Kommentar af 
Benny Damsgaard

Benny Damsgaard: Sandheden om partiernes pengeindsamling

KOMMENTAR: Konspirationsteorierne står i kø, når det handler om partiernes pengeindsamling før valgkampe, skriver Benny Damsgaard, der forklarer, hvordan det i virkeligheden foregår.

Erhvervsorganisationerne og de borgerlige partier er i disse uger ved at finde størrelsen på de pengebidrag, der skal finansiere partiernes valgkamp, skriver Benny Damsgaard (På billedet: Lars Løkke Rasmussen og DI's direktør Karsten Dybvad til DI's topmøde 2018). 
Erhvervsorganisationerne og de borgerlige partier er i disse uger ved at finde størrelsen på de pengebidrag, der skal finansiere partiernes valgkamp, skriver Benny Damsgaard (På billedet: Lars Løkke Rasmussen og DI's direktør Karsten Dybvad til DI's topmøde 2018). Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I disse uger foregår der et spil mellem især de store erhvervsorganisationer og de borgerlige partier. Et spil, som i sidste ende handler om størrelsen på de bidrag, der skal finansiere regeringspartiernes valgkamp.

Inden vi kommer dertil, er der dog behov for at forklare, hvordan partiernes pengeindsamling reelt foregår.

Et af de spørgsmål, som altid kan få øjnene til at lyse op på selv den mest livstrætte Christiansborg-journalist, er partiernes pengeindsamling. Konspirationsteorierne om, hvordan det foregår, og ikke mindst om bidragsydere får politisk indflydelse for deres penge, er mange og ofte ganske farverige. Som en, der har været på begge sider af det spørgsmål, må jeg desværre skuffe. Virkeligheden er ret kedelig og helt inden for lovgivningens rammer.

Overordnet set finansieres partiernes valgkampe af tre typer indtægter. Kontingenter fra medlemmerne, offentlige støttemidler og private donationer. Størrelsesforholdet mellem de tre typer indtægter varierer partierne imellem. Som hovedregel får ”nyere” partier primært deres valgkampsmidler fra medlemskontingenter og offentlige støttemidler, hvorimod de ”gamle” især får deres – ofte noget større – valgkampsmidler fra private donationer.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler. Du kan kommentere indlægget i bunden. Vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.
Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

Partiernes ”valgkampsøkonomier” er desuden delt i to niveauer. De centrale valgkampsbudgetter, som ved 2015-valget udgjorde cirka 130 millioner kroner, og de lokale valgkampsbudgetter, som hver enkelt kandidat selv står for, og hvor der, så vidt jeg ved, ikke findes validerede samlede opgørelser.

Det er de centrale midler, der udgør langt den største del af valgkampsmidlerne, og som trækker partiernes valgkampe. Det er herfra, den centrale kampagne finansieres, og det er herfra, tilskud til de mest prominente kandidaters lokale kampagner fordeles.

Hvis man journalistisk strammer den, kan man sige, at man ikke kan købe sig til indflydelse, men at man kan købe sig til lidt lettere adgang.

Benny Damsgaard

Langt, langt den største del af de centrale midler kommer fra en god håndfuld erhvervsorganisationer og fagforeninger. Det er organisationer som Dansk Industri, Dansk Erhverv og Rederiforeningen på borgerlig side og 3F og Dansk Metal på rød side.

Fælles for dem alle er, at de er topprofessionelle aktører, som kender spillereglerne. Når de giver bidrag, følger der ingen politiske krav med. Støtten kommer, fordi de pågældende organisationer gerne vil støtte den politiske linje, som partiet står for.

En anden og ikke uvæsentlig grund, når man ser på erhvervsorganisationerne, er dog også, at den centrale støtte samtidig giver de største virksomheder mulighed for at sige nej til direkte forespørgsler om at støtte. Lovgivningen kræver, at partierne i deres regnskaber oplyser, hvem der støtter med beløb over 20.000, og det er ikke en oversigt, alle virksomheder ønsker at stå på.

Den eneste ”forventning”, som følger med pengene, er, at partierne tager telefonen, når der ringes om en sag, og at man møder op på højt politisk niveau, når man bliver inviteret til konferencer og møder.

Det ville man dog have gjort, uanset om der var givet et bidrag. Organisationerne repræsenterer vigtige vælgergrupper, som partierne gerne vil stå på god fod med. Så hvis man journalistisk strammer den, kan man sige, at man ikke kan købe sig til indflydelse, men at man kan købe sig til lidt lettere adgang.

Ud over midlerne fra de store bidragsydere kommer der centralt også penge fra diverse pengeindsamlingsklubber, enkeltvirksomheder og personer. Alle disse indtægtskilder er dog i den store sammenhæng ubetydelige. De afgørende bidrag kommer fra de store organisationer.

Historisk har det i de fleste partier været partisekretærerne, som har haft ansvaret for indsamlingen. Det er der flere årsager til. For det første er det de færreste politikere, som bryder sig om at tigge om penge – tværtimod.

For eksempel var Poul Schlüter i sin tid som konservativ partileder kendt for aldrig at ville røre pengeindsamling. For det andet – og det er den primære – er det også en måde, hvorpå man fra partiernes side forsøger at holde penge og politik adskilt. Alle partier ved af bitter erfaring, at proceshistorier om pengeindsamling skygger for politiske budskaber og giver grobund for konspirationsteorier.

Konkret så foregår den centrale indsamling normalt på den måde, at partisekretæren ringer til for eksempel direktionen i en af de store erhvervsorganisationer og siger, at man har behov for penge til for eksempel valgkampen. Hvis pengene bevilges, kommer der efter et par dage et meget kortfattet tilsagn i form af et fysisk brev, og pengene går ind på kontoen. I bund og grund lidt kedeligt, hvis man kigger på det fra en journalistisk synsvinkel.

Og nu til det spil, som foregår i disse uger. Partierne vil gerne have bidragene fra de store bidragsydere så tidligt som muligt. Det giver mulighed for at planlægge valgkampen optimalt og køre opvarmningskampagner et stykke tid inden.

Omvendt vil organisationerne helst give midlerne så sent, så de slipper for at blive bedt om alt for mange ekstra penge under selve valgkampen. Hvem der vinder tovtrækningen denne gang, er stadig uvist. Sikkert er det dog, at der selv i det store hus på Rådhuspladsen er grænser for gavmildheden.

.......

Benny Damsgaard (født 1971) er direktør for public affairs hos konsulenthuset Geelmuyden Kiese. Han har gennem de seneste to årtier arbejdet professionelt med politisk kommunikation og interessevaretagelse. Fra 2013-2016 var han kommunikationschef for Det Konservative Folkeparti og inden da politisk rådgiver for DI’s adm. direktør Karsten Dybvad. Frem mod valget skriver han hver anden uge om partiernes valgkampsforberedelser set indefra.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Benny Damsgaard

Partner og director, conXus Public Affairs, politisk kommentator, ekstern lektor, Københavns Uni., fhv. kommunikationschef, Konservative
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2005)

0:000:00