Anmeldelse af 

Bo Lidegaard: Federspiel viger uden om de kildne spørgsmål i ny erindringsbog

ANMELDELSE: Den tidligere topembedsmand Ulrik Federspiel har skrevet en tankevækkende bog om sit diplomatiske liv. Men han diskuterer kun undtagelsesvist, om Danmark gjorde det rigtige i det halve århundrede, Federspiel satte sit præg på dansk diplomati.

Ulrik Federspiel (med rødt slips i baggrunden) er som ambassadør i USA med til Anders Fogh Rasmussens møde med George W. Bush i Det Hvide Hus i 2003. 
Ulrik Federspiel (med rødt slips i baggrunden) er som ambassadør i USA med til Anders Fogh Rasmussens møde med George W. Bush i Det Hvide Hus i 2003. Foto: Matthew Cavanaugh/Ritzau Scanpix

Bo LidegaardAf Bo Lidegaard
Historiker, forfatter, ansat i Udenrigsministeriet 1984-2005 og i Statsministeriet 2005-11

Ulrik Federspiel er født ind i politik og er den eneste, der to gange har været direktør i Udenrigsministeriet og i mellemtiden blandt andet departementschef i Statsministeriet og ambassadør i Washington, alt sammen i en karriere, der har strakt sig over fem årtier.

Der er nok at skrive om, så meget desto mere, som Ulrik Federspiel samtidig har haft et nært personligt bekendtskab med rigtig mange fremtrædende danske politikere siden Anker Jørgensen og Poul Schlüter – for ikke at tale om møder og venskaber med en perlerække af internationale personligheder.

Fakta
Om Ulrik Federspiel (1943)
Har blandt andet været departementschef i Statsministeriet, direktør i Udenrigsministeriet og ambassadør i Washington. I dag er han rådgiver for ledelsen i Haldor Topsøe A/S og formand for Udenrigspolitiks Selskab. 

Forfatteren gør allerede i de første linjer klart, at bogens præmis er ”det fortrolighedsforhold, der nødvendigvis må være mellem en departementschef og en minister”. Han erklærer sig flere gange i bogen som varm tilhænger af det særegne danske embedsmandssystem, han selv livslangt har været en del af, og som forudsætter betydelig loyalitet fra fremtrædende embedsmænd, også efter de er trådt tilbage. Federspiel ser sig selv som systemets mand, som gennem et langt livs håndtering af de mest forskelligartede kriser har stræbt efter, ”at systemet igen skulle bringes i balance”.   

Det afsæt er bogens styrke og svaghed. Styrke fordi vi følger hovedpersonens færden gennem den nyere danmarkshistorie og efter hver rystelse oplever genetableringen af systemets balance – fra fodnotepolitikken i 80’erne til Muhammed-krisen i 2005-06. Svaghed, fordi Federspiel gerne fortæller om sine oplevelser og samtaler undervejs, men kun undtagelsesvist standser op og tager diskussionen, om vi gør det rigtige i en verden, der har været gennem en rivende udvikling i det halve århundrede, Federspiel har sat sit præg på dansk diplomati.

For den, der interesserer sig for dansk udenrigspolitik – og i det hele taget for dansk politik – er Federspiels bog god at have ved hånden. 

Bo Lidgeaard

Tæt på fodnotepolitikken 
Federspiel var fra 1984 legendariske Eigil Jørgensens næstkommanderende på den danske ambassade i Washington og dermed tæt på fodnotepolitikkens kulmination, som han oplevede i amerikansk perspektiv, men også som vært for og personlig ven med flere af periodens socialdemokratiske hovedpersoner.

Han giver en levende beskrivelse af den kendte skoleskibssamtale i april 1985 mellem den amerikanske udenrigsminister George Shultz og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen. Federspiel forklarer overbevisende, hvorfor hans referat fra samtalen mod sædvanen er holdt i jeg-form, og mindre overbevisende, hvorfor Shultz ikke omtaler samtalen i sine egne erindringer, selv om den fremstår som et dramatisk højdepunkt i historieskrivningen om fodnotepolitikken.

Det punkt, der skiller vandene, er, om Shultz her advarede Danmark om, at vi med fodnotepolitikken reelt var ved at svigte alliancesolidariteten på en måde, der ville svække den amerikanske sikkerhedsgaranti, eller om han snarere – med eller uden Eigil Jørgensens opfordring – gav Ellemann en råt for usødet opsang om, at USA var inderligt træt af det danske fnidder.

For den sidste udlægning taler, at vicepræsident Bush i juli samme år under en samtale med statsminister Schlüter sagde, at forholdet mellem USA og Danmark var ”okay”, hvilket som Federspiel bemærker ikke var imponerende – men omvendt måske heller ikke alarmerende. På samme måde havde præsident Reagans advarsel til Schlüter under dennes officielle besøg i september 1985 i Federspiels gengivelse mere karakter af foruroligelse end af krise.

Federspiels beretning kommer ikke nærmere afgørelsen af, hvor tæt Danmark de år var på at overskride den røde linje, udover måske hans gengivelse af Schlüters private forsikring til Eigil Jørgensen om, at grænsen for statsministeren gik, hvis der blev sat spørgsmålstegn ved Danmarks Nato-medlemskab. Det siger måske mere end eftertidens vurderinger, at Schlüter på det tidspunkt ikke selv mente, at den grænse var nået – så meget desto mere, som han faktisk levede op til sit ord og udskrev valg tre år senenere i forbindelse med anløbssagen.   

Vi er med Federspiel gennem de dramatiske begivenheder omkring Berlin-murens fald, Sovjetunionens opløsning og det hyper-aktive danske Baltikum-diplomati, der kulminerede med anerkendelsen af de tre republikker – i virkeligheden en genanerkendelse.

Derfra videre til Maastricht-afstemning og Edinburgh-topmøde, alt sammen med velmodulerede fortællinger, komplimenter til de deltagende ministre og embedsmænd og pudsige anekdoter, men uden vi får meget nyt at vide. Federspiel har blik for den store historie og for Danmarks – og sin egen – rolle i den. Men hvis han i tilbageblik er i tvivl, deler han den sjældent med læseren. Diplomaten gjorde det rigtige og det nødvendige – som regel begge dele må vi forstå.

Kabinetssekretær spolerer Ellemanns plan
Federspiel kommer tæt på det dramatiske regeringsskifte i 1993, hvor han fra sin udkigspost som direktør i Udenrigsministeriet følger slagets gang tæt og læser de - modstridende – statsretlige råd fra hhv. Statsministeriet og kabinetssekretær Eilschou Holm, der som bekendt i allersidste øjeblik trækker tæppet væk under planen om at udnævne Uffe Ellemann-Jensen som konstitueret statsminister for at bane vejen for finansminister Henning Dyremose som ny konservativ statsminister.

Det var efter Statsministeriets og Ellemann-Jensens opfattelse lige ud af den statsretlige landevej, der var asfalteret ved Jens Otto Krags overdragelse i 1972 af posten til Anker Jørgensen. Men Eilschou var uenig, fordi den parlamentariske situation ikke var klar, og han lagde sig tungt ind mod planen, reelt fordi der var usikkerhed om Marianne Jelveds og dermed om De Radikales stilling.

Læs også

Trods sin loyalitet over for Ellemann-Jensen giver Federspiel her kabinetssekretæren ret – dronningerunden, der førte til regeringsskiftet og Nyrup Rasmussen til statsminister, var rigtig, og alternativet havde ”for at sige det mildt ikke været et kønt forløb for dansk parlamentarisme”.

Noget andet er, hvad Jelved og Schlüter reelt havde gang i, og Federspiels formår at formulere sin støtte til Eilschous statsretlige tolkning på en måde, som ikke bortvejrer indtrykket af, at Schlüter og Jelved måske på forhånd var landet på den løsning, det også blev til – i hvilket fald Schlüter spillede dobbeltspil i forhold til sin hårdt prøvede udenrigsminister.

Bortforklaringer om Thule-brev
Federspiel fortæller også løbende om de mange spørgsmål, han som departementschef for Poul Nyrup Rasmussen var med til at håndtere i år, hvor rigtig mange sager blev til lortesager. Blandt dem offentliggørelsen i 1994 af H.C. Hansens berømte Thule-brev.

Federspiel kredser naturligt nok om det kildne spørgsmål, hvorfor han ikke af sine forgængere havde fået hvisket i øret, at brevet fandtes, og hvordan det gik til, at Uffe Ellemann-Jensen som mangeårig udenrigsminister tilsyneladende heller ikke vidste det.

Svagheden er, at han i stedet for at gribe ned om det grundlæggende problem, som har at gøre med skiftende regeringens dybe ulyst til at fortælle offentligheden om de faktiske forhold omkring den amerikanske militære tilstedeværelse i Grønland, griber til forklaringer, der netop er bortforklaringer, som at man ville beskytte H.C. Hansens gode navn og rygte eller at det var vigtigt at holde sagen hemmelig for Sovjetunionen, der var rykket ind i Ungarn året før (og ikke i 1957, som anført i bogen). Men det kan næppe være Federspiels opfattelse, at Sovjetunionen ikke var klar over USA’s deployering af mellemdistancefly med atomvåben i Thule i 1950’erne eller brugen af Thule i forbindelse med B-52-beredskabet. Det var jo ikke for Sovjet, skiftende generationer af politikere og embedsmænd holdt sandheden skjult – men for den danske og grønlandske befolkning.

Det havde været så meget mere interessant, hvis Federspiel, der insisterer på at være en af de få ledende diplomater, der ikke kendte hemmeligheden, havde benyttet lejligheden til at stikke et spadestik dybere ned i årsagerne til, at det var blevet så svært at sige tingene som de er, når det gælder fundamentale forhold omkring Danmarks og Grønlands sikkerhed og interessevaretagelse.

Operation bøllebank i forbifarten
På samme måde med Danmarks markante optrapning af krigsdeltagelsen på Balkan i 90’erne og den kontroversielle udsendelse af de danske kampvogne til den fællesnordiske styrke i Tuzla. Den verdensberømte operation Bøllebank i april 1994, der blev et vendepunkt i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, omtales i forbifarten uden Federspiel går dybere ind i det skifte, der nu tog fart væk fra den traditionelle danske udenrigspolitik, som første halvdel af Federspiels karriere – og bog – handler om, over til et nyt fokus i den skarpe ende af internationale militære interventioner.

Få om nogen centralt placeret dansk aktør har været tættere end Ulrik Federspiel på denne militarisering af dansk udenrigspolitisk aktivisme. Det ville have været rasende interessant og vigtigt for vores forståelse af denne del af vores nyere historie, hvis netop han havde delt en overvejelse om, hvordan det gik til og hvad det betyder, at Danmark på to årtier gik fra at være et af de Nato-lande, der sendte færrest unge i krig til at blive det, der sendte flest – i forhold til vores størrelse.

Irak-krigen og det kildne spørgsmål
Til gengæld stiller Federspiel efter en længere redegørelse for optakten til Irak-krigen spørgsmålet, om det var rigtigt, at Danmark som et af de få europæiske Nato-lande gik med USA fra første færd af invasionen. Svaret er langt - og karakteristisk tvetydigt. Federspiel begynder med det ”mere grundlæggende spørgsmål: Burde USA være gået ind?” Her kan Federspiel ”nok af mange grunde i dag have sine tvivl”, helgarderet med den lille finesse ”i dag”.

Skal man udlede et svar på første spørgsmål, bliver det nok ”ja”, fordi det andet ikke var et spørgsmål men en kendsgerning. USA ville angribe uanset. Det gennemgående træk i Federspiels argumentation ligger meget tæt på det, som nok også i sidste ende var kernen i Anders Fogh Rasmussens, nemlig at deltagelsen var nødvendigt af hensyn til Danmarks vitale interesse i USA’s ultimative sikkerhedsgaranti i en verden, der forekom stadig mere farlig.

Det var med andre ord hverken Irak eller international terrorisme, det drejede sig om, endsige demokrati og menneskerettigheder, men Danmarks bilaterale forhold til USA indenfor alliancen. Federspiel godtgør med personlige oplevelser det, som andre også har peget på, at den tidlige og usædvanlig klare danske tilslutning blev bemærket og værdsat af præsident Bush og hans folk, så meget desto mere, som kun få andre europæere gjorde det samme.

Men han viger uden om det kildne spørgsmål, hvad det er, der gjorde at Danmark havde mere behov end for eksempel Nederlandene eller Norge for en sådan overproportional krigsdeltagelse? Det tætteste han her kommer et svar, er referencer til Anders Fogh Rasmussens kendte kronik om ”den usle” samarbejdspolitik og den ”pinlige” fodnotepolitik. Men afspejler det også Federspiels syn? Eller er argumentet for ham alligevel mere ideologisk, som han antyder i sin afsluttende overflyvning af karrierens historiske højdepunkter: ”Invasionen i Irak kan ligeledes ses som et udtryk for en hævdelse af det liberale demokrati over for diktaturregimer som Saddam Husseins.”

Læseren må selv drage sine konklusioner, men for en sikkerheds skyld forsikrer Federspiel, som på det tidspunkt var ambassadør i Washington, at han ”på ingen måde [rådede] regeringen, hverken til at tilslutte sig invasionen eller til at lade være”.

Intenst diplomati efter Muhammedkrise
Umiddelbart efter Federspiel i oktober 2005 vender tilbage til Asiatisk Plads som direktør for Udenrigsministeriet for anden gang, (samtidig med, at denne anmelder tiltræder som chef for det udenrigspolitiske område i Statsministeriet), bryder Muhammedkrisen løs. Federspiel giver indblik i hans og Udenrigsministeriets intense diplomati det følgende år.

Uden at gå dybere ind i den diskussion, som siden har martret den hjemlige debat, om tegningerne i sig selv var en dumhed, der tankeløst spilledede en trumf til de mørkeste kræfter i Mellemøsten, eller et livsnødvendigt forsvar for ytringsfriheden, er hans konklusion om krisen, at det ”ikke havde betydet noget, om statsministeren eller udenrigsministeren havde taget det meget omtalte møde med de arabiske ambassadører”.

Federspiel slutter sin bog med en hyldest til den aktive for ikke at sige aktivistiske udenrigspolitik. Det er et sikkert valg, for den har snart sagt alle fremtrædende udenrigspolitiske aktører i Danmark stået for i hvert fald siden anden verdenskrig – og den var som bekendt også Erik Scavenius linje.

Vi skal helt tilbage til P. Munch, før vi finder en advokat for ”at ligge død”, og det mente Munch måske endda ikke så bogstaveligt, som det i dag bliver udlagt. Diskussionen går ikke på, om det er vigtigt for et lille land i en farlig verden at gøre sig gældende og skaffe sig venner. Den går på hvordan vi agerer i verden, hvor vi engagerer os, og hvem vi knytter os til.

De spørgsmål kan som bekendt dele vandene, og det er dybest set også dem, Federspiels beretning handler om ud fra devisen, at det vist er gået meget godt det sidste halve århundrede, trods turbulens omkring folkeafstemninger og fodnoter.

For den, der interesserer sig for dansk udenrigspolitik – og i det hele taget for dansk politik – er Federspiels bog god at have ved hånden. Her bliver meget fortalt på - og endnu mere mellem linjerne. Og det, som ikke bliver fortalt, giver kun lyst til at tage de næste spadestik.

Ulrik Federspiel: Et diplomatisk liv, 510 sider, Gyldendal, udkommer 27. maj

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bo Lidegaard

Forfatter, partner, Kaya
cand.phil. (Købehavns Uni. 1984), dr.phil. (1997)

Ulrik A. Federspiel

Fhv. departementschef, Statsministeriet og direktør, Udenrigsministeriet, fhv. ambassadør, særlig rådgiver i Haldor Topsøe 2017-, formand for Det Udenrigspolitiske Selskab 2019-
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1970)

0:000:00