en apolitisk og neutral handling, en god gerning i sig selv.

Der er ingen forskning, der viser, at flere redningsbåde skaber signifikant flere flygtninge over Middelhavet eller over grænser i det hele taget. Og selv i det tilfælde, at det skulle være muligt at måle en mindre stigning af irregulære grænsekrydsere, der skyldes muligheden for at blive reddet, står vi stadig med det grundlæggende moralfilosofiske spørgsmål: Er en potentiel minimal stigning grund nok til, at vi skal acceptere, at folk drukner i Middelhavet?

Det spørgsmål fanger Jonas Bruun, og derfor er filmen et stærkt politisk vidnesbyrd i en global migrationstid. For virkeligheden her i sommeren 2019, hvor redningsbådene i Middelhavet er kriminaliseret, er, at selvom langt færre krydser havet – så dør flere af dem, der krydser, fordi der ingen er til at redde dem.

Redder man sig selv eller sin næste?
Men hvorfor vil Salam redde ”sin næste”, mennesker, han ikke kender? Hvad betyder det, at Salam selv er barn af en flygtningefamilie – ”Det var i 1993, vi smuttede bare (fra hjemlandet red). Men Danmark tog så godt imod os.”

Redder Salam folk op af havet som symbolsk tak for den danske velkomst, han selv fik? Kommer Salams empati af, at han selv har mødt empati i en svær situation? Og handler Salams drivkraft ikke kun om at redde ”sin næste”, men også om at redde sig selv – fra meningsløshed?

Før Salam blev livredder på havet, var han i tvivl om meningen med det hele, men ”Det, jeg gør nu, er rigtigt … Det giver mening for mig … Jeg gør mine forældre stolte.” 

Midt i det principielle, det globale og de modige redningsscener viser Salam af og til en sårbar side. Og man har lyst til at lære ham endnu bedre at kende. Men som symbolsk figur på migrationskrisens udfordringer er Salam et indsigtsfuldt bekendtskab.

Det er en stærk klangbund, at Jonas Bruun formår at bruge Grækenland, de demokratiske værdiers fødeland, som en fin subtil og visuel undertone. Det er her, dommen falder over den europæiske medmenneskeligheds fremtid.

For som Salam siger: ”Hvis jeg taber sagen – taber vi alle.”