Benny Damsgaard: Vrede politikere vil straffe pressen efter valget

KOMMENTAR: Der er en enorm vrede på Christiansborg mod enkelte journalister og medier, som ifølge politikerne igen og igen går over stregen. Benny Damsgaard skriver om, hvorfor medieansvarsloven sandsynligvis bliver strammet – uanset hvem der vinder valget.

Hvordan ville du have det, hvis der sad en fotograf på din bagtrappe og tog billeder ind i din lejlighed?

Eller hvis du fandt ud af, at der var journalister fra formiddagspressen, som ringede til alle værtshusene i din hjemby for at høre, om du egentlig ikke havde et alkoholproblem? Eller at de samme journalister ringede rundt til alle motionscentrene for at høre, om nogen – gerne anonymt - ikke kunne bekræfte, at du brugte anabolske steroider?

Eksemplerne er desværre ikke fiktive. De er ganske virkelige og stammer fra Køge tilbage i 2011. Manden, der var udsat for 'behandlingen', er Socialdemokratiets nuværende gruppeformand, Henrik Sass Larsen.

Begivenhederne fandt sted i tiden umiddelbart efter regeringsforhandlingerne i ’det sorte tårn’, hvor Sass fik besked om, at han ikke kunne få en ren sikkerhedsvurdering. En udvikling, der efterfølgende fik især B.T. til at smide alle hæmninger i jagten på slibrige detaljer om Sass’ privatliv.

Dette er ikke en klumme om behandlingen af Sass i 2011. Det er der skrevet meget rigtigt – og ikke mindst meget forkert – om. Jeg har alligevel valgt at starte der, fordi de tre eksempler fra dengang er illustrative for den opførsel, som mange politikere på Christiansborg har fået nok af.

Der er blandt politikere en følelse af, at det primære mål for dele af især formiddagspressen er at få politikere ned med nakken – ikke at blive klogere på substansen. Man oplever, at politikere per definition opfattes som uærlige og ude på at mele deres egen kage, og at målet med god journalistik anno 2019 derfor er at afsløre dem som det, de reelt er.

Selv om eksemplerne med Sass fra 2011 er ekstreme, er de på ingen måde enestående. Langt de fleste Christiansborg-politikere kan fortælle deres egne eksempler. Personligt havde jeg i min tid på Christiansborg ’fornøjelsen’ af at skulle håndtere en række af sådanne sager.

Et illustrativt eksempel var sagen om Ekstra Bladets fysiske jagt på daværende K-formand Lars Barfoed på Christiansborgs gange i starten af 2013. En jagt, som medførte, at den jagende journalist og fotograf fik karantæne fra Christiansborg i et halvt år for at overtræde Presselogens regler for, hvordan pressen skal omgås MF’erne i Folketinget.

På trods af den klokkeklare overtrædelse af reglerne for god opførsel mente Ekstra Bladets chefredaktør efterfølgende, at netop de regler ikke gjaldt for Ekstra Bladet i denne sag!

Netop pressens manglende vilje til at erkende egne fejl og acceptere sanktionerne irriterer næsten endnu mere end selve sagerne.

Alle kan lave fejl – især når tingene går hurtigt, som de ofte gør i toppolitik – og der er brodne kar i alle brancher. Men i stedet for at indrømme fejl, rydde op og komme videre gør man fra pressens side al kritik – også den berettigede af enkelte journalister og mediers fejltrin – til et grundlæggende angreb på pressens frihed.

Det er alt eller intet. Ingen nuancer.

De mange sager, hvor man politisk føler, at journalister er gået over stregen, og især den manglende selvkritik i branchen har skabt en bred politisk opbakning til en strammere medieansvarslovgivning.

Man har fra både regering og opposition bevidst holdt igen med konkrete forslag her op mod valget. Ingen ønsker at blive uvenner med pressen netop nu.

Men når valget er overstået, kan medierne godt forvente, at ’krabasken’ bliver fundet frem fra skuffen. Pressenævnet får langt flere sanktionsmuligheder, og bøderne får sandsynligvis også endnu et nøk opad – som minimum.

Den politiske kritik af visse dele af pressens arbejdsform er blevet udlagt som en ”krig” mod medierne og den fri journalistik. Det mener jeg er en overfortolkning.

I de godt 25 år, jeg har været i politik, har jeg aldrig oplevet andet end politikere, som har en grundlæggende respekt og forståelse for pressens helt centrale og nødvendige rolle i demokrati – også de gange, hvor man har følt sig dårligt behandlet af enkelte journalister.

Og uanset hvor hårdt det er at være under den kritiske lup, så er der ingen seriøse politikere, som ønsker en følagtig presse, som bøjer sig for magthaverne. Om ikke andet fordi der altid kommer et tidspunkt, hvor man ikke selv har magten længere.

Full disclosure
Jeg skal for god ordens skyld oplyse, at jeg personligt har kendt Sass i snart 25 år. Vi mødte hinanden i starten af 90'erne, da Sass var formand for DSU, og jeg var formand for KU. Efterfølgende har vi kortvarigt omkring årtusindskiftet drevet kommunikationsbureau sammen. Jeg er derfor ikke objektiv, når det kommer til sagen fra 2011 eller den måde, Sass blev behandlet på.

.......

Benny Damsgaard (født 1971) er director, public affairs hos konsulenthuset Geelmuyden Kiese, hvor han har ansvar for politisk rådgivning af udvalgte klienter. Han har gennem de seneste to årtier arbejdet professionelt med politisk kommunikation og interessevaretagelse. Fra 2013 til 2016 var han kommunikationschef for Konservative og inden da politisk rådgiver for DI's administrerende direktør, Karsten Dybvad. Frem mod valget skriver han hver anden uge om partiernes valgkampsforberedelser set indefra.

Forrige artikel Lars Midtiby: Det kræver konflikt mellem partierne, hvis valget skal blive grønt Lars Midtiby: Det kræver konflikt mellem partierne, hvis valget skal blive grønt Næste artikel Niels Jespersen: Udskriver Løkke valget i denne uge? Niels Jespersen: Udskriver Løkke valget i denne uge?
Den pragmatiske socialist takker af

Den pragmatiske socialist takker af

INTERVIEW: SF's nestor Holger K. Nielsen siger farvel efter fire årtier i dansk politik, hvor han på kort tid gik fra at være folkehelt til hadeobjekt samt være en del af en tumultarisk regeringsdeltagelse, som han ikke har fortrudt og mener, SF bør gentage.