Barselsdebatten blotlægger vores fundamentalt forkerte liv

Det er et mærkeligt debatmæssigt omvendtland, der udspiller sig i kølvandet på implementeringen af den EU-sanktionerede øremærkede barsel til fædre.

Såkaldt liberale debattører argumenterer pludselig imod, at der hæftes visse krav og kriterier – baseret på en politisk stillingtagen til, hvad der tjener samfundet bedst – til udbetalingen af en velfærdsydelse.

Ellers ligestillingsglade stemmer argumenterer indigneret imod, at fædre tildeles særskilte rettigheder "på bekostning af moderen", som om de nuværende vilkår, hvor mange kvinder har mulighed for at tage et helt års barsel, var naturgivne.

Fra alle sider lyder patosladede påkaldelser af "hensynet til barnet," idet mange tilsyneladende slet ikke kan forestille sig en verden, hvor det er blevet normen, at fædre tager tre måneders barsel, og derfor som en selvfølge forventer, at barnet i sidste ende vil få mindre tid hjemme med forældrene.

Igen er det, som om man anser den nuværende lovgivning for en slags urtilstand. Men det er den jo ikke.

Der er noget helt fundamentalt galt med vores prioriteringer

Johanne Dalgaard
Kommentarskribent

Da jeg blev født i 1987, var barselsperioden på 24 uger, hvoraf de ti kunne fordeles mellem forældrene. Helt ærligt føler jeg ikke, at jeg har taget skade. Og det er kun 20 år siden, at Anders Fogh Rasmussen i dét, der siden har vist sig at være en reaktionær genistreg, besluttede at fordoble længden på barselsorloven uden i samme ombæring at koble noget af den ekstra tid til faderbarsel. I dag oplever en hel generation af kvinder det dermed som et "tab", at fædrene nu tildeles en luns af de ekstra uger.

Personligt går jeg helhjertet ind for, at alle skal have mulighed for at tilbringe mere tid med deres børn – og i det hele taget med dem, som de elsker mest her i verden.

Det, synes jeg, er en meget, meget smuk, overordnet vision for, hvilken retning vi som samfund bør bevæge os i: Mere tid til kærlighed. Flere timer til at kramme, kysse og nusse hinanden i håret. Flere dage til gå lange ture og holde i hånd. Flere nætter til at sidde oppe og snakke, til man segner.

Jeg synes bare, at barselspolitikken er en alt for snæver ramme for den debat.

Det grundlæggende problem er jo ikke antallet af uger, man som lønmodtagende mor eller far kan få lov at holde barselsorlov. Det grundlæggende problem er, at arbejdet i det hele taget fylder for meget i den gennemsnitlige borgers liv i forhold til alt det, der burde fylde mest.

Det afspejler sig eksempelvis i den måde, det for mange mennesker er blevet identitetsskabende at "have travlt". Det er selvfølgelig forbeholdt visse brancher – der er på en eller anden måde ikke nær så meget prestige i at være en fortravlet, overarbejdende sygeplejerske eller sosu-medarbejder, som der er i at være konsulent af ubestemmeligt tilsnit med en (påstået) 80 timers arbejdsuge. Både kulturelt og økonomisk værdisættes arbejde i vores samfund nærmest omvendt proportionalt med, hvor indlysende en samfundskritisk funktion det har.

Og det afspejler sig i statistikkerne over vores mentale helbred. I 2010 angav cirka 12 procent af danskerne over 15 år, at de var meget nervøse eller stressede. 430.000 danskere har symptomer på alvorlig stress hver dag. 

Selv i mit eget forholdsvis komfortable og privilegerede arbejdsliv som kontoransat akademiker er det meget almindeligt, at kollegaer i alle aldre bliver sygemeldt med stress. Jeg har været godt seks år på arbejdsmarkedet og har i den periode allerede set seks til syv kollegaer falde fra på den måde. Nogle vendte tilbage efter at have været nede at vende, nogle faldt helt ud af arbejdsmarkedet – og nogle blev fyret i en efterfølgende fyringsrunde.  

Alt dette peger i mine øjne på, at der er noget helt fundamentalt galt med vores prioriteringer. Vi kan selvfølgelig altid diskutere, om ikke det vil være godt for familierne at udvide barselsperioden.

Men jeg synes, at der er en større og mere overordnet diskussion, som bliver forsømt – nemlig den om, hvordan vi alle sammen kan leve mere frit.