Bor demokratiet i partierne, eller er det flyttet ud i civilsamfundet?

Siden ordningen blev indført i januar 2018, er 1093 borgerforslag blevet offentliggjort, 33 forslag er blevet behandlet og fem af dem er blevet vedtaget.

Men betyder det, at demokratiet i Danmark står i fuldt flor, eller er det udtryk for det modsatte – set ved svækket tillid til politikerne og til den indflydelse, man opnår gennem traditionelle partier med dalende medlemstal? Og vil man kunne sige, at demokratiet har fået det bedre, hvis partiernes medlemstal stiger?

Hvad man svarer på det, kan afhænge af ens partifarve.

Debatter om tre forslag giver et kighul til partiernes positioner i forhold til eget hverv – demokratiet – og dets tilstand: Beslutningsforslag om henholdsvis et borgerting for et tilfældigt udvalgt, repræsentativt udsnit af befolkningen samt etablering af et nationalt center for demokratiudvikling og et lovforslag om at forlænge ordningen om borgerforslag.

RV, FG og S: Demokratiets halten og nationale centres betydning

Fra RV og FG, som er stillere af begge beslutningsforslag, er diagnosen ikke overraskende, at demokratiet kunne have det bedre, og nye tiltag er tiltrængt. De bakkes op af SF. Argumenter for, at medicinen skal være henholdsvis center og borgerting er positive erfaringer fra udlandet med begge dele og bydende nødvendighed af at forsøge noget nyt.

”Det er ikke sikkert, det med demokratiske briller er en problemstilling, at der ikke er så mange medlemmer af de enkelte partier som tidligere, og nogen der engagerer sig på anden vis

Thomas Danielsen
MF, V

Frie Grønnes Uffe Elbæk ser problemstillingen som et faktum, der afstedkommer et spørgsmål:

”Hvis under fire procent af befolkningen har lyst til at være med i et politisk parti – hvad så med de øvrige 96 procent - hvordan kan vi styrke deres engagement?

SF trækker drager parallel til andre områder med et nationalt center: etik, forebyggelse af ekstremisme, mental sundhed og klimaforskning – som udtryk for, at noget er vigtigt. FG understreger to af et borgertings væsentlige egenskaber: repræsentativitet og kravet om konsensus mellem de udpegede.

S: Deler bekymring, ønsker plan for finansiering

Blandt øvrige partier findes mange, som støtter hensigten, men som ikke nødvendigvis er enige i, at midlet er henholdsvis et demokratiudviklingscenter og et borgerting:

Det gælder Socialdemokraterne, hvor Lennart Damsbo Andersen, medlem af Udvalget for Forretningsorden (UFO) er bekymret for, at ”demokratiet er ved at bevæge sig hen imod at være for eliten og dem der har overskuddet til at deltage og måske er gået på pension, og det er ikke nødvendigvis er de hårdtarbejdende havnearbejdere eller nogle andre, og så kan det jo være svært at kalde det for et rigtigt demokrati”

Så S så også gerne en bredere deltagelse blandt de ringest repræsenterede grupper.

I forhold til demokratiudviklingscentret efterlyser S konkrete oplæg til økonomi og finansiering (med tilkendegivelsen om, at det jo ’ville være ærgerligt, hvis forslaget kom tilbage, og der ikke var flertal’).

V: Tanken er sympatisk, civilsamfundet kan - måske - være løsningen.

Hos Venstre er UFO-medlem Thomas Danielsen overordnet er enig i, at ’forslaget omhandler meget centrale og vigtige opgaver,’ men han mener ikke, løsningen ligger i et nationalt center. Han er heller ikke er helt enig i gradueringen af problemet – krise er der ikke tale om, mener han.

Ud over almen vægring mod at etablere endnu en offentlig institution, fremhæver Danielsen til gengæld civilsamfundet og foreningsdanmark som et af demokratiets store styrker uden for partiforeningerne.

Borgere melder sig ind i foreninger eller interesseorganisationer og påvirker politikken den vej. Hvorfor ikke motivere folk til at engagere sig i civilsamfundet?

Dennis Flydtkjær
MF, DF

V mener, det er op til de enkelte partier at inddrage så mange som muligt og gør sig selv, ifølge Danielsen, store anstrengelser på den front. Men når dalende medlemstal over en bred kam samtidig er en realitet, har partiet alligevel set sig nødsaget til at tage kreative metoder i brug for at engagere flere i politik. Således er det nu også muligt for ikke-medlemmer at deltage i Venstres partimøder.

Handling og ord giver tilsammen indtryk af en dobbelthed, der kommer fint til udtryk i Danielsens formulering: ”Det er ikke sikkert, det med demokratiske briller er en problemstilling, at der ikke er så mange medlemmer af de enkelte partier som tidligere, og nogen der engagerer sig på anden vis.” Måske er det et problem, måske er det ikke.

K: Demokratiet stortrives. Principiel modstand mod nationale centre

Den konservative holdning er på flere måder mere entydig – først og fremmest udtrykt i UFO-medlem Mai Mercados opremsning af adskillige eksempler på, at demokratiet ikke har det så skidt endda: Høj valgdeltagelse, de mange civilt drevne folkemøder samt tiltag båret af institutioner som demokratiets dag på Christiansborg og skolevalg i folkeskoler. Det er alt sammen i den konservative optik argumenter for, at demokratiet trives. Mai Mercado går endda så vidt som til at rose medierne (konkret TV2 Fyn for valgdækning til unge) for at spille en konstruktiv og positiv rolle i demokratiet. 

Oveni uenigheden i, at demokratier skranter, mener K heller ikke, at forbedring og udvikling af demokratiet skal komme ’fra oven’ – altså fra et nationalt center. For K er et nationalt center ikke nødvendigvis et udtryk for ’at noget er vigtigt for os’ – Mercado kunne, siger hun i et svar til SF-stedfortræder Jan Bjergskov Larsen, givetvis godt være foruden et par af de eksisterende centre. Mercado kender ikke til andre nordiske landes løsninger, men indvilger på opfordring i at sætte sig ind i dem.

DF: Vent på magtudredningen. Civilsamfundet kan løse demokratikrisen

DF lægger sig et sted midtimellem V og K med Dennis Flydtkjærs tilkendegivelse af, at øget borgerinddragelse grundlæggende er sympatisk. Men han bryder sig ikke om de kategorier, som vil være en forudsætning for et borgerting.

Flydtkjær fremfører endnu et argument for den demokratiske velstand, nemlig at danske politikere generelt er meget tilgængelige for almindelige mennesker og organisationer – et argument man kan købe eller lade være, for er muligheden for at komme i kontakt med en politiker det samme som, at Folketingets sammensætning er tilstrækkelig repræsentativ? Det mener DF sådan set, at det er, og foretrækker helt principielt, at ’dem, der skal beslutte, er repræsenteret via valg.’

I et demokrati er en af opgaverne også at beskytte mindretallet, og i en folkeafstemning, så er mindretallet, typisk 48 procent af befolkningen, aldrig beskyttet. Hvis man er i tvivl, kan man bare kigge på Brexit – hvor de 48 procent er efterladt på perronen

Jens Rohde
MF, KD

At et borgerting, som påpeget af forslagsstillere og støtter, ikke er nogen hindring for det, idet borgertinget udelukkende er tænkt som et rådgivende organ, ændrer ikke ved DF’s skepsis over for fænomenet.

Det er, anfører Dennis Flydtkjær, et middel, der kan give en falsk tryghed. Som han siger:

”Hvis vi så opretter et borgerting med 100 eller 200 medlemmer, hvad så med resten af befolkningen?”

Derfor peger DF på tre helt anderledes veje til at skærpe danskernes appetit på demokratiet. Det ene er måske så meget sagt at være et middel, snarere en manen til besindighed.

Flydtkjær beskriver den kommende magtudredning som en ’trykprøvning af demokratiet’ og han opfordrer til at afvente resultaterne (som han gerne så udgivet drypvist), før man begynder at modellere nye initiativer.  

DF lægger sig dermed op ad V og K ved at tale civilsamfundet op som en bærende demokratisk pille, man i endnu højere grad bør sætte sin lid til: ”Borgere melder sig ind i foreninger eller interesseorganisationer og påvirker politikken den vej. Hvorfor ikke motivere folk til at engagere sig i civilsamfundet?” spørger Dennis Flydtkjær.

KD: Nej til enkeltsagsdemokratisme. Borgerforslag og borgerting er pseudo

KDs Jens Rohdes har stor sympati for kollegaen Uffe Elbæks krøllede hjerne, der ifølge kristendemokraten ”tvinger ham til at tage en dåseåbner frem for at åbne sin egen og udfordre hans gamle og reaktionære jeg.” Men lige så stor, sympatien er, lige så stærk er hans modvilje mod den form for demokrati, som borgerting, borgerforslag og sågar folkeafstemninger repræsenterer. 

Det er, bedyrer Rohde, greb, der fremmer enkeltsagsdemokratisme med den høje pris, at de folkevalgte skal forholde sig til flere og flere enkeltsager – stik imod den givne opgave, nemlig at være helhedsorienterede.

Han kalder borgerting en demokratisk pseudo-instans for de få, og kan i det hele taget ikke se formålet med det. Rohde har også kvababbelser med præmissen for forslagene:

”Vi skal være varsomme med at sige, at demokratiet er i stykker. Det, at man ikke engagerer sig i partier, er ikke det samme som, at man ikke engagerer sig i politik,” siger han.

Essensen af Jens Rohdes demokratiforståelse kommer også til udtryk i hans modstand mod folkeafstemninger:

”I et demokrati er en af opgaverne også at beskytte mindretallet, og i en folkeafstemning, så er mindretallet, typisk 48 procent af befolkningen, aldrig beskyttet. Hvis man er i tvivl, kan man bare kigge på Brexit – hvor de 48 procent er efterladt på perronen,” lyder det. 

Drøftelser henlagt til UFO

Forslagsstillerne er i princippet enige med kritikerne i, at et center for borgerudvikling ikke nødvendigvis vil få folk til at melde sig ind i partierne. Men det er, mener de, heller ikke udelukkende formålet. De er også enige i, at demokratiets hellige grav ikke nødvendigvis er velforvaret med øget tilslutning til partierne.

Men enigheden slutter omtrent her. For på begge sider af de nævnte mellemregninger er der mere end nuancer til forskel i svarene på spørgsmålene: Har demokratiet det skidt? Og hvis ja, hvad er så den bedste medicin?

Mens forlængelsen af borgerforslaget nu er et skridt nærmere vedtagelse med opbakning fra flertallet af de få fremmødte, er vejen længere for borgerting og center for demokratiudvikling.

Med de ideologiske og metodisk baserede uenigheder oplistet kan såvel skeptikere som modstandere svinge sig op til et høfligt håndslag på at lade demokratiets tilstand indgå i UFO’s fortsatte drøftelser. Men det kommer der som bekendt heller ikke nødvendigvis initiativer eller lovgivning ud af lige med det vuns.