Benny Damsgaard: Derfor hader politikere mandatprognoser

Den tidligere konservative justitsminister Erik Ninn-Hansen er citeret for at have sagt, at man først er rigtig politiker, når man kan gå over Rådhuspladsen og se sig selv hængt ud på Ekstra Bladets spiseseddel – uden at det får ens puls til at stige!

Det samme kan siges om de politikere, som står til at miste deres mandat i en af de stadig flere mandatprognoser, som vi vil se frem mod valget. Der skal ualmindeligt meget hår på brystet til, for at man kan bevare roen og troen på projektet, hvis man konstant bliver udskreget som det syge dyr i flokken, der står med det ene ben i graven.

Det er dog ikke kun knuden i maven og usikkerheden, som får politikere og rådgivere til at hade mandatprognoserne. Man hader dem først og fremmest, fordi de gør langt større skade på enkelte kandidater og partiet som helhed end de traditionelle nationale meningsmålinger.

Teknisk set er mandatprognoser bare modelberegninger over, hvem der bliver valgt i de forskellige storkredse baseret på meningsmålinger. At data til modelberegningerne kommer fra meningsmålinger betyder, at der er en vis naturlig usikkerhed omkring resultatet, som der er ved alle former for meningsmålinger.

Usikkerheden er især problematisk for de mindre partier, hvor det kan være marginaler, som afgør, om et parti overhovedet bliver repræsenteret i en storkreds eller ikke. Desværre er det også en usikkerhed, som sjældent kommer særlig tydeligt igennem i mediernes dækning af prognoserne.

Ud over den generelle statistiske usikkerhed så er mandatprognoser, da de af natur er baseret på stive matematiske beregningsmodeller, også meget dårlige til at tage hensyn til ekstraordinære lokale forhold. En problemstilling, som jeg har betydelig personlig erfaring med fra min tid som kommunikationschef for Det Konservative Folkeparti.

Pludselig handler ens mediedækning ikke om, hvad man som politiker mener politisk, men at man nu risikerer ikke at blive valgt.

Benny Damsgaard

I forbindelse med 2015-valget var der flere prognoser, som pegede i retning af, at den konservative leder, Søren Pape Poulsen, ikke ville blive valgt i Vestjylland, hvor han var opstillet, fordi mandatet ville gå til en af de andre storkredse.

Prognoserne tog imidlertid ikke forbehold for, at Pape, alt andet lige, var ekstraordinær kendt i Vestjylland, at han ville få betydeligt mere landsdækkende omtale, end de kandidater, han var oppe imod i de andre storkredse, og at han havde partiets samlede økonomiske ressourcer bag sig til at føre lokal valgkamp for.

Derfor tilsagde al logik, at han ville få et relativt godt valg og derfor også ville få mandatet. På valgdagen blev resultatet da også, at Pape blev valgt og det endda med en fin margin.