Benny Damsgaard: Anker Jørgensens spøgelse afslører blå bloks desperation

KOMMENTAR: Borgerlige politikere har stået i kø for at fremmane Ankers Jørgensens politiske spøgelse, når de har kritiseret regeringens finanslovsforslag. Den manglende opfindsomhed illustrerer, hvor svært oppositionen reelt har ved at få fat i regeringen – og vælgerne for den sags skyld.

Placeholder image
Det er præcis 38 år siden, Anker Jørgensen stoppede som statsminister. Alligevel er det ham, blå blok tyr til, når de skal kritisere regeringens finanslov, skriver Benny Damsgaard. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

10. september 2020 er det præcis 38 år siden, Anker Jørgensen stoppede som statsminister. 38 år betyder, at man i dag skal være omkring 50 år for at have været barn i halvfjerdserne og kunne relatere sig til kriserne og den politiske uro, der prægede årtiet.

Og man skal være minimum 57 år, før man har haft mulighed for at stemme ved valget i 1981, som var det sidste valg, hvor Anker var statsminister.

På trods af denne aldersmæssige skævhed, var det truslen om en tilbagevenden til Anker og halvfjerdsernes elendigheder, den borgerlige opposition havde valgt, da den skulle kommentere på regeringens finanslovsforslag.

Tweets, Facebook-opdateringer og læserindlæg, hvor Anker Jørgensens politiske spøgelse blev fremmanet, stod næsten i kø på #dkpol i de sidste dage af august – nedenstående tre eksempler er bare et udpluk af en lang række.

Fakta
Benny Damsgaard (født 1971) er selvstændig public affairs- og kommunikationsrådgiver og tidligere kommunikationschef i Det Konservative Folkeparti.

Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til debat@altinget.dk.

”Regeringen og røde støtter fører klassisk Anker-skattepolitik; De forbruger og spendere - hr og fru Danmark betaler! Regningen lyder for en gennemsnitlig familie indtil videre på en skattestigning på ca. 4.000 kroner om året! #dkpol”, Karsten Lauritzen på Twitter 31. august 2020. 

”Denne finanslov burde skræmme alle, der kan huske Anker Jørgensen, og hvor hårdt det var at få økonomien på fode igen. Tænk sig, at 56.000 mennesker har mistet jobbet under corona-krisen, og så foreslår S alligevel ikke en finanslov, som har fokus på jobskabelse. #dkpol”, Søren Pape Poulsen på Twitter 31. august 2020.

De yngre grupper forventer noget andet og mere. Og så længe den borgerlige opposition ikke har givet dem det bud, forbliver den med at være netop det – opposition.

Benny Damsgaard

”Anker Jørgensens tid som statsminister i 1970erne og til 1982 var katastrofal for dansk økonomi. Desværre tyder meget på, at Mette Frederiksen ønsker at gå Anker i bedene.”, Alex Vanopslagh i et indlæg i Berlingske 3. september.

Politikere er ofte meget historisk interesserede og næsten alle er ekstremt interesserede i politisk historie. Tidligere skænderier, forlig, svigt og interne magtkampe, som ingen almindelige vælgere i dag rigtigt interesserer sig for, huskes som var det i går, og drages frem når modsætninger skal tegnes op.

Personligt har jeg ikke tal på, hvor mange gange jeg som ung KU’er fik smidt i hovedet, at Christmas Møller tilbage i 1929 (!) havde væltet Madsen-Mygdals Venstre-regering og dermed banet vejen for Staunings mange år ved magten. Og i dagens forhold mellem Venstre og Det Konservative Folkeparti spøger Engells finanslovsforlig i 1995 med Nyrup og Lykketoft stadig.

Der er ingen tvivl om, at de borgerlige politikere, som brugte Anker Jørgensens statsministertid som skræmmebillede i forbindelse med finanslovsforslaget, har ment, at den historiske reference var et godt argument.

Blandt især midaldrende borgerlige politikere står perioden under Anker Jørgensen i 1970’erne som et lavpunkt i moderne dansk politik, hvor landet stod på afgrunden af den økonomiske ruin, og hvor kun indsatsen fra de borgerlige Schlüter-regeringer i 1980’erne reddede landet.

Problemet er bare, at der ikke er særlig meget, der tyder på, at en reference til et knap 40-årigt gammelt skræmmebillede i dag har den store vælgermæssig effekt. For eksempel viser en undersøgelse af de længerevarende vælgereffekter af den ganske hårdtslående Pinsepakke fra 1998, at vælgernes hukommelse er kort.

I september 1998, tre måneder efter Pinsepakkens vedtagelse, gennemførte Gallup en undersøgelse for Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet. På trods af at Pinsepakken havde været diskuteret i en hed offentlig debat igennem flere uger, var der tre måneder efter over 40 procent af de vælgere, der havde en holdning, som ikke kunne angive et eneste element i pakken. Man var altså for eller imod pakken, men man kunne huske hvad det konkret var, som man var for eller imod.

Nu kan man som bekendt godt have en holdning til spørgsmål, man ikke ved noget om. Går man på Facebook er det snarere reglen end undtagelsen. Alligevel konkluderede undersøgelsen, at det med disse tal in mente er temmelig usandsynligt, at meget store vælgergrupper, ved de efterfølgende valg har ladet deres stemmeafgivning afgøre af spørgsmålet om Pinsepakken.

I stedet peger valgforskningen i retning af, at vælgere stemmer på det, de håber kommer. De politikere og partier som kan overbevise vælgerne om, at en stemme på dem giver en bedre dag i morgen end i dag, klarer sig - alt andet lige – bedre end ellers. Eller som kampagnesangen fra Bill Clintons succesfulde præsidentkampagne i 1992 formulerede det ”Don’t stop thinking about tomorrow”!  

Det er langt fra første gang, at borgerlige politikere har brugt Anker Jørgensens statsministertid mod Socialdemokratiet. Det var en integreret og central del af den borgerlige argumentation igennem 80’erne, hvor for eksempel Det Konservative Folkeparti i mange år brugte udtrykket ”efter genopretningen” som konsekvent talestreng.

At man, her knap 40 år efter, stadig bruger Anker som argument viser derimod, hvor svært den borgerlige opposition har ved rigtig at få fat i regeringen. Man har forsøgt med løftebrud og magtfuldkommenhed i forbindelse med håndteringen af coronakrisen, men indtil videre er der ikke rigtigt noget, der har bidt.

Hvad der dog er mere bekymrende for den borgerlige opposition, så viser den konsekvente fremmaning af Anker Jørgensens politiske spøgelse, hvor langt man stadig er fra at have formuleret et fremadrettet borgerligt bud på, hvad man vil med Danmark.

Det kan være, at truslen om en tilbagevenden til de kaotiske 70’ere til en vis grad virker på den ældre del af vælgerne, som kan huske tiden den gang. Den vælgergruppe stemmer dog allerede i dag overvejende grad borgerligt, så her er der ikke særlig meget mere at hente.

De yngre grupper forventer noget andet og mere. Og så længe den borgerlige opposition ikke har givet dem det bud, forbliver den med at være netop det – opposition.

-----

Benny Damsgaard (født 1971) er selvstændig public affairs- og kommunikationsrådgiver og tidligere kommunikationschef i Det Konservative Folkeparti. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Omtalte personer

Benny Damsgaard

Selvstændig public affairs- og kommunikationsrådgiver, ekstern lektor, Københavns Uni., tidl. kommunikationschef, Konservative
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2005)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser