31. oktober 2013 kl. 13.03
Bjarke Møller har siddet i chefredaktør-stolen på Mandag Morgen siden 2008, men nu er det slut. Han begrunder over for fagbladet Journalisten sin opsigelse med ledelsesmæssige uenigheder:
"Mit ledelsesrum er ikke det samme længere, og har ikke været det over de seneste måneder. Vi har en uenighed," siger Bjarke Møller til Journalisten og fortsætter:
"Erik Rasmussen, Mandag Morgens ejer, vil i en retning, og jeg vil i en anden. Hvis jeg skal være ansvarshavende chefredaktør, skal jeg også have lov til at bestemme retningen. Det har jeg ikke lov til, som det er nu. Det er en ejers privilegium, og hvis han ikke vil afgive retten til at bestemme, er det sådan, det er."
Bjarke Møller vil over for Journalisten ikke uddybe nærmere, hvad han er uenig med ledelsen om.
I en pressemeddelelse, som Mandag Morgen i følge Journalisten udsender senere i dag, siger Mandag Morgens ejer Erik Rasmussen:
"Bjarke Møller har været en dygtig, initiativrig og hårdt arbejdende chefredaktør, der har været et stort aktiv for Mandag Morgen, siden han kom til huset i 2007. Vi har haft et inspirerende og godt samarbejde, men jeg respekterer selvfølgelig også, at han har lyst til at prøve nye udfordringer," siger Erik Rasmussen. Han overtager indtil videre posten som ansvarshavende chefredaktør på Mandag Morgen.
Bjarke Møller fratræder sin stilling i morgen, fredag 1. november.
Indsigt
- Løkke fik sit smash tilbage lige i synet
- Svend Brinkmann: Statsministeren rammer forbi med sit seneste udfald mod skærme og sociale medier
- Tidligere Løkke-rådgiver: Her er tre grunde til, at en VLAK-regering ikke har gang på jord
- Dan Jørgensen har holdt 278 møder med lobbyister, siden han blev kommissær
- V-formænd afviser regering med S, hvis den blå drøm brister: "Vi har slået os på det her én gang"


















































