Kommentar af 
Peter Skov-Jakobsen

Biskoppen: Den evigt moraliserende pegefinger gør os bange og ufrie

KOMMENTAR: Under coronapandemien har vi talt så meget om, hvad vi “bør” gøre, at vi er ved at blive syge i hovederne. Vi skal snart lære at leve med de andre igen uden at frygte det værste, når vi ser et medmenneske.

Den moraliserende og viftende pegefinger under coronapandemien gør os indadskuende, ængstelige, bange og ufrie, skriver biskop Peter Skov-Jakobsen.
Den moraliserende og viftende pegefinger under coronapandemien gør os indadskuende, ængstelige, bange og ufrie, skriver biskop Peter Skov-Jakobsen.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Min generation har brugt en del tid på at tale om, hvilke forventninger der hang over vores hoveder, og som vi skulle leve op til. Vi har brugt tid på fader- og moderopgør.

Med mine 61 år er jeg selv opdraget under et vist “skal”.

Jeg voksede op uden mange læreplaner i skolerne. Lærerne efterlod et indtryk af os i karakterbogen om vores begavelse og flid. Der var endnu ingen kanon, og alligevel forekom det mig meget enkelt, hvad der skulle læres og tilegnes.

Det var helt klart, at De Ti Bud stadig gjaldt. Hvad jeg mener er, at det blev hurtigt gjort klart for én, hvilke konsekvenser løgn, mord og tyveri, egoisme og selviskhed førte med sig.

Fakta
Peter Skov-Jakobsen er biskop i Københavns Stift og uddannet cand.theol. Han har været sogne- og orlogspræst i Holmens Kirke og sømandspræst i Hull i England. 

Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

I skolen, på gymnasiet og universitetet, af forældre og venner var der nogle rimeligt faste og (man syntes ofte) høje forventninger.

Jeg blev mødt af et samfund, en skole, et universitet, der ikke var så meget i tvivl om, hvad man mente, at jeg skulle kunne. Det har nok forhindret nogle drømme.

Skyld og skam og virus svirrer rundt om hovedet på mig. Hvis jeg bliver smittet, hvor var det så, jeg gik galt? Hvad var det for et påbud, jeg overtrådte?

Peter Skov-Jakobsen

Men et “skal” har en fordel. Man kan tage og føle på det og gøre oprør. Herligt!

“Man siger, at I er dovne. At I er egoister. At I gør det, I har lyst til... At I ikke har nogen sans for pligt. At I er historieløse. At I er afhængige af jeres mobiltelefoner. At I mangler dannelse og anstændighed. At I drikker for meget. At I er skamløse.”

Sådan skriver højskolelærer og forfatter Christian Hjortkær i indledningen til ‘Utilstrækkelig - Hvorfor den nye moral gør de unge psykisk syge’, som er en tænksom bog om den såkaldte nye moral og de unge.

Hvor vi finder den surhed over for ungdommen fra, aner jeg ikke. Mange af dem er ved at plage livet af sig med pligt, skam, dannelse og anstændighed. For de lever under et kæmpestort “bør”.

Der er noget forbandet ved dette “bør”. Du skal føle for det. Du skal selv indse det. Du skal bare gøre det, du allerhelst vil. Du skal føle dig fri.

Shine for Heaven’s sake - Shine! Vær dig selv! (Ikke kend dig selv, som grækerne lærte os!) Vi beder dem finde det hele inde i sig selv. Også alt det, vi andre ikke selv har fundet, for vi fik det gennem et “skal”.

Det forbandede “bør”, der lader, som om det er frit, men i virkeligheden gør os indadskuende, ængstelige, bange og ufrie, er en evig moraliserende og viftende pegefinger. Har du holdt påbuddene og forbuddene, lyder det!

Hvis de unge spørger sig selv, om de har nogen mulighed for at bryde ud af egen historie, forstår jeg dem godt.

Farisæerne har ikke haft god presse siden Jesus. De står der som moralister. De gjorde sig bare umage med forbud og påbud og havde en klar fornemmelse af, at verden ville ændre sig til det bedre, hvis påbud og forbud blev nøje iagttaget. Så ville der blive plads til mere liv - bedre liv!

Det betød, at de blev nøjeregnende med lovoverholdelse, ritualer, religiøse skikke - også indtil det uforståelige. Man måtte ikke helbrede på hviledagen og ikke redde et druknende dyr op ad brønden. De var bange for, hvilke konsekvenser en liberal omgang med påbud og lov ville medføre.

Jeg har været svanger med en farisæer nu i ni måneder. Hvis jeg holder afstand, hvis jeg spritter af, hvis jeg holder mig til påbud og hele tiden skriger “bør” inde i hovedet på mig selv, så vil jeg gå fri.

Derfor buldrer mine arrige tanker frem, når nogen ikke spritter hænder. Helarrig og halsstarrig bliver jeg, når nogen ikke dækker næsen med mundbindet.

Hele tiden spørger jeg mig selv, om jeg kommer med virus, og hvem af de andre, der kommer med virus.

Jeg har noteret mig, at mennesker ofte hævder, at den og den smittede dem. Skyld og skam og virus svirrer rundt om hovedet på mig. Hvis jeg bliver smittet, hvor var det så, jeg gik galt? Hvad var det for et påbud, jeg overtrådte?

Med coronaen gør vi som med de unge. Vi taler så meget om “bør”, at vi er ved at blive syge i hovederne og mærker, at vi snart skal lære at leve med de andre igen uden at frygte det værste, når vi ser et medmenneske.

Jeg hylder ikke ansvarsløshed. Men jeg er bange for, at dette “bør” gør os bange for livet og fremtiden. Selv vil jeg efter de ni måneder nu glæde mig til en fødsel, der satte en stjerne på himlen, som varsler håb.

Håb, fordi man elsker, og kærlighed bliver til liv. Og fordi der fødes et menneske, som ikke hævdede bebrejdelsen og utilstrækkeligheden som overdommere, men kom med en lydhørhed og en bevågenhed mod livet og dermed overvandt moralismen og selvtilstrækkeligheden.

Jesus fra Nazareth viede sin opmærksomhed til det andet menneske. Lige siden har vi været med på kærlighedens dannelsesrejse, og derfor ønsker jeg en glædelig jul - der er født mening midt i kaos!

-----

Peter Skov-Jakobsen er biskop i Københavns Stift og uddannet cand.theol. Han har været sogne- og orlogspræst i Holmens Kirke og sømandspræst i Hull i England. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Skov-Jakobsen

Biskop, Københavns Stift, rådsformand, Folkekirkens Nødhjælp, formand, Grænseforeningen
cand.theol. (Københavns Uni. 1993), MA (University of Hull 1992)

0:000:00