Kommentar af 
Anne Sofie Allarp

Anne Sofie Allarp: Virkeligheden er underordnet for Mette Frederiksen

KOMMENTAR: Er vores statsminister uoplyst eller manipulerer hun bevidst, når hun henvender sig til vælgerne?

For Mette Frederiksen er det formen og forestillingen, der gælder, og så er fakta og loyal repræsentation over for virkeligheden mindre vigtig, skriver Anne Sofie Allarp.
For Mette Frederiksen er det formen og forestillingen, der gælder, og så er fakta og loyal repræsentation over for virkeligheden mindre vigtig, skriver Anne Sofie Allarp. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er få taler på dansk, der afholdes i et tempo så publikum kan nå på toilettet mellem punktum og ny sætning. Nytårstalen tåler en pris for et nær finsk tempo. 

Men sådan er statsministeren. Mette Frederiksen sætter ikke farten op for at please de vågne, hun sætter farten, lix-tallet, og sætningernes længde ned for at få alle med. Det er også prisværdigt. 

Og hvor nytårstalen 19/20 var en bordbombe af de helt store med varslet om at fjerne flere børn fra deres afmægtige, fordrukne og uduelige forældre, så var dette års nytårstale som sådan indholdsløs. 

Ikke noget nyt. Ikke noget, vi ikke har hørt før. Det var heller ikke en prangende tale fra den ellers veltalende statsminister. 

Fakta
Anne Sofie Allarp (født 1972) er jurist og forfatter og har i en årrække arbejdet som journalist, blandt andet som vært og international redaktør på Radio24syv. Hun er i dag tilknyttet flere medier som vært, kommentator og skribent. 

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til debat@altinget.dk.

Det var nærmere en lidt afdæmpet ugentlig corona-update tilsat et enkelt batman-citat: ”Når vi bliver utålmodige – og det bliver vi – så håber jeg, vi husker. At mørket er tættest, lige før solen bryder frem.”

Det klædte statsministeren at smide et citat fra filmen The Dark Knight på banen, også selvom det kom fra Harvey Dent/Two-face, en tragisk helt, der ender med at blive en af de mest ynkelige antihelte i Batman-universet.

Det er formen og forestillingen, der gælder, og så er fakta og loyal repræsentation af virkeligheden mindre vigtig.

Anne Sofie Allarp

Statsministerens modstandere ville kunne få meget ud af den symbolik. Men de burde også vide, at hele tanken om, at det er ekstra mørkt lige før daggry, ikke alene er fremsat i nævnte film. Det er en udbredt faktuel misforståelse med flere hundrede år på bagen (månen er afgørende for, hvornår natten er mørkest,) som er blevet til en metafor for håbet.

Og som sådan er billedet typisk for statsministerens nytårstale. Og hendes stil i det hele taget. Det er formen og forestillingen, der gælder, og så er fakta og loyal repræsentation af virkeligheden mindre vigtig.

Faktisk er et loyalt billede af virkeligheden så underordnet for statsministeren, at man kan blive i tvivl om ordene bare falder, som de gør, fordi statsministeren ikke er bedre oplyst, eller om hun med overlæg manipulerer og historie-reviderer, når hun henvender sig til vælgerne. 

Og her ligger kimen til meget af det ubehag, som dele af vælgerne føler, og som gør kommentarsporene rødglødende på de sociale medier

For eksempel er det decideret manipulerende, når statsministeren, der i det forgangne år som bekendt har styret landet i al væsentlighed uden om Folketinget, og som ved en selverkendt ’fejl’ kom til at begå en pelset ulovlighed til en værdi af et betragteligt milliardbeløb, for hvilken 'fejl' hun kunne blive stillet for en rigsret, i nytårstalen fremdrager den danske teolog og kirkehistoriker Hal Koch således: 

”Men som Hal Koch så rigtigt sagde det allerede i 1945. Demokrati er meget mere end en styreform. Det er en livsform. Det er ikke afstemningerne, der er demokratiets egentlige styrke. Det er samtalen. Og viljen til at finde fælles løsninger.”

Hal Koch ville ganske sikkert have følt sig misforstået grundlæggende, hvis han vidste, at hans tanker om den demokratiske samtale blev brugt til at legitimere det forgangne år i dansk politik.

Og oppositionen, der har ikke har bestilt andet end at jamre sig over at være totalt ekskluderet fra noget, der bare mindede om en substantiel og relevant samtale med regeringen, ja de ryster nok på hovedet i afmagt. 

Mange gjorde det samme, da de hørte statsministeren sige: ”I en tid, hvor det ellers er nemt at splitte. Har vi meget overbevisende valgt sammenholdet,” for senere, rituelt og ganske løsrevet fra talens øvrige indhold, at sende eder og forbandelser efter landets indvandrere.

Det ville have været afsindig god stil i stedet at sige tak til de etniske minoriteter, der har arbejdet i første linje i sundheds- og plejesektoren, transport, handel og service i 2020. Men det ville nok kræve en helt anden statsminister. 

Den siddende statsminister gentog i stedet i sin nytårstale dét, der er blevet hendes bærende budskab gennem det forgangne år: at det er den danske politik og måske endda danskheden, der har æren for, at Danmark er kommet mere uskadt gennem denne pandemi, end så mange andre.

Hun citerede mere specifikt Martin Andersen Nexø for at beskrive den spanske syge i 1918-20 således: ”Ligvogne kørte i Galop gennem Gaderne for at overkomme de mange Dødsfald.” Hvortil hun fulgte op: ”Det viser tydeligt forskellen på dengang og i dag. Dengang manglede det Danmark, som vi har nu. Det velfærdssamfund, som generationer før os har bygget. At vi har klaret den indtil nu, er ikke tilfældigt. Det skyldes de valg, vi traf sammen.”

Der er åbenlyse grunde til at ville give sig selv æren for alt, der er gået godt det forgangne år, for meget er gået rigtigt godt. Men det er ganske urimeligt overfor historien at sige, at det eneste, der adskiller SARS-CoV-2 og den spanske syge er den danske velfærdsstat.

Den spanske syge (en H1N1-influenza af typen A) slog et sted mellem 20 og 50 millioner mennesker ihjel blandt en verdensbefolkning, som dengang var knap to milliarder. Og hvor almindelig influenza er mest dødelig for de ældste og yngste, så var de unge voksne ekstra svage overfor den spanske syge. Covid-19 er til sammenligning relativt skånsom overfor de små og yngre.  

Danskernes adfærd og regeringens politik er et væsentligt bidrag til, at vi har haft et godt forløb indtil nu. Man kan sige meget godt om både statsministerens egen vilje til at redde så mange liv som muligt og også om befolkningens evne til at følge anbefalingerne. 

Men der er også andre faktorer. Vi har ikke nogen millionbyer. Hele Danmarks befolkning er væsentligt mindre end Madrid eller Londons. Vores største byer er mindre provinsbyer i en europæisk kontekst. 

Vi har en relativt jævn fordeling af unge og gamle i modsætning til andre dele af Europa, der har voldsomt mange gamle og få børn og unge. Vi bliver ikke specielt gamle i det hele taget. 

Vores ældre er i forhold til mange andre europæere velstående, og mange bor i eget hjem, hvor det er nemt at isolere sig. Vores plejesektor og et fleksibelt arbejdsmarked gør, at vi ikke har samme inter-generationelle afhængighed. De unge er ikke afhængige af at de ældre henter og bringer og passer deres børn. Og de ældre er ikke afhængige i samme grad af deres voksne børn til pleje. Vi kommer i det hele taget ikke hinanden så meget ved.

Vi har ikke så stor en etnisk minoritetsbefolkning, som mange andre lande i Nordeuropa og Nordamerika, og vi ved, at minoriteterne er langt mere sårbare overfor virus af forskellige årsager. Altså markant overdødelighed.

Vores sundhedsvæsen er godt, med dygtigt personale, og vi har lige og nem adgang til det. Og så har vi en af Europas slankeste befolkninger. Og jeg er sikker på, at man kan tilføje mange flere faktorer, der tilføjer perspektiv og nuancer, og som ligeledes ville illustrere absurditeten i, at statsministeren også i nytårstalen sammenlignede denne tid med corrona-pandemien med Anden verdenskrig. 

Når statsministeren formulerer sig illoyalt overfor objektive fakta og målbare forhold, så må man spørge sig selv hvorfor. Ved hun ikke bedre? Eller er det en del af den strategi, der er tilrettelagt, og som har været succesfuld indtil videre? 

Og hvis det er det sidste, som må anses for værende mest sandsynligt, hvori består den strategi? Er det at udfordre normerne for, hvad der er moralsk antageligt eller god stil? Er det den danske version af den lykkeligvis afgående amerikanske præsidents ”I have the best words?”, som Weekendavisens chefredaktør luftede for nyligt i en leder?

Og hvilket formål tjener denne disruption af grænserne for det tilladelige, værdige og anstændige? Er det en forvirring af fjenden? En konsolidering af magten? En fastholden af mediernes blik på sig selv uanset hvad? Eller er det en intuitiv bedste, retoriske indsats, der bare falder under målene for, hvad andre i samme embede eller med tilsvarende ansvar kan tillade sig? 

Svaret er, at ingen endnu har et kvalificeret bud, men at vi må opfinde et sprog til at kunne tale om statsministerens helt særlige stil, indtil vi kommer op med et.  

-----

Anne Sofie Allarp (født 1972) er jurist og forfatter og har i en årrække arbejdet som journalist, blandt andet som vært og international redaktør på Radio24syv. Hun er i dag tilknyttet flere medier som vært, kommentator og skribent. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anne Sofie Allarp

Kronikredaktør, Berlingske, forfatter
cand.jur. (Københavns Uni. 1999)

Mette Frederiksen

Fungerende statsminister, MF, partiformand (S), kongelig undersøger
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)