Kommentar af 
Peter Skov-Jakobsen

Biskoppen: Hvem er vi uden fællesskabet og fordybelsen?

KOMMENTAR: Når jeg ser rundt i mit eget land, bliver jeg bekymret for fællesskabet og demokratiet. Vi rykker nemlig om bag ved egne hegnspæle, skriver Peter Skov-Jakobsen.

"Vi er vel åndelige mennesker," tænkte jeg i foråret og stod de første coronamåneder igennem, skriver biskop Peter Skov-Jakobsen.
"Vi er vel åndelige mennesker," tænkte jeg i foråret og stod de første coronamåneder igennem, skriver biskop Peter Skov-Jakobsen.Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Identitet.

Det må være gået op for os, at identitet kan være en øjenåbner for, hvem man er, og hvem man gerne vil være. Identitet kan være en port ud mod verden. 

Det er også blevet klart, at det kan være et panser, som ingen kan trænge igennem. Jeg har mine meninger, min tro og "come hell or highwater" – jeg står fast.

Nedlukningerne i samfundet forøger begge tendenser. I foråret var der ingen vej udenom. Vi blev skrækslagne. Vi mistede fodfæste af gode grunde. Ingen af os kan huske andet end de andres epidemier. Hvordan gebærder man sig i det offentlige liv under en pandemi?

Fakta
Peter Skov-Jakobsen er biskop i Københavns Stift og uddannet cand.theol. Han har været sogne- og orlogspræst i Holmens Kirke og sømandspræst i Hull i England. 

Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Det har vi skullet lære i det forløbne år, og vi har lært en masse. Alligevel er det som om, at skrækken fra foråret ikke skal have meget næring for at blusse op igen.

Når jeg ser rundt i mit eget land og især, når jeg ser på udviklingen i de europæiske lande, bliver jeg bekymret for fællesskabet og demokratiet.

De sociale medier er med til at forøge afstanden mellem os

Peter Skov-Jakobsen

Vi rykker om bag ved egne hegnspæle. De andre bliver smittebærere. Vi bliver selv bange for at være smittebærere. Vi viger uden om hinanden i store buer.

Jeg forstår til fulde, at vi skal gebærde os efter situationen, men er der ikke meget mere på spil end det at blive smittet? Jo mere, vi er lukket ned, jo mere er vi også lukket inde i os selv og vores "kyssegruppe".

De sociale medier er med til at forøge afstanden mellem os. Her færdes man dagligt i ekkorum. Det hedder sig, at der bliver diskuteret og holdninger brydes.

Men passer det? Eller er det bare et sted, hvor man kommer af med sin frustration? Er det ikke et sted, hvor modstander og medmenneske skal finde sig i at blive mødt med en pøl af svovl?

Det vil sige, at den rå tone er med til at omformulere vores politiske debat. Forleden så vi, hvad konsekvent løgnagtighed, nedladenhed og foragt for dem med de andre holdninger førte til, da Kongressen i USA blev indtaget af pøbel.

Man må forvente, at enhver, der har set noget lys, set nogen form for ledelse i det, der er udgået fra Det Hvide Hus i de sidste fire år, udsætter det offentlige liv for deres åbenlyse beklagelse og omvendelse.

Og at enhver hadefuld ytring om dem med den anden tro, den anden holdning og dem, der mener, at vi skal gå til grænsen af Grundlov og internationale konventioner, erkender, at hvis demokrati, retsorden mellem stater og agtelse for de andre skal overleve, bliver man nødt til at gøre sig umage med en samtale i offentligheden, der ikke tager sit udgangspunkt i vrede og had.

Læs også

"Vi er vel åndelige mennesker," tænkte jeg i foråret og stod de første måneder igennem.

Jeg bor på min arbejdsplads og har gjort det, siden jeg var 29. Det betyder, at der pludselig manglede 12 mennesker i min hverdag. 

Kirke, biograf, teater, forretninger, caféer og restauranter var også lukkede. Det, som i det daglige er en nødvendighed, nemlig at købe ind, blev et dagligt højdepunkt. Der var mennesker. De siger noget. De gør – de handler – de står og ser ud.

Hvad er det, at dette fællesskab gør, som jeg savner afsindigt nu. Jeg kan sidde herhjemme og se streamede teaterforestillinger. Tv er fyldt med film og serier og masser af dokumentar. Verden står i kø for at komme ind i mit hjem.

Da jeg i foråret skrev til statsminister Mette Frederiksen (S) for at plædere for, at vi åbnede igen i kirkerne, slog jeg også til lyd for, at teatre, biografer og museer åbnede igen.

En pandemi lærer os noget om tålmodighed. Tålmodighed forudsætter en fordybelse. Fordybelse får man af pudsige årsager især, når der er mulighed for adspredelse. 

Det, som jeg møder i teatret, i biografen, i kirken og på museet, er fortællinger, der er med til at give mit liv perspektiver. Horisonten byder sig til. Det anderledes kan ikke holdes væk. 

Når man er på museum eller i biografen, oplever man jo ikke kun kunsten selv. Man oplever også de andres måder at opleve på – og det smitter af på oplevelsen. Det gør den større og mindre, intens eller uopmærksom.

Det kan godt være, at jeg ikke kender dem, men jeg kan jo se og mærke dem, og jeg ved, at vi skal leve sammen på godt og ondt.

Jeg bliver nødt til at finde mig i det fnis, som jeg måske finder upassende, eller i deres misforståelse eller i deres uventede kommentar, der fylder mig med tanker, som jeg aldrig selv ville have fået.

Jeg savner alle de mennesker, som jeg ikke kender og aldrig kommer til at kende, men jeg ved nu, at deres blik, deres lille bemærkning (også den, der ikke rager mig) gør en verden til forskel.

At stå dette igennem med tålmodighed kræver en fordybelse af mig, og hvis ikke samfundet skal lide ubodelig skade af den frygt, som vi har opbygget over for hinanden, og den distance, som vi har fået imellem os, er der brug for adspredelsen.

Vi har brug for fælles rum – vi kan ikke være så mange – men vi har brug for dem. Bare for i hvert fald ikke at glemme, at det nytter ikke at sidde derhjemme og råbe, skabe sig identitet og skærme sig mod de andre.

Vi er medmennesker.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Skov-Jakobsen

Biskop, Københavns Stift, rådsformand, Folkekirkens Nødhjælp, formand, Grænseforeningen
cand.theol. (Københavns Uni. 1993), MA (University of Hull 1992)

0:000:00