Boganmeldelse: Velskrevet, men flygtig kradsen i overfladen på den digitale verdens dårligdomme

Af Peter Svarre
Forfatter, foredragsholder og digital rådgiver

Bøger er et spejl af deres tid. I årtusindets teknologibegejstrede begyndelse kunne man læse bøger om, hvordan internettet ville gøre alting gratis, hvordan internettets masser besad en helt utrolig visdom, hvordan alle virksomheder burde lære af Google, og hvordan sociale medier gav grupper af mennesker helt nye superkræfter.

De sidste fem år er pendulet svunget den anden vej, og i dag forsøger bøger at belære os om, hvordan vi bør slukke for alle vores digitale devices, hvordan vi bliver demente af digital teknologi, hvordan kunstige intelligenser er fordumsfulde, hvordan e-mails og sociale medier har ødelagt vores arbejdspladser, og hvordan vi alle bliver overvåget af multinationale virksomheder.

Bogen er velskrevet og let at læse, og man nyder, at forfatteren kan øse af sin mangeårigt opsparede intellektuelle rigdom. Men ved endt læsning sidder man tilbage uden et egentligt svar på, hvad Michael Böss ville med det hele.

Peter Svarre

Panoptisk tour de force i den digitale suppedas
Michael Böss' nye bog 'Det digitale massemenneske' skriver sig ind i den anden bølge af bøger, som gør op med fordums naive teknologiutopister, og stiller spørgsmål ved kunstig intelligens, sociale medier og omsiggribende digitalisering i samfundet. På trods af dens hurtigt læste 277 sider, er det en vanvittigt ambitiøs bog, som ikke alene forsøger at diagnosticere alle den digitale verdens sygdomstegn, den trækker også historiske tråde tilbage i tiden for at forstå, hvordan vi endte i vor tids digitale suppedas.

Og det er på den ene side bogens styrke. Den er en sand tour de force af kilder, historier, henvisninger, allegorier og anekdoter, som kaster læseren rundt i et panoptisk udsyn på alle aspekter af den digitale og prædigitale tidsalder.

Men det er også bogens svaghed. For undervejs efterlades alt for mange tråde løst hængende uden at blive bundet sammen i en samlet historie. Bogen er et forsvar for menneskelig fordybelse og åndelighed, men den ender selv med at blive en lettere flygtig og hypertekstuelt springende kradsen i overfladen på den digitale verdens dårligdomme.

Lovligt fantasifuld algoritme-kritik
Bogen er velskrevet og let at læse, og man nyder, at forfatteren kan øse af sin mangeårigt opsparede intellektuelle rigdom. Men ved endt læsning sidder man tilbage uden et egentligt svar på, hvad Michael Böss ville med det hele.

Bogen er struktureret omkring tre hovedafsnit, som handler om kunstig intelligens, sociale medier og det digitaliserede samfund.

I det første afsnit om kunstig intelligens og forholdet mellem mennesker og maskiner kommer læseren rundt i både historien om kunstig intelligens og de sidste 500 års filosofihistorie om, hvad der gør mennesker til mennesker. Formålet er at opbygge et grundlæggende modsætningsforhold mellem det maskinelle og det menneskelige. Mennesket er med Oswald Spenglers ord faustiansk. Det er åndeligt, dybt, nuanceret og måske endda tragisk. Maskinen derimod er overfladisk, rationel og kalkulerende. Og faren består i, at disse to verdener aldrig må blandes. Som Böss skriver: "Når grænsen mellem menneske og maskine udslettes, risikerer alting i tilværelsen at blive reduceret til ting, deriblandt én selv."

Den israelske populærhistoriker Yuval Noah Harari citeres også flittigt, fordi Harari i sin bog 'Homo Deus' beskriver, hvordan vi er på vej ind i en algoritmisk tidsalder, hvor mennesker i stigende grad kan forstås og dermed manipuleres af kunstige intelligenser. Harari argumenterer for, at selve idéen om den frie vilje og personlig dømmekraft i fremtiden vil opløses, fordi vi med maskinernes hjælp vil komme til at indse, at mennesket blot er en viljeløs algoritme. For Böss er dette det ultimative skræmmebillede, og det er et scenarie, som for alt i verden bør undgås.

Problemet er, at Hararis idéer om den algoritimske tidsalder er mildest talt fantasifulde. Det er sandt, at kunstige intelligenser bliver bedre til at regne mennesker ud (se bare på Facebook), men derfra til, at den frie vilje forsvinder, er et meget stort spring, som det kun er de færreste transhumanistiske fantaster, som hopper på. Hararis vilde fantasier om den dataistiske fremtid bruger Michael Böss som en stråmand til at advare om den skræmmende maskinelle fremtid, hvor menneskets sjæl bliver udraderet af maskiner.

Men sagen er jo, at mennesker har levet med teknologi i årtusinder, og vi er egentlig stadig ret menneskelige. For 150 år siden mente man også, at dampdrevne væve og industriel masseproduktion var dehumaniserende, og det var måske heller ikke de fedeste steder at arbejde, men det var trods alt ikke enden på det menneskelige sjæleliv. Tværtimod kunne man vel godt argumentere for, at det moderne menneske – sammenlignet med middelalderens bønder – på mange måder lever et mere åndrigt, dybt og menneskeligt liv.

Det ensomme massemenneskes sutteklud
I bogens andet afsnit kommer vi til sagens egentlig kerne – nemlig det digitale massemenneske. I 1950 udgav den amerikanske sociolog David Riesman bogen 'The Lonely Crowd', hvor han beskrev tre historiske mennesketyper: det traditionsstyrede middelaldermenneske, det indrestyrede renæssance-/oplysningsmenneske og så 1950'ernes ydrestyrede massemenneske. Den sidstnævnte personlighedstype er kendetegnet ved at være et kompasløst individ, som altid søger anerkendelse i gruppen og omgivelserne. Det er et individ, som på den ene side er hypersocialt, men på den anden side ensomt midt i masserne af andre ensomme mennesker.

Michael Böss mener, at det ensomme massemenneske er blevet til det digitale massemenneske, og at de sociale medier er blevet det ensomme massemenneskes sutteklud. Det er der, hvor vi søger hen for at opnå den narcissistiske anerkendelse, som altid vil forblive utilfredsstillet, fordi det teknologiske møde mellem mennesker – ifølge Böss – aldrig kan blive lige så autentisk som det virkelige møde.

Böss kommer også forbi 1980'ernes og 1990'ernes narcissismeforfattere – heriblandt Christopher Lasch, som han bruger til at karakterisere den moderne ungdom på sociale medier, som konstant spejler sig i hinanden og sig selv i de sociale mediers ekkokamre.

Det besynderlige ved dette andet afsnit i bogen er, at kulturelle strømninger i 1950'erne og 1980'erne bruges til at kritisere digitale og sociale medier. Hvis vi allerede var ensomme massemennesker i 1950'erne og narcissistiske selvspejlere i 1980'erne, hvordan kan de sociale medier så være grunden til alle vores trængsler med fake news, ekkokamre og shitstorms i den moderne verden? Böss har fat i nogle relevante nedslagspunkter i historien, men det virker, som om han får vendt argumentationen på hovedet. Måske er det ikke de sociale medier, der har gjort os til ensomme narcissister. Måske byggede vi sociale medier, fordi det er det perfekte udfoldelsesrum for ensomme narcissister. Vi er med andre ord ikke blevet ødelagt af sociale medier, vi har blot fået de medier, vi fortjener.

I bogens tredje og sidste afsnit kaster Böss sig over digitaliseringens betydning for vores samfund, og her kommer vi vidt omkring i emner som overvågningskapitalisme, teknologisk betinget arbejdsløshed, techno-utopister og digital polarisering. Der er mange interessante overvejelser og diskussioner, men i betragtning af Böss' ganske imponerende litteraturliste kan det undre, at det sidste årtis vigtigste bog om emnet er fuldstændig udeladt.

Overser monumentalt værk
I foråret udkom den amerikanske forfatter Shoshana Zuboff med bogen 'The Age of Surveillance Capitalism'. En bog, som af anmeldere rundtomkring i verden blev sammenlignet med 'Kapitalen' af Karl Marx eller 'Kapitalen i det 21. århundrede' af Thomas Piketty. Det er et kolossalt storværk, som over 700 sider udfolder, hvordan store teknologivirksomheder som Google og Facebook har udviklet sig til overvågningskapitalistiske virksomheder, der suger data ud af intetanende internetbrugere for at kunne bruge algoritmer til at lokke selvsamme internetbrugere ind i behavioristiske musefælder, hvor fælden klapper, hver gang vi klikker på en annonce.

Shoshana Zuboffs bog er en bog om magt, og om hvordan magt har fordrejet alle de positive sider af moderne teknologi. Det er en grundlæggende tekno-optimistisk bog, som argumenterer for, at en perverteret version af kapitalismen er på vej til at skabe et globalt teknologisk overvågningsmareridt.

I Michael Böss' bog er det de digitale teknologier, som er onde og menneskefjendske i udgangspunktet. Teknologiens og menneskets verdens skal forblive adskilte – ellers går det galt! I Shoshana Zuboffs optik er teknologi hverken ond eller god, den formes af det omgivende samfund og de herskende magtstrukturer.

Disse to perspektiver illustrerer samtidig en vigtig brudflade i samtidens nødvendige teknologidebat. For folk som Michael Böss, Manfred Spitzer og til dels Imran Rashid er politisk og økonomisk magt underordnet teknologiens iboende menneskefjendskhed. Deres løsning på problemet er derfor også at lukke, slukke og tilbagerulle den digitale verden. For forfattere som Shoshana Zuboff og denne anmelder handler den digitale verdens problemer stort set udelukkende om magt. Og løsningen er derfor ikke tilbagerulning af det digitale, men derimod politisk mobilisering og regulering for igen at bringe den digitale verden på ret køl.

Det ændrer dog ikke på, at Michael Böss' bog på alle måder er læseværdig. Man kan være enig eller uenig i bogens standpunkter, men undervejs bliver man både underholdt og beriget.