Kommentar af 
Peter Skov-Jakobsen

Biskoppen: Hvad gør vi, hvis der går hul på Europas sjæl?

Jeg ved godt, at vi ikke kan redde hele verden. Men jeg ville ønske, at vi talte mere om, hvordan vi kan forandre verden, så mennesker kan overleve, hvor de er, skriver biskop Peter Skov-Jakobsen. 

Ved Europas ydre grænser bliver flygtningene presset frem af våbenmagt, ser ind i pigtråd og soldater.
Ved Europas ydre grænser bliver flygtningene presset frem af våbenmagt, ser ind i pigtråd og soldater. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Peter Skov-Jakobsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

"Jeg ved godt, at vi ikke kan redde hele verden. Jeg er ikke pladderhumanist".

Jeg hører mig selv og andre sige sætningen, når vi vil tale menneskers sag, der virkelig er kommet i klemme i verdenshistorien – og jeg kan ikke fordrage den. For det handler om mennesker, som vi måske allerhelst vil glemme.

Deres skæbne er ikke til at udholde. Deres skrækslagne og magtesløse blik forfølger os. Migranter kalder vi dem. Er det nemmere end at kalde dem flygtninge? Har vi allerede lagt noget politisk i ordet "migrant", der gør det nemmere for os at distancere os fra dem?

Om skribenten

Peter Skov-Jakobsen er biskop i Københavns Stift og uddannet cand.theol.

Han har været sogne- og orlogspræst i Holmens Kirke og sømandspræst i Hull i England.

Forleden læste jeg Mads Fugledes (V) tankevækkende analyse af situationen mellem Polen, Belarus, Syrien og EU. I korte træk handler artiklen om, at EU og Europa vil lide ubodelig skade, hvis der går hul på vores ydergrænse, og derfor handler det om at bakke Polen, Litauen og andre ydre grænseområder op. Hvis ikke vi gør det, vinder menneskesmuglerne, Vladimir Putin og Aleksandr Lukasjenko.

Det er et alvorligt problem, og heldigvis lader Fuglede det også skinne igennem, at der er tale om stakkels mennesker, der bliver trykket op ad pigtrådshegnet, altså et af dem med barberblade på – og derfor er der mennesker, der bliver trykket til blods.

Nyhedsformidlingen har i de forløbne uger vist, hvordan flygtninge er blevet jaget igennem skove i Polen. Vi har set forfrosne og udhungrede mennesker, og så er der alle dem, der bliver trykket op imod grænsen af diktatoren Lukasjenko.

Flygtningene bliver presset frem af våbenmagt, ser ind i pigtråd og soldater. De kommer fra et udbombet land, og nu er de blevet brikker i et europæisk magtspil. Jeg ser godt problemet. Der kan gå hul på vores ydre grænse. Der er også et andet problem: Der kan gå hul på vores menneskelighed.

Jeg ser godt problemet. Der kan gå hul på vores ydre grænse. Der er også et andet problem: Der kan gå hul på vores menneskelighed

Peter Skov-Jakobsen, kommentarskribent

Det var et held for Europa, at menneskerettighederne, der er en genuin del af den europæiske åndshistorie, blev kaldt til politisk bevidsthed igen af en udenrigsminister fra Jamaica i 50'erne. Vi var ved at glemme vores tradition, der går langt tilbage i Europas historie.

Mens jeg skriver disse linjer, har jeg ekkoerne i ørene af en gammel tekst, som jøder og kristne er fælles om: "Guds ånd følger mig, for Gud har udvalgt mig. Han har sendt mig til de fattige med gode nyheder. Fanger skal sættes fri, og blinde skal se. Jeg er sendt for at befri de undertrykte, Guds tid er kommet".

Det er et citat fra Esajas fra Lukasevangeliet. Jesus tager det i munden første gang, han er i synagogen og prædiker. De bliver rasende. Nu indleder vi december med denne tekst. Vi venter på, at noget sker. Vi venter på et barns fødsel. Vi venter på, at verden bliver forvandlet.

Jeg venter ikke bare "op i luften". Verden må gerne forvandle sig. Jeg har tillid til, at politikere gør deres bedste for, at verden må blive et bedre sted. Jeg ved godt, at magten spiller. Jeg ved godt, at det er ét hidsigt spil, og at det er til at græmmes over.

Jeg tror ikke, at man bare kan tage vores hellige skrifter og indrette samfundet efter dem. Det er gamle tekster. Det er ikke en facitliste. Men når jeg tænker på denne verdens problemer, på mennesker og grænser, bliver jeg nødt til at indrømme, at jeg ikke ville ane, hvad jeg skulle gøre, hvis der ikke var ekkoet af "fanger skal sættes fri, blinde skal se, undertrykte skal befries".

Jeg har noteret mig, at vi hele tiden griber til grænser, som om vi ikke vidste, hvor umenneskelige og tvetydige de grænser kan være. Syrerne kan ikke komme over grænsen til Polen – og det kan Lukasjenkos kritikere heller ikke. Hvad skal vi dog gøre, hvis panikken bryder ud?

Hvad skal vi dog gøre, hvis panikken bryder ud?

Peter Skov-Jakobsen, kommentarskribent

Ligeså optagede vi er af, hvordan vi kan undgå at få mennesker ind i landet – altså mennesker, der flygter fra diktatorer eller flygter fra fattigdom – ville jeg ønske, at vi talte om, hvordan vi kan forandre verden, så mennesker kan overleve, hvor de er.

Tale om, hvordan vi kan gøre samfundene menneskelige, og hvordan vi kan skabe en økonomi, der gør det muligt for mennesker at overleve og trives. Tale om at være sammen om verden.

For hvad skal vi dog gøre, hvis der går hul på Europas sjæl og på den europæiske tradition for humanisme og for religionernes håb på næstekærlighed og medmenneskelighed?

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Skov-Jakobsen

Biskop, Københavns Stift, rådsformand, Folkekirkens Nødhjælp, formand, Grænseforeningen
cand.theol. (Københavns Uni. 1993), MA (University of Hull 1992)